Det var Nato, der i et fortroligt dokument krævede registre over politisk aktive. Standarderne, der blev defineret i 1955, blev først erstattet i 2002, skriver Ekstra Bladet. PET-kommissionen omtaler kun på en enkelt side Nato-kravene om registrering af ’subversive elementer’, herunder kommunister.
FOKUS Læs om PET-kommissionens rapport
Kravene blev nedfældet i dokumentet c-m (55) 15 (final) fra 1955. Dokumentet blev løbende opdateret, bl.a. i 1964, blot fire år før den danske regerings erklæring om, at ingen skulle registreres alene på grund af lovlig politisk virksomhed.
Ekstra Bladet er i besiddelse af en kopi af Nato-dokumentet. Det fremgår, at NATO’s medlemslande er forpligtet til at oprette sikkerhedstjenester, der skal have ansvar for »indsamling og registrering af efterretninger vedrørende spionage, sabotage og undergravende virksomhed«.
Notat fulgte Natos retningslinjer
14. september 1968 formulerede justitsministeriet et notat med retningslinjer for PET’s fremtidige arbejde. Notatet fulgte tæt NATO’s krav om politisk registrering og registrering af kontakter, herunder rejser til kommunistiske lande.
Ifølge påtegninger på notatet gav det PET mulighed for at registrere trotskister, anarkister og venstrerevolutionære grupperinger samt DKP-medlemmer. Blot to uger efter, at dette notat blev skrevet, udsendte statsminister Hilmar Baunsgaard (V) den berømte regeringserklæring om, at ingen fremover måtte registreres »alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed«.




























