Vi får stadig løn efter køn

»Dumpekarakter«. Dommen over ligelønsloven er hård, når man beder kommitteret i HK Jens Pors om at vurdere den lov, som siden 1976 har skullet sikre danske kvinder mod forskelsbehandling på lønnen på grund af deres køn. I dag, snart 30 år efter lovens vedtagelse, tjener mændene stadig mere end kvinderne, også inden for de samme brancher. Hvor stor forskellen er, strides de lærde om. Men ligeløn har vi ikke fået. Alligevel er det begrænset, hvor ofte loven er blevet brugt af kvinderne og deres fagforeninger til at trække arbejdsgiverne enten i faglig voldgift eller for retten. Ingen registrering Den seneste eksisterende opgørelse er fra 2001 og findes i bogen 'Ligestillingslovene', en kommenteret udgave fra Jurist- og Økonomforbundet. Den omfatter tredive opmandskendelser fra faglige voldgifter og seks domme. Omkring halvdelen af sagerne er vundet og halvdelen tabt af de kvinder, de drejer sig om. »Men det er ikke sikkert, at listen er helt komplet. Der findes ingen central registrering af domsafsigelser i Danmark«, siger Kirsten Precht, medforfatter til bogen, advokat og juridisk konsulent i HK. Hun mener dog ikke, at der er voldsomt mange flere afgørelser hverken i det arbejdsretlige system eller fra domstolene - heller ikke efter 2001. Derimod er der et meget større, men ukendt antal forlig, som er kommet i stand mellem parterne undervejs i en sag. I de sager har alene det, at kvinderne har startet en sag, været nok til, at de har fået lønforhøjelse. »Det drejer sig nok om flere hundreder«, mener Jens Pors, som understreger, at ligelønsloven under alle omstændigheder har været en fordel for kvinderne på arbejdsmarkedet. Den er bare ikke god nok. »Det er så tung en opgave at rejse en ligelønssag, at det er næsten umuligt«, siger Jens Pors. Opgør i Højesteret Han efterlyser først og fremmest en større gennemsigtighed af lønningerne ude på arbejdspladserne. Det havde den tidligere regering lagt op til med et pålæg om kønsopdelte lønstatistikker, der skulle være trådt i kraft i sommeren 2002. Men den blev suspenderet af den nuværende regering, med den begrundelse at den var for besværlig for arbejdsgiverne at administrere. HK vil trække både Beskæftigelsesministeriet og Dansk Arbejdsgiverforening i retten i den forbindelse, men har netop fået Østre Landsrets ord for, at forbundet ikke selv har tilstrækkelig »retlig interesse« i sagen til at gøre det. Den afgørelse er nu anket til Højesteret. »Åbenhed om lønnen er helt afgørende for ligeløn. Hvis fru Petersen ikke kan se, hvad hendes mandlige kollega tjener - hvordan skal hun så kunne rejse en ligelønssag? Vi har i årevis prøvet at få noget om åbne lønninger ind i overenskomsterne, men det har arbejdsgiverne aldrig villet være med til«, siger Jens Pors. »Den lovbestemmelse, der nu er suspenderet, var ikke god nok, blandt andet fordi den kun omfattede arbejdspladser med mere end ti ansatte. Men den var i hvert fald en begyndelse. Jeg synes, politikerne burde skamme sig. Alle undersøgelser viser, at det eksisterende løngab ikke forsvinder af sig selv, og det er en hån, at politikerne ikke vil gøre noget ved det«. Samme værdi Jens Pors mener også, at det er for svært at vurdere lovens ord om, at der ikke alene skal være lige løn for samme arbejde, men også for »arbejde, der tillægges samme værdi«. »Vi mangler objektive kriterier for lønfastsættelsen. Og vi ser en gang imellem nogle besynderlige fortolkninger af begrebet 'arbejde af samme værdi'«, siger han. Netop begrebet 'arbejde af samme værdi' er emnet for et forskningsprojekt, som ph.d.-stipendiat Byrial Bjørst er i gang med på Københavns Universitets juridiske fakultet. Han sætter spørgsmålstegn ved, om det danske regelsæt overhovedet er meget bevendt, hvis det ikke lige drejer sig om enkle ligelønssager, hvor man sammenligner arbejdsfunktioner, der ligger tæt op ad hinanden. »Arbejdsgiverne kan hive en masse kort op af lommen om, hvilke arbejdsopgaver mændene også har. I fællesskab kan arbejdsgivere og mænd være vældig gode til at puste mændenes job op i forhold til kvindernes. Derfor er det vigtigt, at sagsøgerne gør deres forarbejde grundigt, hvis de vil bevise, at arbejde har samme værdi«, siger han. Lønforskelle på tværs af fagområder Det mest interessante er dog, mener Byrial Bjørst, om den danske ligelønslov er god nok til at sammenligne lønnen på tværs af faggrupper. »Det har ikke været gjort meget i Danmark. De store lønforskelle ligger imidlertid ikke inden for bestemte fagområder, men på tværs af fagområderne, fordi det danske arbejdsmarked er så kønsopdelt. For eksempel kunne man forestille sig en sammenligning af lønnen for rengøringsassistenter og renovationsarbejdere, der var ansat i samme kommune«, siger han. Utidig indblanding Byrial Bjørst er også kritisk over for, om den faglig voldgift er den rette til at afgøre ligelønssager. En faglig voldgift består af repræsentanter for arbejdsmarkedets parter og én eller flere opmænd, der som regel er dommere. »Faktisk er det ikke kun arbejdsgiverne, men også store dele af fagbevægelsen, der har været imod ligelønsloven. Den er blevet betragtet som utidig indblanding i den frie aftaleret. Og en faglig voldgift er først og fremmest beregnet på at fortolke overenskomster, men ligelønssager skal ofte vurderes hen over overenskomstgrænser«, siger han. Et andet vigtigt forhold omkring de faglige voldgifter er, at deres afgørelser ikke kan appelleres. Også det er en fejl, mener Byrial Bjørst. Jens Pors giver ham ret i kritikken et langt stykke ad vejen. Også i, at det mandsdominerede LO i hvert fald i begyndelsen ikke var begejstret for ligelønsloven. »Men i dag støtter de den linje, vi hele tiden har kørt i HK«, siger han. HK har selv besluttet, at de ikke længere vil køre ligelønssager for faglig voldgift, medmindre der sidder tre højesteretsdommere som opmænd. »Vi vil ikke risikere flere urimelige afgørelser, som ikke kan ankes. Men med tre højesteretsdommere må vi være rimelig sikre på nogle ordentlige afgørelser. Alternativt vil vi vælge at føre sagerne ved de civile domstole«, siger Jens Pors.