Flere danske færger bliver miljøfarligt skrot

Gamle danske færger ender ofte som farligt skrot i Asien - Arkivfoto: Morten Langkilde
Gamle danske færger ender ofte som farligt skrot i Asien - Arkivfoto: Morten Langkilde
Lyt til artiklen

Danmark kan ikke gardere sig imod, at vores gamle færger ender som miljøfarligt affald i udviklingslande. Rederiet Scandlines' erfaringer viser, at en klausul om videre drift i kontrakten ikke er juridisk vandtæt i praksis. »Det er ret begrænset, hvor lang tid man kan håndhæve klausulen og kontrollere færgernes videre færden«, erkender Scandlines-direktør Gert Jacobsen. I 2000 solgte Scandlines færgerne 'Sprogø' og 'Arveprins Knud' til et rederi i Dubai i De Arabiske Emirater. Men de nåede kun at sejle få år, og i oktober 2004 blev de ophugget på den berygtede Alang-strand i Indien. Sejlads en betingelse Scandlines har netop solgt de mere end 30 år gamle færger 'Rügen' og 'Dronning Margrethe II' til Marco Shipping i Dubai via den arabiske mellemhandler Marwan Shipping & Trading. I købskontrakten betinger Scandlines sig, at færgerne virkelig kommer til at sejle på Den Persiske Golf. Men Marco Shipping skriver på sin hjemmeside, at man blandt andet er specialist i skrot og har videresolgt over 100 skibe til ophugning. Og Marwan Shipping & Trading har ifølge Lloyd's Register ophugget tre færger alene det seneste år. »Det er selskaber, hvor skibene normalt ender som skrot under forfærdelige arbejds- og miljøforhold i Indien - ofte ulovligt, men desværre meget svært at forhindre«, siger færgeekspert Peter Wyntin fra ophugningsselskabet Van Heyghen Recycling i Belgien. En dræbt om dagen Scandlines har krævet garantier om videre drift siden mediestormen efter afsløringerne af skrotningen af 'Asa-Thor' og 'Knudshoved' i 1998. »Men vi har ikke haft fornøjelsen at prøve at håndhæve dem. Juridisk er der i teorien mulighed for at retsforfølge, hvis de brydes, men det er meget svært i praksis«, siger Scandlines-direktør Gert Jacobsen. Miljøorganisationen Greenpeace mener, at de danske myndigheder bør supplere kravet om klausuler med andre måder at begrænse affaldseksporten. »Det må være muligt at holde færgerne fra Alang-stranden eller lignende steder. Gennemsnitligt bliver en dræbt om dagen i arbejdsulykker, og færgernes rester af asbest, kviksølv og olie ødelægger arbejdernes helbred og miljøet«, siger civilingeniør Jacob Hartmann fra Greenpeace. Kræver garanti Miljøstyrelsen har bedt Nakskov Kommune om at få garantier for videre drift for de netop solgte Scandlines-færger, der ligger i Nakskov Havn. Kontorchef i styrelsen Christian Fischer medgiver dog, at sådanne klausuler ikke gælder evigt. »Men når der, som i tilfældet med 'Sprogø' og 'Arveprins Knud' er tale om, at færgerne sejler i tre-fire år, inden de sendes til skrot, mener vi ikke, at man kan klandre danske firmaer eller myndigheder for noget«, siger Fischer. Danmark presser på Kontorchefen tilføjer, at Danmark har presset på ved denne uges møde i Baselkonventionen og den internationale søfartsorganisation IMO for hindre, at færger omdirigeres til skrotstrande, så snart de er i internationalt farvand. En stramning kan være klar om et par år. Miljøminister Connie Hedegaard (K) er enig i, at miljøfarlig skrotning i udviklingslande er »helt uacceptabelt«, og har også sat Miljøstyrelsens eksperter til at vejlede Korsør, hvor den sidste storebæltsfærge, 'Kong Frederik IX' er ved at blive gjort klar. Angiveligt til passagersejlads, men ifølge færgeeksperter til skrot. Korsør Kommune har nu givet sælger, danske KFIX, og køber, indiske Jupiter Shipmanagement, frist til tirsdag til at bevise, at færgen ikke skal skrottes.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her