Frås eller nødvendigt kirkekøb?

Dengang Horsens var en by præget af armod, skillingede arbejderne på de mange fabrikker i vestbyen sammen til et ur, som de hængte, så alle kunne se det, på den lille Metodistkirkes tårn. Uret har det stadig fint, men de store fabrikker i området er væk, og det samme er de fleste metodister. Nu vil de ganske få, der er tilbage, gerne sælge deres kirke, og de ser helst, at den overtages af menighedsrådet ved Horsens' største kirke i Vor Frelsers Sogn. Parterne er sådan set enige, og sagen ligger både hos biskoppen i Århus og i Kirkeministeriet, der skal give den endelige tilladelse til købet. Men så nemt skal det ikke være. Et mindretal i menighedsrådet er imod købet, og mange borgere i Horsens føler også, der er tale om frås, når der nu hver søndag står flere hundrede stole tomme i Vor Frelsers Kirke på torvet. »Drop det kirkekøb«, hed overskriften på en ledende artikel i Horsens Folkeblad for nylig. Den talte til snusfornuften i byen, og for den står også Bent Riis, der er medlem af menighedsrådet, men taler på vegne af et mindretal, der er imod at betale et millionbeløb for Metodistkirken. »Der burde altså være afstemning i byen om sagen«, siger han og henviser til det yderst overskuelige stemmetal ved sidste valg til menighedsrådet. Selv fik han 13 stemmer, mens 'stemmeslugerne' fik lidt over 20. »Demokratiet i sådan et valg er jo for tyndt, til at vi kan hævde at have et folkeligt mandat, når der skal træffes så kostbare beslutninger«, siger han og kalder det »hovski-snovski«, hvis ideen gennemtrumfes uden afstemning. Både han og de øvrige involverede har lovet metodisterne, at købssummen holdes hemmelig. Kirken følger folket For formanden for menighedsrådet, Erik Toft, handler sagen nu ikke så meget om penge, for dem har kirken. Og ellers kan man sælge noget af den jord, som kirken også ejer. Toft tager os på travetur fra Vor Frelser Kirke i det prisbelønnede og moderne centrum af byen til den 100-årige Metodistkirke, som fortsat er omgivet af gamle, små arbejderboliger og enkelte nye. Horsens er stadig udpræget socialdemokratisk, fortæller han. »De, der bor i denne del af byen føler ikke, at den 'fine' kirke på torvet er deres. De betragter Metodistkirken som lokalkirken«, siger Toft. Han ser for sig, hvordan også FDF-spejderne kan få sig et tilholdssted, at rockgudstjenester kan blive et element i kirkelivet, og at et nyt menighedsliv vil se dagens lys. »Kirken er lille og intim. Den kan måske blive en eksperimenterende kirke drevet af frivillige«, håber han og står fast på, at kirker skal følge folket, ikke omvendt. Og her er det så, at modstanderne af kirkekøbet har fået en alternativ ide. For om kort tid flyttes både fanger og faciliteter i Horsens Statsfængsel uden for byen, og så bliver også den 150 år gamle fængselskirke ledig. Den er gratis, ligger hvor der snart skal bygges heftigt, og så er den oven i købet både køn og funktionel, siger de. Den tanke bryder Erik Toft sig nu ikke om. »Den signalerer fængsel og ikke folkekirke. Det vil folk ikke kunne lide«, siger han og fremhæver, at kirken ligger på 3. sal, og en elevator vil være dyr. Provsten støtter heller ikke ideen. Tomme kirkestole Men de har altså noget med nye kirker i Horsens. For ude i Torsted i Horsens' opland er der et andet menighedsråd, der også gerne vil have endnu en kirke, fordi den nuværende måske bliver for lille, når nye boliger skyder op. Grunden er købt, men modstanderne af den ide i sognet påpeger, at der ligger ikke mindre end otte andre kirker i en radius af fem kilometer fra Torsted, og i dem alle er der masser af tomme stole om søndagen. Konkret har præsten i nabosognet Hatting, hvor kirken er både rummelig og nyistandsat for mange penge, rakt hånden over sognegrænsen og foreslået et samarbejde. Torstedborgerne er velkomne i Hattings kirke. Dermed kan man skabe liv i de kirker, der allerede er der og samtidig spare 20 millioner kroner til mursten, påpeger sognepræsten Anna Sofie Andersen. Den idé ser man i Torsted menighedsråd ikke med blide øjne på. Man vil have sin helt egen kirke. Men måske skal man tænke sig om i begge kirkesager, mener Bent Riis og andre borgere med ham: »For man kan jo frygte, at folkekirkens murstensliderlighed og ustyrlige pengeforbrug tærer på sognebørnenes store loyalitet over for institutionen«.