Fire EU-sager om statsstøtte til TV 2 risikerer at trække i langdrag, fordi bunken af sagsakter vokser og vokser. Sagerne skal afgøres, før regeringen kan sætte aktier i tv-stationen til salg igen. Regeringen og forligspartneren Dansk Folkeparti håber derfor, at sagsbehandlingen ved Retten i Første Instans i Luxembourg går hurtigt, så TV 2 kan få tilført penge fra en privat ejer. Det er ifølge regeringen afgørende for, at tv-stationen kan klare sig i konkurrencen om seere og reklamekroner. Tager længere tid Men jurist Camilla Kristensen fra justitskontoret i Retten i Første Instans ved EF-domstolen siger, at sagerne er i første fase, her knap et år efter at de blev anlagt. »Den skriftlige procedure, hvor sagsøger og sagsøgte kommer med partsindlæg, kører stadig. Desuden har både TV 2, Kongeriget Danmark, Viasat og TV Danmark fået lov at intervenere (blive part, red.) i de sager, hvor de ikke selv er sagsøger eller sagsøgt. Sager, hvor nogle intervenerer, er mere komplicerede, fordi vi skal behandle flere partsindlæg. De tager sædvanligvis længere tid«, siger Camilla Kristensen. Eksperter gætter på, at TV 2 først kan blive sat til salg om 2-4 år. Camilla Kristensen understreger dog, at det er umuligt at forudse, hvornår sagerne er bragt til ende. Det bliver næppe i år, og muligvis heller ikke næste år, vurderer hun. Flere retssager Viasat, TV Danmark, den danske stat og TV 2 anlagde sidste sommer hver deres sag mod EU-kommissionen for at få annulleret dens beslutning om, at TV 2 skulle betale en milliard kroner i ulovlig statsstøtte tilbage. Licenskronerne gik ikke til programmer, men til TV 2's pengekasse, vurderede kommissionen. Viasat og TV Danmark vil have skærpet straffen, mens staten og TV 2 vil have den annulleret. De fire sagsøgere har en interesse i alle fire sagers forløb. Derfor har domstolen givet dem lov til at blive part i hinandens sager. Det betyder, at juristerne skal læse og vurdere flere partsindlæg i hver enkelt sag. Lang ventetid Camilla Kristensen oplyser, at det på den baggrund kan tage et halvt år, før den skriftlige procedure er overstået. Så skal alle dokumenterne oversættes, og domstolen skal vurdere de forskellige indlæg. Det kan i sig selv tage et halvt år. Altså et år, før den mundtlige behandling af sagen begynder: »Så kommer der et retsmøde, hvor parterne gør deres argument klart. Derefter kan der sagtens gå et halvt år, og der kan også gå et år, før dommen falder«, siger Camilla Kristensen. Det giver to år fra nu eller en samlet sagsbehandling på knap tre år. Derudover rejste Viasat og TV Danmark to sager i februar 2005, som kan tage mindst lige så lang tid. Rekapitalisering De nye sager handler om den såkaldte rekapitalisering af TV 2. Tv-stationen ville gå fallit, hvis den skulle betale en milliard i statsstøtte tilbage. Derfor gav EU-kommissionen i oktober sidste år den danske stat lov at give TV 2 833 millioner. Men de to private tv-selskaber så det som en ny omgang statsstøtte og anlagde nye sager mod EU-kommissionen. De seks retssager skaber usikkerhed om, hvad TV 2 er værd, hvilket ifølge regeringen er årsag til, at salget er sat »på pauseknap«, som kulturminister Brian Mikkelsen (K) formulerer det.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























