Den svenske kong Carl Gustaf har gjort det. Lillebror prins Joachim har gjort det. Norges kronprins Haakon har gjort det. Giftet sig med ikkeadelige kvinder, altså, så det er der ikke noget nyt i, lyder det fra historikeren og tidligere venstrefløjspolitiker Benito Scocozza. Arrangerede ægteskaber på retur Faktisk har de adelige og ofte arrangerede ægteskaber i det danske kongehus været på retur lige siden 1849, da der blev sat en stopper for kongens enevælde. »Indtil 1849 var der tale om rene politiske giftermål, hvor de forskellige fyrstehuse giftede deres sønner og døtre bort simpelthen for at skabe alliancer mellem stater. Hvis en dansk konge giftede sin søn med den svenske konges datter, så var det i en situation, hvor man havde brug for fred og alliancer. Ikke mange prinsesser Men det sluttede i virkeligheden i 1849, da kongen ikke længere var enevældig. Og endnu mere i slutningen af 1800-tallet, hvor Christian IX afsluttede en masse kontakter med udenlandske fyrstehuse. I det 20. århundrede var det helt slut«, fortæller Benito Scocozza og tilføjer: »Og så vrimler det jo ikke med prinsesser, efterhånden som kongehusene uddør«. Uddør, det gør det danske kongehus næppe foreløbig. Men kan kongehuset bevare sin glans og mystik med en it-konsulent som dronning? »Der er en dobbelthed i det. På den ene side passer hans (kronprinsens, red.) valg godt til en moderne tid, og det er praktisk, for på den måde bliver regentparret mere borgerlige at have med at gøre og vil ikke virke så fjerne fra folket. På den anden side virker det i dag kunstigt at se dem træde frem i de fine uniformer og sildesalaten. Det er jo teatertøj, de har på. Det er en kunstig kulisse, der bliver skabt, og hvor længe det holder, tør jeg ikke spå om«, siger Benito Scocozza. Umættelig interesse Mediernes og befolkningens umættelige interesse for kongehuset, og ikke mindst kronprinsens gøren og færden, tyder dog på en vis holdbarhed, erkender historikeren. Med eller uden rødt blod. »Alle sidder jo klistret til fjernsynet nu og følger den romantiske bryllupsceremoni, og det vil de sikkert også gøre næste gang og næste gang, så der er ikke noget, der tyder på, at interessen og mystikken forsvinder«, siger Benito Scocozza. Som tidligere nævnt er det langtfra første gang, at en kronprins eller prins vælger en borgerlig ægtefælle fra et andet land. Men det er ikke alle forundt at få samme hjertelige modtagelse som for eksempel prinsesse Alexandra fik det i 1995. Furore i Norge Da den norske kronprins Haakon i august 2001 blev gift med den enlige mor Mette-Marit, som tilmed havde haft sin gang i tvivlsomme (narko)miljøer, vakte det furore og forargelse både i medierne og i befolkningen. Det samme vil ske her i Danmark, hvis ugepressen skulle få held til at afsløre nogle ufine kanter hos Mary Donaldson. For nok kan vi leve med rødt blod i kongehuset. Men der er visse spilleregler, der skal overholdes. »Der er ikke frit valg på alle hylder. Der vil altid være nogle grænser for, hvem der kan blive dronning. For eksempel er der nogle af hans (kronprinsens, red.) tidligere kærester, som måske ikke ville pynte på de bonede gulve«. Som Maria Montel? »Ja, for eksempel. Hvis man skal have denne her pæne borgerlige kernefamilie, så er det selvfølgelig bedst, hvis hun ikke har været narkoman, dranker eller har uægte børn. Det ville ikke være acceptabelt«, vurderer Benito Scocozza. Indtil videre har den mest sensationshungrende del af pressen endnu ikke kunnet afsløre sorte pletter i Mary Donaldsons fortid. Det gør unægtelig også jobbet vanskeligere (og dyrere), at der skal efterforskes så langt væk som i Tasmanien, så tilsyneladende har dronningen givet sine to sønner et ganske fornuftigt råd, da hun opfordrede dem til at finde deres livsledsagersker uden for Danmarks grænser. Hongkong og Tasmanien. Det kan næsten ikke være længere væk.