Cykelturen er kun en kilometer, men allerede efter 500 meter begynder Casper at hive efter vejret. Det er søndag morgen 10. juni 2007, og den 20-årige gymnasieelev kører af sted med retning mod sit job på Statoil i Helsinge. Aftenen før har han klaget lidt over hoste og ondt i ryggen til sin kæreste Josephine. Der var nok en lungebetændelse på vej, var de blevet enige om, inden de lagde sig til at sove på Caspers værelse i det røde parcelhus i udkanten af Helsinge, hvor Casper bor sammen med sin far.
LÆS OGSÅ Kommuner forsømmer jagt på organdonorer
På Statoil venter en ny medarbejder, som Casper skal lære op. Men kort tid efter at han har låst sig ind og har været ude i det store fryserum for at hente morgenbrød, der skal varmes, bliver han dårlig igen. Kulden får ham til at snappe efter vejret.
»Der er noget galt; jeg bliver forpustet, uanset hvad jeg laver«, siger Casper, der ellers er sund og veltrænet, til sin kollega.
Bagefter går han ind i frokoststuen og ringer til lægevagten på Hillerød Hospital – noget han ellers aldrig gør. »Det vil være godt, hvis du kommer ind og bliver undersøgt«, lyder beskeden fra lægen. Casper svinger igen benet op over sin sølvfarvede Kildemoes for at køre hjem og låne sin fars bil og vække Josephine, så de kan køre til lægen.
