Kommuner tøver med at anbringe børn hos slægtninge

I nogle kommuner er knap hvert andet barn, der er fjernet fra sine biologiske forældre, anbragt hos en moster, morfar eller anden slægtning. I andre kommuner er tallet nul. I gennemsnit bliver fem procent af alle danske børn, der anbringes uden for hjemmet, anbragt hos slægtninge. Det kan være hos bedsteforældre, onkler, tanter eller familiens nære venner. Men de enkelte kommuners antal svinger altså fra nul til 43 procent. Det viser en undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet (SFI), der har spurgt 94 kommuner. I alt 287 anbragte børn indgår i undersøgelsen. Uvidenhed er årsag Uvidenhed er en af årsagerne til den store forskel, mener forskningsassistent ved SFI Andreas Lindemann, der sammen med kollegaen Anne-Dorthe Hestbæk står bag undersøgelsen. »Vi har indtryk af, at det handler om, at der er for lidt viden om slægtsanbringelser. Der er ikke nogen ude i kommunerne, der ved præcist, hvad der er en god eller dårlig ide i forskellige typer sager. Og hvis en kommune f.eks. har gode erfaringer med slægtsanbringelser, er de måske mere opmærksomme på muligheden end andre kommuner er«, siger Andreas Lindemann. Samtidig viser tallene, at de små kommuner oftere end de større kommuner vælger at anbringe et barn hos en slægtning frem for på en institution eller i familiepleje. »Det kan hænge sammen med, at man i de små kommuner kender hinanden lidt bedre og tænker lidt mere over, at der måske er en bedstemor eller en onkel, der kunne være et emne for barnet«, forklarer forskningsassistenten. Tilfældige og følelsesbaserede Jonatan Schloss, der er kontorchef i Kommunernes Landsforenings børne- og kulturkontor, er ikke overrasket over forskellen mellem kommunerne. »Vi ved det jo fra utallige undersøgelser, at lige præcis anbringelsesområdet er et af de områder, hvor der er allerstørst forskel på kommunal sagsbehandling. Det skyldes, at beslutningerne næsten ikke kan blive andet end tilfældige og følelsesbaserede, når man ikke har forskning og nok viden om, hvad der virker«, siger Jonatan Schloss. Men det spørgsmål nærmer undersøgelsen sig også. De kommunale sagsbehandlere svarer nemlig, at de børn, der er anbragt hos en slægtning, udviklingsmæssigt klarer sig bedre både socialt og fagligt end andre anbragte børn. »Man bliver dog nødt til at kigge på, at samtidig med, at de klarer sig bedre, så er tyngden af de problemer, de har, simpelthen mindre. Det kan være en del af forklaringen. Slægtsanbringelser er ikke utvetydigt godt, men vi kan se, at for nogle børn, er det faktisk en god ting«, understreger Andreas Lindemann, der håber, at undersøgelsen kan ligge til grund for et mere dybdegående projekt. Folketinget behandler i øjeblikket et bredt forlig om en ny anbringelsesreform. Et af de centrale elementer er at øge andelen af de børn, der bliver anbragt hos slægtninge.