Goddag, Anders, det er Djævlens Advokat. »Nå, goddag. Jeg har glædet mig til, at du ringede«. Hvorfor det? »Ja, jeg ved ikke så meget om det. Men jeg har hørt, at du laver nogle spændende og anderledes interview«. Og sådan noget spændende og anderledes noget, det er du bare med på? »Ja, specielt hvis man kan få ...«. Noget opmærksomhed? »Ja, præcis«. For det kan da ikke være meget opmærksomhed, du ellers har fået med alt det røvkedelige radioteater, du har gået og lavet? »Altså, jeg har i hvert fald rent personligt fået meget ud af det. Det har jo skabt min karriere«. Lad os da bare kalde det det: din radioteaterkarriere. Det er jo ikke sådan en rigtig karriere, vel? »Det vil jeg da kalde det. Jeg lever i hvert fald af det«. Og nu skal du lave noget, der hedder ’Blodets teater’. Som skal være skidesjovt, fordi det handler om en skuespiller, der får nogle teateranmeldere til at medvirke i et stykke, og så slår han dem ihjel. Hvad er det sjove? »Det sjove er, at normalt lever vi jo af at bekrige hinanden. Aviserne lever af, at man kan skrive om nogle teaterforestillinger og sælge nogle aviser. Vi på teatret lever af, at aviserne skriver om os«. Du er da godt dum, hvis du tror, at aviserne tjener på at skrive om teater? »Nej, det tror jeg heller ikke. Så ville de jo nok skrive lidt mere om det. Men jeg tror, at der er nogle aviser, der godt kan lide at sætte dårlige anmeldelser langt fremme i avisen. Jeg kan da huske engang, hvor en forestilling, der fik nul stjerner, kom på forsiden. Så er det meget sjovt at sige: »Nu slår vi fandeme jer ihjel«. Altså, ikke dig, men nogle af dine kolleger«. Og du har så fået nogle rigtige teateranmeldere, eller i hvert fald noget i den retning, til at stille op? »Ja, det er dét, der er sjovt. Vi får lov til at bruge nogle rigtige anmeldere og smøre dem ind i blod. Hvem har ikke lyst til at gøre det ved Jakob Steen Olsen eller Adrian Hughes?«. Når du har brug for rigtige personer fra virkeligheden, virker det, som om du ikke rigtig selv tror på teatrets virkemidler. Er ideen med teater ikke, at man skaber nogle illusioner, som så på en eller anden måde relaterer til virkeligheden? Hvor du har brug for autentiske personer for at gøre det realistisk ...? »I en moderne teatertankegang handler det jo meget om at blande fiktion og virkelighed. Det er et teaterstykke, men der er rent faktisk en rigtig teateranmelder, der står på scenen. Det giver et ekstra pift til det hele«. Eller også har du bare fået nogle anmeldere til at medvirke i dit teaterstykke, så du for en gangs skyld får nogle gode anmeldelser? »Jeg tror faktisk ikke, vi bliver anmeldt. Men du har ret. Jeg har ikke tænkt på den vinkel. Måske man skulle få nogle skuespillere til at anmelde stykket? Eller det vil du måske?«. Jeg anmelder ikke. Jeg er Djævlens Advokat. Jeg beskæftiger mig ikke med sådan noget. Jeg opererer ligesom på et andet niveau. »Er der ikke nogen, der siger, at teater er i ledtog med Djævlen?«. Det ved jeg ikke. Jeg tror mest, de siger, at det er kedeligt. »At teater er kedeligt?«. Ja, det synes du vel også, siden du absolut skal blande virkeligheden ind i det. Men tror du, at du får gode anmeldelser nu? »Jeg tror ikke, vi får nogen. Det skal jo kun spilles en gang. Men jeg har fået rigtig mange anmeldelser i min tid. Så jeg ved jo godt, hvad det drejer sig om«. Hvorfor tager du ikke bare ved lære af dem – i stedet for at scenesætte sådan en barnagtig hævnaktion? »Det er jo ret kedeligt at rette sig ind efter, hvad andre mennesker synes. Hvis de ikke forstår, hvad jeg laver, må jeg jo tale endnu højere«. Så er det heldigt, at der er nogle englændere, der har skrevet det stykke for dig. »Det er en film, vi har baseret det på. Men der er ingen replikker eller noget som helst, du kan genkende derfra. Men du har ret: Jeg har baseret min karriere på at planke film og tv. Jeg har lavet Poul og Nulle, ’Bjergkøbing Grand Prix’, og nu skal jeg lave ’Bennys badekar’«. Hvis du én gang til siger, at du har en karriere, så slår jeg dig ihjel. »Mener du det?«.