Det muliges umulige kunst

Joseph Senzoga grifler et par tal ned i sin lille blok. 250 millioner ugandiske shilling divideret med de 250.000 indbyggere i bydelen Nakawa. Det er et nemt regnestykke. Han stryger nogle nuller og kigger op. »Cirka tusind shilling for hver indbygger«, siger han og tilføjer: »Og så har vi ikke taget i betragtning, at der i realiteten ofte bor dobbelt så mange i Nakawa, fordi en masse mennesker udefra i perioder flytter ind her hos venner og familie. Og tilflytterne bliver jo også syge og føder børn«. Fire kroner per næse Tusind shilling om året, fire kroner per næse er, hvad Joseph Senzoga, chef for Nakawas sundheds- og miljøafdeling, har haft at gøre godt med i regnskabsåret 2003/2004, der afsluttes om en måned. Fire kroner. Fjernelse af affald alene æder halvdelen af budgettet, resten går til sundhedsklinikker, hjemmesygeplejersker, veterinærtjeneste og andre offentlige ydelser under Senzogas departement. De 250 millioner shilling, der har været til rådighed det forgangne år, er kun en tredjedel af, hvad der oprindelig var budgetteret med. Men folk har ikke betalt skatter i det omfang, de skulle. Desuden er en række forventede tilskud fra regering og donorer forsvundet ud i den fugtige tropeluft. Budget er umuligt Hvordan kan man i øvrigt overhovedet tale om at budgettere med noget som helst, når man ikke ved, om der bor en kvart eller en halv million mennesker i bydelen? Senzoga, en yngre mand i nydelige, støvetgrønne bukser, kridhvid, kortærmet skjorte og mørkeblåt slips, smiler: »Det kan man heller ikke«, siger han. For en embedsmand, som med nød og næppe har fået penge nok til en tredjedel af sit budget, må det synes en verdensfjern tanke, at midlerne pludselig skulle blive fordoblet. Men Senzoga leger gerne med: Brug for sundhedsklinikker Hvis nu han pludselig havde det dobbelte af sit budget for næste år til rådighed, hvad ville han så prioritere højest? »Sundhedsklinikkerne«, svarer han uden tøven: »Det er enkelt. Hvis folk er syge, så giver alt andet ingen mening«. Han tænker sig om i et par sekunder og fortsætter så: »Selv om det hele selvfølgelig hænger sammen«. Han rejser sig fra det store mørke mødebord, der står på et af kontorerne i Nakawas små og nedslidte administrationsbygninger. Han vil vise os sundhedsklinikken Naguru. Det er ikke noget, oversygeplejerske Margrethe Kigozi er stolt af: At hendes personale en gang imellem er nødt til at bede de kvinder, der skal føde eller have foretaget kejsersnit, om selv at tage engangsgummihandsker med til lægerne og sygeplejerskerne. »Faktisk må vi slet ikke, det er forbudt. Behandling på en offentlig klinik skal jo være gratis. Men hvad skal vi ellers gøre, når vi løber tør for handsker og ikke har penge til at købe nye?«, spørger hun, og Joseph Senzoga nikker. Mangel på basale ting Margrethe Kigozi er en ældre venlig og smilende kvinde i pletfri og nystrøget mørkeblå sygeplejerskeuniform. Hun har været leder af fødeafdelingen på Naguru i tre år. Siddende ved skrivebordet i sit lille, mørke kontor fortæller hun roligt om, hvordan man hver dag forsøger at få ender, der er meget langt fra hinanden, til at nå sammen. Om manglen på selv de mest basale ting. Engangshandskerne. Kirurgisk udstyr. Og på linned, flydende håndsæbe og rengøringsmidler. Om et telefonsystem, der ikke virker. Om en 15 år gammel ambulance, der hele tiden bryder sammen, og så må patienterne køre i taxa, og det er der mange af dem, der ikke har råd til. Personalet derimod har Margrethe Kigozi kun godt at sige om. Det er veluddannet, og de ansatte knokler. Selv om det kan være svært at holde kampånden oppe, når det praktiske fungerer så elendigt. »En gang imellem kan vi godt blive en smule frustrerede«, siger hun og smiler skævt af sin egen underdrivelse. Sparsomt og nedslidt Klinikken ligner de fleste andre offentlige sundhedsklinikker i Afrika: sparsomt og nedslidt udstyr. Gulve og vægge, der vidner om en evig kamp mellem vedligeholdelse og forfald, hvor resultatet er givet på forhånd. Naguru er en af de største offentlige sundhedsklinikker i Kampala. Den er også en af få klinikker med egen operationsstue, så kvinder her kan føde ved kejsersnit. Når det sker, bliver kvinderne liggende fem dage, mens normalt fødende bliver sendt hjem en dag efter fødslen. Klinikken har også sit eget lille laboratorium - ikke stort mere end seks-otte kvadratmeter - hvor den enlige laborant kan teste for de mest almindelige sygdomme som malaria, tyfus og for hiv. Men de test, der er nødvendige, hvis man skal dele aids-medicin ud, kan klinikken endnu ikke klare, forklarer laboranten. Men det kommer snart, siger han fortrøstningsfuldt. Seks procent smittet med hiv Og det er der også behov for her. Ifølge de officielle statistikker er seks procent af Ugandas voksne befolkning hiv-smittet. Men i Kampala er tallet 11 procent. Og blandt de fattige i slumkvartererne endnu højere. Over for laboratoriet ligger apoteket, hvor patienterne får udleveret medicin, når de er blevet undersøgt. Langs væggen står en høj stabel kasser. Det er kondomer, forklarer en af de ansatte, en ung kvinde. Kondomer er, som medicin og vaccinationer, gratis. Og der er en rimelig god afsætning, siger hun. Spørgsmålet er så, om det er godt nok, for hun fortæller også, at antallet af kønssygdomme er i stigning, og at det har været det i nogle år. Det er umuligt ikke at bemærke, at rengøringsstandarden ikke er den bedste. Joseph Senzoga gør da også selv opmærksom på det. Mellem to bygninger kan man skimte klinikkens generator. Når man har egen operationsstue, er den uundværlig på grund af de mange strømafbrydelser. »Så det kan blive et valg mellem at købe brændstof til generatoren og at få gjort bedre rent. Og generatoren skal kunne køre«, forklarer Senzoga. Da rundvisningen er forbi, og vi er på vej hen til bilen, siger han: »Og så skal I jo vide, at jeg har vist jer det bedste, vi har«.