Forskellen er en søster i Danmark

Tom Bisases ranglede krop knækker forover af grin. Et forlegent grin. Spørgsmålet er alt for direkte: Hvor mange penge sender hans storesøster, der bor og arbejder i Danmark, egentlig hjem til familien her i Luzira? »Lidt ...«, svarer han så, da latteren har lagt sig, og mumler undvigende i skægget: »... til børnenes skolepenge og sådan noget«. Også i Uganda er det åbenbart pinligt og plat at tale ligeud om penge. Så vi må ud ad et par omveje. Luzira ligger i udkanten af Kampala-bydelen Nakawa, tæt på Victoriasøen. Tom Bisase og hans families hus er ikke så lidt pænere og større end mange af husene i andre dele af Nakawa, for eksempel i slumområderne Mbuya og Banda. Det er et aflangt hus med en fin og velholdt facade, hvor de pudsede områder uden om de røde mursten er nymalede i en klar turkisblå farve. I den ene ende af huset ligger en garage og så ellers tre rum på rad og række. I hele husets længde løber en støbt terrasse, der er glittet skinnende blank. Køkken og latrin er placeret i to små separate skure. Jo såmænd, et fint hus, Tom nikker. »Men for småt«, siger han. Vi sidder i den midterste stue. Tre polstrede stole og to sofaer er linet op langs væggene. I en af lænestolene ligger et par tøjbamser, ved siden af står et køleskab med et fjernsyn ovenpå. På væggen hænger et kors og billeder fra søsteren Annets bryllup. Hun arbejder normalt i sin lille tøjbutik, men har lukket den og er taget med hjem i anledning af vores besøg. Hun serverer gul limonade. I alt bor der ti mennesker i huset. Tom, hans kone Judith og deres to børn. Og så Toms søstre Annet og Jane plus deres børn. Toms forældre er døde. Judith og Jane har en frisørsalon inde i Kampala, og de er begge på arbejde. Tom er chauffør. Ude i garagen holder hans minibus. Familiebudgettet Det hele skal jo køre rundt, og Tom fortæller lidt om, hvad det koster at holde en familie i gang. En af de store poster er børnenes skolepenge, 200.000 shilling eller cirka 650 kroner for hvert barn pr. semester. Dertil uniform og bøger. Maden til de ti medlemmer af husholdningen løber op i 17 kroner om dagen. Skatten er ikke så høj, Tom betaler kun 100 kroner om året til Nakawa-bydelen. For tøjforretningen og frisørsalonen betales en årlig afgift på i alt 400 kroner. Den helt store post på budgettet er leje af lokaler til forretning og salon. For tøjforretningen betaler Annet 4.400 kroner om året, hvad salonen koster i husleje, kan Tom ikke lige huske, men det er i hvert fald ikke mindre, den ligger jo inde i Kampala. Vi vender tilbage til storesøster Justine, som har boet i Danmark i snart ti år. Hun er dansk gift, arbejder på et hotel og sender altså en gang imellem penge hjem til sine søskende. Tom har vænnet sig til, at søsteren bor så langt væk, savnet er til at bære. I øvrigt kommer hun fra tid til anden hjem på ferie, senest i januar, hvor hun blev en måned. Og så var der fest. Annets mand bor for resten også i udlandet, fortæller Tom, i USA. Også han spytter i familiekassen. Eget hus. To forretninger. Minibus. Altså arbejdspladser. Det er da ikke så tosset? »Vi har også bygget fire små huse, som vi lejer ud«, lægger Tom til. Men ville alt dette kunne lade sig gøre, hvis ikke Justine og Annets mand sendte penge hjem? Tom ryster på hovedet. »Nej. Men vi skulle nu nok have klaret os, så havde vi blot måttet knokle meget mere«. Vi er gået udenfor for at se lidt på grunden, som faktisk er ret stor. 44 gange 100 meter, forklarer Tom. Der er plads til at dyrke bønner og matoke - de små grønne madbananer - og til at holde ni geder og ti høns. Og rigelig plads til at udvide og bygge et nyt hus ved siden af det gamle. Fem millioner shilling, små 17.000 kroner, vil det koste, og de penge har familien ikke her og nu, så det må vente. På nabogrunden er et meget stort toetagers hus med søjler og balkoner og panoramavinduer under opførelse. Et hus i den størrelse koster i hvert fald ti millioner shilling, anslår Tom: »De, der er ved at bygge det, arbejder i England. Når det er færdigt, flytter de tilbage. Man vil jo gerne bo i sit hjemland, ikke?«. Alt i alt udgør de penge, som immigranter fra Uganda sender hjem til deres familier, en anseelig del af landets økonomi. Et sted mellem 200 og 300 millioner dollar om året, anslår økonomerne. Til sammenligning skæpper Ugandas største eksportvare, kaffen, årligt 80 millioner dollar i kassen. På falderebet fortæller Tom så, hvad søsteren sender hjem: 500 dollar hver anden måned. 900.000 shilling, sådan cirka. Penge, som for alvor gør en forskel i Uganda.