'Pyt med det' - Interview med Peter Brixtofte

Peter er alene hjemme. Spisebordet i den lyse stue på Toftevængets Allé i Farum er inddraget som skrivebord, gulvet som arkiv, og det roder på en organiseret måde. Oprydningens time er inde, for hverken Peter eller Brixtofte har længere kommunalt borgmesterkontor, sekretær eller chauffør. Bunkerne må han selv sortere, for tre måneders heftig kritik af både personlige og politiske dispositioner er kulmineret. Og har sendt den landskendte og stærkt liberale politiker i gulvet - ned til bunkerne. Færdig som borgmester og uønsket om medlem af Venstres folketingsgruppe - en hård skæbne for en mand, der har lagt 37 af sine 52 år i partiets tjeneste, 24 år i Farum byråd og 16 år på borgmesterposten. Et politisk eksperiment i den før så søvnige forstadskommune, der i årevis blev fremhævet af både venner og fjender som en mønsterkommune med høj profil på integration, service for små og store og funklende idrætsfaciliteter, er sunket i grus. Ned på gulvet til bunkerne. Hele korthuset begyndte at hælde, da de første af hundredvis af bilag med skandaløst dyre vine og høj cigarføring dukkede op. Og det væltede aldeles - helt ned på gulvet til bunkerne - da 1276 bilag af samme skuffe blev offentliggjort i sidste uge, og Indenrigsministeriet samtidig efter ugers tøven og papirgange frem og tilbage var ved at være klar til at suspendere borgmesteren. Helt ned på gulvet »Vil du have en kop kaffe?« Brixtofte tøver på vej ud i køkkenet. Og tilføjer så med lige dele lønligt håb i øjnene og et smørret grin i det solbrændte ansigt: »Eller vil du hellere have et godt glas rødvin?«. Politisk og taktisk korrekt adfærd har aldrig været Brixtoftes særkende, og selv om netop hans rødvinstrang har været et af de grundlæggende problemer de senere år, får det ham ikke til at spille asket. Og de mange ubehagelige bilag, som han på linje med de øvrige byrådsmedlemmer har fået udleveret i en stor bunke, »har han slet ikke kigget i«. Bænket omkring kaffen i udestuen, som ved vintertide giver et sjældent flot skue ud over den lokale sø, har Brixtofte vendt bunkerne på stuegulvet ryggen. Og det samme har han faktisk med de sidste tre måneders voldsomt turbulente drama. Kun ved igen og igen at punke ham med ubehagelighederne, vender han nødtvunget tilbage og kommenterer. Men hele tiden med enten et overbærende skuldertræk eller et glimt i øjet. Mest forarget og reagerende bliver han næsten, da han kommer i tanke om en formiddagsavis, som på forsiden spår hans hævn over fremtrædende Venstrepolitikere som indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og finansminister Thor Pedersen. Begge har de spillet med på sidelinjen under Brixtoftes opstigen. Og ingen af de to har i hvert fald forsøgt at forhindre hans fald. »Jeg vandt til sidst« »Hævn, nej, det kunne jeg ikke drømme om. Heller ikke i den bog, jeg vil skrive i de kommende måneder, kommer der bomber. Jeg vil da ikke skade en Lars Løkke, som bliver et af de helt store politiske navne i de kommende år«, siger Brixtofte, som dog indrømmer, at han var en smule groggy på dagen, da han fratrådte. »Det kan vel ikke undgås«, siger han lidt undskyldende. Men igen blænder han bakspejlet og stirrer målbevidst fremad. Brixtofte er ikke en mand, som tæller sine nederlag. Han samler på sejre, selv om det på det seneste har krævet et nøjsomt gemyt. »Jeg vandt til sidst«, trumfer han med slet skjult og ægte glæde. Og henviser til, at han på den yderste dag fik manøvreret sin partifælle Lars Carpens ind som sin efterfølger. Og glemmer helt, at han forinden havde peget på både Henrik Jerger (V), Morten Pflug (V) og Paul Wachtell (løsgænger) som sine kandidater til borgmesterposten i forskellige udgaver. »Lars bliver en kanon-borgmester, og glæden ved, at han blev udnævnt, overskyggede næsten, at jeg blev ekskluderet af gruppen på Christiansborg«, siger han - og ser næsten ud til at mene det. Midt i rodet på spisebordet ligger en havebuket og venter på at komme i vand, og en opfindsom sjæl har også doneret den forhenværende borgmester bogen med den sigende titel 'Vind venner'. »Der er stadig nogen, som husker mig«, smågriner Brixtofte med en hovedbevægelse mod bordet. Men det er da rigtigt, tvangshusker Peter Brixtofte, at der var flere omkring bordet for et øjeblik siden, hvor kun den evigt loyale Bent Jensen (V) fra byrådet kigger forbi på formiddagsvisit. Hukommelsestab »Jeg bebrejder ikke nogen noget. Jo, måske var der rygklappere, som ikke er der længere - men jeg ved ikke, det følger vel med? Og jo, der er da nogen, som har fået et pludseligt hukommelsestab«, siger han og drejer så det, der kunne blive til et angreb på tidligere støtter, i en humoristisk retning: »Vi har da godt nok fået et afsnit for senildemente på plejehjemmet. Bare det nu er stort nok? Måske skulle vi overveje at udbygge med endnu et afsnit for yngre pensionister med demens«, siger han, der endnu ikke har fået slettet det borgmesterlige og majestætiske »vi« fra sit sprogbrug. Og skynder sig at tilføje et afvæbnende »Nå, pyt med det«. Når Brixtofte selv i kort form skal stille diagnosen på Farums kollaps, skyldes det to forhold: at de mange opkøbte besiddelser i form af kasernegrund, hjortefarm og Rørmosegård ikke blev solgt hurtigt og kontant nok, og at byggeriet af Farum Park og Farum Arena helt mod beregning krævede en deponering. To store fejlskøn med katastrofale følger - ikke mindst for skatteborgerne i Farum, som nu skal til lommerne og betale et par tusinde kroner mere i skat. Hver familie, hver måned. Men hvor var de dygtige rådgivere? Igen holder Brixtofte sværdet i skeden og afviser ganske, at han har haft dårlige rådgivere. Tværtimod - planen var og er stadig genial i Brixtoftes optik, og han placerer af gammel vane pickuppen i den vante rille, der afspiller denne melodi: »Hvis vi havde fået solgt jorden hurtigere - og ja, her har jeg vurderet forkert - og hvis vi ikke skulle deponere, havde der jo ikke været et problem«. Netop kravet om deponering på en lille milliard kroner kan få temperamentet til at stige op i nærheden af middel hos Brixtofte, som ellers tager situationen med overvældende ro. Er den tilkæmpet, så er der i hvert fald masser af kræfter i ham endnu. »Deponeringen er helt fejlagtig, og den retssag vinder vi. Stensikkert. Jeg kan godt blive lidt harm over, at kravet først kommer nu, hvor bygningerne står der. Herregud, vi har jo ikke bygget om natten. Både Tilsynsrådet og Indenrigsministeriet har jo vidst, hvad der var på vej, og så kunne de da godt have henvendt sig og slået fast, at vi havde pligt til at deponere«, siger han. »Vi gik stille med dørene« På samme måde mener Brixtofte, at det massive jordindkøb og den kalkule, som lå bag Farums regnestykke, har været kendt helt op i toppen af centraladministrationen. Både Forsvarsministeriet, Finansminsteriet og Hovedstadens Udviklingsråd har godkendt handlen, og hvis den var så meget hen i vejret, kunne de have slået bremserne i, mener Brixtofte. Men sket er sket, som han siger, og så tilføjer han lidt finurligt: »Selv gik vi jo lidt stille med dørene. Hvis de derinde havde opdaget, hvor meget vi kunne hente hjem på den handel, ville vi måske ikke have fået kasernen til en så favorabel pris«, siger han og ligner én, der har vundet i lotto. Og helt har glemt, at kasernen aldeles ikke er solgt endnu. Men glemt at drømme har han ikke, og når Brixtoftes fremtidsturbo tager fart, er han tilbage i borgmesterstolen: »Når folk først flytter ind - og det bliver jo rigtig mange, for vi har fået tilladelse til en høj bebyggelsesprocent - begynder pengene at strømme ind, og så kan vi sætte skatten ned igen. Det skal den nye borgmester nok sørge for - han bliver kanon«. Allerhelst holder Brixtofte sig til de store linjer. Allerhelst ser han fremad. Allerbedst har han det, når han snakker om perspektiverne i Farummodellen. Og den rå sandhed - at hele korthuset i høj grad blev forvandlet til bunker på et stuegulv på grund af borgmesterens tøjlesløse omgang med skatteborgernes penge - vil han helst ikke ind på. »Jeg gider ikke snakke om de bilag. Sket er sket. Der kommer mange underlige ting frem, men det er misforståelser. Vi har ikke drukket vin til de priser, som fremgår af regningerne. Det er misforståelser, og jeg kan kun beklage, at de ikke blev rettet dengang. Det er der ikke noget at gøre ved nu, vel?«. Sjovt har det ikke været den seneste tid, hvor følelsen af at være fredløs har sneget sig ind på Peter Brixtofte. Rimelig grim periode, siger han med særlig adresse til sendebuddene i pressen. Men kroppen i sofaen snakker med. Selv om vildbassen fra Farum aldrig har været blandt de mest stillesiddende gemytter, har hans exit ikke foræret ham roen i afskedsgave. Han roterer en smule i sæderne, piller ved slipset og forsøger at finde sig til rette i sin egen skikkelse. Og svarer så måske for første gang helt ærligt: »Nu hører du ikke fra mig resten af sommeren. Jeg skal lige falde ned«.