Natten til mandag klokken 01.11 fødte en af Københavns Zoo's hunelefanter, Kungrao, en lille han. Det skriver Københavns Zoo på sin hjemmeside.
Fødslen gik »helt over forventning«, da den lille han allerede syv minutter senere var på benene, og diede hurtigt. Da Zoo åbnede i går morges, var den fortsat på benene, selv om den var udmattet. Zoo skriver, at både mor og unge har det godt, at de øvrige hunelefanter alle har taget det nye flokmedlem til sig som en af deres egne.
Det er den 12. elefantunge, der kommer til verden i Københavns Zoo siden 1970. Men der er alligevel noget særligt over denne fødsel.
Navngives inden for en måned
Det er nemlig første gang i havens historie, at en elefant føder i flokken. Og det er første gang, at en elefantunge kommer til verden i det nye og store elefanthus, der blev indviet i 2008.
Elefantunge født i ZooDet nye elefanthus giver mulighed for en langt mere naturlig fødsel, hvor ungen kan få fodfæste med det samme på grund af det 80 centimeter dybe lag sand på gulvet.
En nyfødt elefantunge vejer normalt mellem 80 og 100 kg, og når den dier stabilt hos sin mor, begynder den at tage et kilo på om dagen.
Københavns Zoo navngiver den lille nye elefant inden for de næste 30 dage.
fortsæt med at læse




























