Flere års voldsom vækst i samfundets udgifter til medicin er tilsyneladende standset. I januar steg det offentliges samlede udgifter til medicin kun med 1,3 procent mod 16,3 procent i januar sidste år, og meldingen fra de amtslige sygesikringskontorer er, at tendensen formodes at holde. Det skriver ugeavisen Dagens Medicin. Ændret adfærd hos lægerne Årsagen til den pludselige opbremsning i medicinudgifter er sandsynligvis, at de praktiserende læger har ændret adfærd og i tæt samarbejde med den lokale sygesikring er blevet bedre til at udskrive medicin. Blandt andet er der indført såkaldte basislister over hvilke lægemidler, lægerne kan udskrive, ligesom lægerne i stigende grad vælger at udskrive et kopipræparat i stedet for det dyrere originalprodukt. Størst stigning i Fyns Amt En opgørelse fra samtlige amter i Danmark viser, at der i Sønderjyllands, Storstrøms, Frederiksborg, Ringkjøbings og Bornholms Amt samt i Frederiksberg Kommune er sket et reelt fald i udgifterne, mens Fyns Amt har den største stigning på 3,5 procent svarende til 1,78 millioner kroner. Tallene vækker positiv opsigt i Amtsrådsforeningen.
Væksten i udgifter til medicin er bremset
Lyt til artiklen