OECD kritiserer på ny danske skoler

Den nye rapport om Danmark er den første af sin art, hvor udenlandske eksperter går bag om et enkelt lands statistikker. - Foto: Thomas Borberg
Den nye rapport om Danmark er den første af sin art, hvor udenlandske eksperter går bag om et enkelt lands statistikker. - Foto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

Mere synlige skoleledere, tydelige mål for undervisningen, flere udfordringer for eleverne, systematiske evalueringer af skolegangen og en forbedret læreruddannelse. Sådan lyder nogle af ingredienserne i en ny OECD-opskrift på en forbedret dansk folkeskole, der kan bryde den sociale arv, erfarer Politiken. Efter en sønderlemmende kritik af danske skoleelevers faglige formåen i OECD's 'PISA 2000-rapport' har både OECD-systemet og det danske undervisningsministerium undret sig over, at det kunne se så galt ud i et land med et af verdens dyreste skolesystemer. OECD har derfor fået den danske regerings ja til at foretage en fornyet undersøgelse - denne gang af årsagerne til det skuffende danske niveau. Forskerteam undersøger Danmark I ti dage i november sidste år har et forskerteam på otte mand fra Finland, Storbritannien, Canada og USA rejst rundt i Danmark og talt med lærere, forældre, skoleledere, kommunale skolepolitikere, forskere og erhvervsfolk for at danne sig et billede af styrker og svagheder i det danske skolesystem. Det oplyser en af de ansvarlige embedsmænd i OECD, Gregory Wurzburg, fra organisationens uddannelsesafdeling i Paris. Han vil ikke citere fra rapporten, da den først offentliggøres onsdag i København af undervisningsminister Ulla Tørnæs (V). Han lægger dog ikke skjul på, at rapporten er blevet til på baggrund af de chokbølger, PISA-rapporten i sin tid sendte gennem det danske uddannelsessystem. »De danske skolebørns resultater lå lavere, end den danske regering havde forventet og ikke mindst håbet på, og også i OECD var vi noget overraskede«, siger Gregory Wurzburg. Bag om statistikken Om godt tre uger rejser han og hele OECD's uddannelseskomite til København for sammen med forskerteamet at drøfte rapporten med undervisningsministeren. Den nye rapport om Danmark er den første af sin art, hvor udenlandske eksperter går bag om et enkelt lands statistikker. Rapporten munder ud i 30 anbefalinger til det danske skolesystem. Den britiske professor Peter Mortimer har stået i spidsen for den internationale forskergruppe. Ifølge ham er hovedproblemet, at lærerne ikke i tilstrækkelig grad gør sig klart, hvor de vil hen med deres undervisning, og undlader at stille krav til eleverne. »I denne foranderlige verden, hvor kravene til elever stiger i andre lande, er Danmark nødt til at følge med. En lærer kan let blive lullet ind i en falsk tryghed uden at opdage, at resten af verden går videre og faktisk forventer mere af unge mennesker«, siger professor Peter Mortimer, tidligere leder af Institute of Education ved University of London, der svarer til Danmarks Pædagogiske Universitet. Han understreger, at det ikke er lærernes fejl, at eleverne mangler udfordringer. Lærerne bliver ladt i stikken af svage skoleledere, som har mere travlt med administration og bogholderi end med at udstikke pædagogiske retningslinjer. »Lærerne skal hjælpes mere. I Danmark er lederskab en smule dunkelt. Vi råder selvfølgelig ikke lederne til at blive udemokratiske, men vi anbefaler dem at tage lidt mere lederskab«. En af de danske forskere, der er blevet interviewet af OECD-holdet, er seniorforsker Jan Mejding, Danmarks Pædagogiske Universitet. Han har især betonet problemerne med dårlige læsere og svagt stillede tosprogede elever: »Vi ser med stor interesse på alt, som kan hjælpe os til at overvinde de negative effekter af den sociale arv«, siger Jan Mejding.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her