Nej, jeg har det ikke godt. Ja, din røv ser bred ud i de bukser. Nej, jeg gider ikke komme din fest. Sandheden kan være ilde hørt, og derfor lyver de fleste af os. Ifølge en ny meningsmåling, som Megafon har lavet for Politiken og TV 2, siger kun hver tiende, at de ikke kan finde på at stikke en hvid løgn. Og faktisk giver det god mening, at de fleste af os har en fleksibel holdning til sandheden. Løgnene bliver blåstemplet fra fagligt hold. Psykologiprofessor Henrik Høgh-Olesen har i hvert fald ikke lyst til at få sandheden råt for usødet i alle situationer. »Et hudløst ærligt samfund ville give konstant uro – det ville eskalere spændinger og stress. Kun i et fantasisamfund, hvor løver græsser med lam, kan man forestille sig, at løgnen ikke eksisterer. Man skal huske på, at løgnen ofte er meget barmhjertig«, siger Henrik Høgh-Olesen fra Aarhus Universitet.
LÆS OGSÅ Øv - Rundetårn skal flyttes til Norge...
Umiddelbart kan vi altså lyve videre med god samvittighed. Men, minder Henrik Høgh-Olesen om, der er forskel på uskyldige løgne om en ny frisure og alvorlige løgne om utroskab og sygedage. »Den hvide løgn fortælles for at skåne andre. Den har et altruistisk islæt, og den kan være nådig. Men de fleste gange lyver vi for at redde vores egen røv. For ikke at få ballade. Langt de fleste løgne er egoistiske og strategiske«, siger Henrik Høgh-Olesen. De fleste af vores løgne er strategiske i den forstand, at vi lyver for at stå bedre i den sociale kamp. Henrik Høgh-Olesen ser os som sociale dyr, der etablerer hierarkier. Løgne kan hjælpe os op i hierarkiet og dermed give os en fordel frem for andre i kampen om blandt andet penge, partnere og prestige. Løgnen er altså en strategi. Men det er en risikabel en af slagsen. »Løgnen fremhæver noget, vi i virkeligheden ikke har gjort, for at højne vores status. Og den skjuler noget, vi har gjort, for at undgå statustab. Men det er risikabelt. Det tager et helt liv at opbygge et troværdigt image, men det tager et sekund at miste det, hvis man bliver afsløret i en løgn. Vi bruger mest tid på at sladre om hinanden. Hvis man har snydt en, vil han lynhurtigt fortælle det til andre«, forklarer Henrik Høgh-Olesen. Løgnere vinder på tv Netop 1. april trives løgnen særlig godt. Det er ikke nyt – aprilsnartraditionen har godt 2.000 år på bagen. Men det er nyt, at løgn bliver så heftigt eksponeret på tv som i disse år. Professor i sociologi Michael Hviid Jacobsen fra Aalborg Universitet siger, at løgnen er blevet et offentligt fænomen. Vi hører om svindlere som Stein Bagger og Anna Castberg, der bygger store karrierer op på et spind af løgne. Og i årevis benægtede Bjarne Riis, at han havde kørt på andet end viljestyrke og ørnevinger, men så brød han sammen og erkendte løgnen. Sager som disse har eksponeret løgnen offentligt. »Vi ser jo hele tiden folk lyve for åben skærm. Voldsomt populære tv-programmer som ’Paradise Hotel’ og ’Robinson’ drejer sig om at manipulere med sandheden. Løgnen eksponeres som et legitimt aspekt af samfundslivet. Vi kan se på tv, at de, der vinder, lyver. I vores samfund er det måske blevet mere legitimt at lyve for at skaffe sejre«, siger Michael Hviid Jacobsen.
