Dagen begyndte ualmindeligt dårligt for elefanternes dyrepassere i Københavns Zoologiske Have. Den toårige elefant-darling, Punjab, lå livløs i Elefanthuset da de mødte på arbejde. Det er anden gang på bare to uger, at en af havens store snabeldyr ånder ud. »Stemningen er meget trykket. Det er noget af et chok, når sådan noget sker to gange lige efter hinanden. Og det er meget frustrerende, når man ikke kan se nogen specifik grund til, at det sker«, siger dyrlæge i Københavns Zoologsiske Have, Carsten Grøndahl. Sløj i weekenden Den unge elefant havde ganske vist virket lidt sløj i løbet af weekenden. Lørdag blev Carsten Grøndahl tilkaldt, fordi Punjab virkede sløv og ikke ville spise, men elefanten havde hverken feber eller andre sygdomssymptomer. Søndag virkede den ikke mere oplagt og fik en forebyggende penicillinkur. Det hjalp tilsyneladende. Søndag aften kunne en af dyrepasserne konstatere, at Punjab virkede frisk og opførte sig helt normalt. Alligevel måtte den give op i løbet af natten. Punjab er nu blevet obduceret på Den Kongelige Veterinære og Landbohøjskole. Og undersøgelsen viser, at den unge elefant er død af en meget kraftig tarminfektion. Det var også en tarminfektion, der var skyld i, at elefanten Coco døde for to uger siden, men dyrlægen i Zoo tror ikke umiddelbart, at der er nogen sammenhæng mellem de to dødsfald. »Vi kan ikke finde nogle af de bakterier, som der var milliarder af i den anden elefant. Det ser ud til at være en anden type infektion. Der er ikke tale om en blodforgiftning, som det var tilfældet sidste gang. Til gengæld har infektionen været så voldsom, at der var blod i hele tarmen«, siger Carsten Grøndahl. Han indrømmer, at det har givet anledning til tunge bekymringer, at de to elefanter er faldet om inden for så kort tid. Men der er i sig selv ikke noget usædvanligt i, at tarminfektioner tager livet af elefanter. »En tarminfektion kan tage livet af en elefant på få timer. Det er set mange gange før«, siger Carsten Grøndahl Eftersom Punjab ikke nåede at få diarré af sin infektion, regner dyrlægen ikke med, at han har smittet nogle af de andre elefanter i haven. Yngel ønskes På Den Kongelige Veterinære og Landbohøjskole er man nu gået i gang med at dyrke nogle af elefantens bakterier. De mikrobiologiske undersøgelser ventes at være klar onsdag, og de vil slå endeligt fast, om der er en sammenhæng mellem de to dødsfald. »Tarminfektionen i sig selv er ikke særligt interessant. Det interessante er, hvad der er skyld i tarminfektionen«, siger vicedirektøren i Zoologisk Have, Bengt Holst. Alle mulige forholdsregler er nu blevet truffet. Hele elefanthuset er blevet desinficeret, elefanterne er blevet sat på forebyggende antibiotika, og så er dyrepasserne blevet isoleret, så de overhovedet ikke kommer i kontakt med andre dyr. Nu håber vicedirektøren i Zoologiske Have blot, at der kommer amoriner i luften i det gamle elefanthus. »Vi har stadigvæk seks elefanter tilbage, og vi har jo altid haft gode resultater med elefantavl. Så vi håber på, at vi kan yngle os ud af problemet«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























