På en nedlagt flyveplads øst for Billund formår en lille gruppe instruktører at gøre det, som årtiers fartkampagner har haft svært ved: at få unge bilister til at køre mere sikkert. Endagskurset ’Respekt for fart’ får med praktiske øvelser og foredrag 18-24-årige til at forstå, hvor farligt det er at køre stærkt. Og det i sådan en grad, at unge, som har gennemført kurset, er involveret i halvt så mange trafikskader som andre i den aldersgruppe. »’Respekt for fart’ har fået rigtig godt fat i de unge, som vi rigtig gerne vil have fat i, men ikke kan nå med skræmmekampagnerne, fordi de ikke vil høre efter«, fortæller seniorforsker Mette Møller, Dansk Transportforskning.
LÆS OGSÅ: Kursus skal tæmme de vilde bilister
I 2005 lavede hun en undersøgelse af effekten af kurset, som viste, at tre ud af fire deltagere følte, at de var blevet mere opmærksomme på risikoen og konsekvenserne ved høj fart.
De sidste nye tal fra Vejdirektoratet viser, at de unge mellem 18 og 24 er involveret i en fjerdedel af de danske trafikuheld og samtidig er hver femte tilskadekomne fra samme aldersgruppe.
Spar milliarder af kroner
’Respekt for fart’ finansieres af forsikringsselskabet Alka, og langt størstedelen af de foreløbig 11.000 deltagere er unge bilister, som får tilbudt et kraftigt nedslag i forsikringspræmien, hvis de gennemfører kurset.
Men det langsigtede mål er at få gjort kurset til en obligatorisk del af køreundervisningen i Danmark. Derfor har den ansvarlige for bilforsikringer i Alka, kontorchef Jørgen Knudsen, i flere år forsøgt at få kurset over på statens hænder.
»Hvis vi når 10 procent af dem, der får kørekort hvert år, så redder vi maksimalt 5 trafikdrab om året, men hvis vi når ud til samtlige, der får et kørekort, så kan vi redde 50. Det skal være noget, alle unge gennemfører«, siger Jørgen Knudsen.
Kan spare to milliarder kroner Hans beregninger viser, at der er en klar samfundsgevinst i at gøre kurset obligatorisk: Det vil koste omkring 200 millioner kroner at sende alle unge på en årgang gennem undervisningen. For den udgift kan man til gengæld spare samfundet for omkring to milliarder kroner i trafikuheldsomkostninger, som for eksempel hospitalsophold og førtidspension, siger Jørgen Knudsen.




























