»Jeg hader min far. Han slår mig ihjel«

Kvinden i vidneskranken er bemærkelsesværdig - for hun taler. Det burde velsagtens være en selvfølge, eftersom den pakistanske kvinde er vidne og forpligtet til at tale sandt. Had til faren Men flere granvoksne mænd har før hende siddet i samme stol og benægtet alt, hvad de tidligere har sagt til politiet om den formodede æresdrabssag i Slagelse. Denne kvinde svarer til gengæld på anklagerens spørgsmål med en kraftfuld stemme. Hun fortæller om pakistanske Ghazalas had til sin far, da hun og afghanske Emal søgte tilflugt i kvindens lejlighed på flugt fra familien. Hun fortæller om, hvordan de to unge en tidlig morgenen forsvandt og om, hvordan Ghazalas morbror truede hende for at få hende til at sladre om de unges tilholdssted. »Han slår mig ihjel« Selv anede den pakistanske kvinde ikke, at hun var på vej ind i et familiedrama, da hun accepterede at have Emal og Ghazala boende. Hun troede, det var et ungt ægtepar, der manglede et sted at bo. Men hun undrede sig. For den unge kvinde blev sur, hver gang talen faldt på hendes far. »Der var en sætning, hun hele tiden sagde, uanset om hun talte med mig eller Emal. Det var »Jeg hader min far. Han slår mig ihjel««, forklarer den pakistanske kvinde i Østre Landsret. Forundringen blev større, da hun et par dage efter oplevede noget mærkeligt. En mand uden for døren Omkring middagstid gik hun ud af sin lejlighed for at tage på biblioteket med sin søn. Uden for døren stod en mand. »Han sagde: »Hello, prinsesse««, fortæller kvinden. »Jeg spurgte ham: »Siger du prinsesse til mig? Kan du ikke se, at jeg ikke er en 14-årig pige? Jeg er en ældre dame med barn««. Kvinden havde aldrig før set manden, der først ikke svarede hende. Så kaldte han hende for en luder. »Han sagde: »Jeg ved, hvad du laver i øjeblikket. Jeg ved, hvad du gemmer, jeg ved, at du har personer derhjemme. Når jeg har et klart bevis på hvem, sender jeg dig et sted hen, du aldrig kommer tilbage fra««, siger kvinden. Grinende morbror Blandt de tiltalte i retten sidder Ghazalas morbror og griner. Det var ham, der antastede den pakistanske kvinde på gaden, fortæller kvinden i retten. Hun vidste det ikke på daværende tidspunkt, men fandt ud af det, da hun tre dage efter fik besøg af nogle mænd. De præsenterede sig som Ghazalas far, bror og morbror. To af dem kendte hun ikke, men morbroren kunne hun genkende - han var manden, der havde generet hende på gaden. Mændene spurgte, hvor Ghazala og Emal var. Vrede slægtninge Kvinden svarede, at hun ikke vidste det, for de var forsvundet få dage forinden. Men havde de sovet sammen, ville mændene vide. Naturligvis, sagde kvinden, for de sagde, de var gift. »Hvad var reaktionen på det?«, spørger anklager Jeanette Wincentz Andersen. »Jeg lagde mærke til, at morbroren og broren blev vrede. Ghazalas far sagde: »Alle i København ved det - der er ikke mere at diskutere. Vi har ikke mere at tale om««, svarer kvinden. »Hvad var det dit indtryk, der skulle ske?«, fortsætter anklageren. »Det var mit indtryk, at de ville slå dem ihjel«.