Nørrebro sørgede i stilhed

En tung duft af blomster breder sig ud i den lumre aftenluft. Klokken er lidt i otte, og det er ikke længere til at se hjørnet af Blågårdsgade og Åboulevarden. Flere hundrede mennesker har samlet sig for at mindes drabet på den unge italienske turist, der døde søndag efter at være blev stukket ned med kniv. I løbet af den følgende halve time vokser bunken af blomster og lys ud over fortovet. En stor krans fra kvarterets unge indvandrere »Con tanto dolore« - med megen smerte - på båndet bliver tavst båret frem af et par unge knægte. Arabiske fraser blander sig med danske stemmer. Afbrydes ind imellem af et stille »ciao«. Ikke bare Nørrebros beboere, men også herboende italienere og politikere, blandt andre byens overborgmester er mødt op. Men mest fylder helt almindelige beboere: spinkle, små tørklædeklædte piger, gamle drankere, mødre i stiletsandaler med barnevogne, unge rødder med baseball-kasketter og store gummisko, solbrændte madammer i shorts og flade sko og rundmavede kioskejere med glinsende overskæg. Allerede en halv time før højtideligheden har der samlet sig en kødrand af mennesker og medier, og inden klokken slår otte har menneskemængden bredt sig langt ned ad Blågårdsgade og ud over Åboulevarden. Kondolence Initiativtageren til arrangementet er Anoir Hassouni, der selv i flere år har drevet opsøgende arbejde blandt unge med anden etnisk baggrund på Nørrebro. Han ville med initiativet gerne vise den dræbtes forældre respekt. »I virkeligheden er det ikke en højtidelighed. Det er en kondolence til forældrene. Vi vil gerne vise dem respekt. Men det er lige pludselig blevet større, end jeg regnede med. Alle vil gerne være med. Ikke kun de unge, men også andre beboere i kvarteret. For eksempel andengenerationsindvandrere, der gerne vil vise et godt eksempel«, sagde Anoir Hassouni inden aftenens arrangement. Lars H.U.G havde tilbudt at komme og spille. Men fik et høfligt »Nej, tak«. Det skulle være stille. 'Ord kan ikke redde Antonio' »Jeg har sagt nej til al musik og taler. Jeg føler ikke, at ord kan redde Antonio. Han er død. Nu skal stilheden have en chance. Bare det, at vi står der alle sammen, er symbol nok«, sagde Anoir Hassouni. Helt stille er der dog ikke. Men næsten. Ud over spredt mumlen og bilernes brummen står folk bare og ser til. Mange klemmer sig igennem menneskemængden hen til hjørnet og lægger en buket eller tænder et lys. Efter ti minutters tid ankommer Antonio Curras forældre og hans søster, der modtager kondolencer og kindkys fra flere omkringstående, mange af dem italienere. Faderen: »Gràzie« Faderen, en solbrændt bred mand med gråsprængt hår og overskæg, løfter armene ud mod de mange mennesker og udbryder et grådkvalt »gràzie«. Det udløser spontane klapsalver. Herefter forsøger han på gebrokkent engelsk at sige et par ord: »My son, it's not possible«, når han blandt andet at sige, før han bryder hulkende sammen. Kort efter forlader familien gerningsstedet. Tilbage står menneskemængden og summer. En af dem er Khalid Alsubeihi fra Fædregruppen på Nørrebro. Ubeføjede beskyldninger mod beboere Han mener, politiets frygt for, at kvarterets beboere af anden etnisk herkomst lukker sig om sig selv og eventuelt forsøger at dække over gerningsmændene, er ubegrundet. »Ikke når det drejer sig om en mordsag. Så er der hverken sympati eller sammenhold. De unge, jeg har talt med, er dybt berørte, og jeg er sikker på, at de, der ved noget, nok skal komme frem med det. Alle ved, at det er utroligt vigtigt at vise, at sådan her ser vores kvarter ikke ud«, sagde Khalid Alsubeihi. Højtideligheden varer en halv time. Bagefter bliver der budt på kaffe i medborgerhuset på Blågårds Plads.