Hun sidder i sofaen med fødderne trukket op.
Der er højt til loftet i herskabslejligheden. Alligevel er skænderiet ovenpå, mellem en far og hans datter, gennemtrængende.
»Du skal ikke bestemme over mig«.
»Du skal bare holde din kæft«.
Så falder slagene, der får lysekronen til at ryste. Barnegråd.
Scenen stammer fra organisationen Danners nye kampagnevideo, der lanceres i dag, om at være vidne til vold mod børn. Og scenen er hverken urealistisk eller sjælden. Faktisk har hvert femte barn været udsat for vold fra deres forældre inden for det seneste år, viser en undersøgelse fra Det nationale forskningscenter for velfærd (SFI).
Det ved størstedelen af os bare ikke.
Vold mod børn er tabu
Kun omkring 10 procent af danskerne er klar over, at hvert femte barn har været udsat for vold, viser en ny undersøgelse med 1.008 respondenter fra YouGov foretaget for Danner.
Tallet fortæller, at mange har et skæv forestilling om omfanget af vold mod børn.
En af årsagerne til det forkerte billede er ifølge formand for Børnerådet, Lisbeth Zornig, at vold mod børn er et tabu.
»Det er skamfuldt, at man har behov for at slå sine børn for at få dem til at makke ret. Det er en falliterklæring som forælder. Det er bare ikke noget, man taler om«, siger hun.
Heller ikke børnene taler om, at mor og far slår. Kun hver tredje, der har været udsat for vold, har talt om det, viser SFI’s undersøgelse
Overser vold mod børn
70 procent af de adspurgte tror, at omfanget af vold mod børn er langt mindre, end det er. Det ringe niveau af viden omkring omfanget af vold mod børn har sine konsekvenser.
Det betyder ifølge Danner, at danskerne ikke er opmærksomme på volden, og at mange ikke erkender det, hvis de er vidner til vold. Det virker for urealistisk. Derfor handles der ikke, og mange børn kommer i klemme.
»Konsekvensen er, at barnet får ikke den hjælp det skal have. Der går for lang tid, måske flere år, hvor et barn mistrives i familien. Hvor bank og tæsk bliver en dagligdag«, siger Lisbeth Zornig.
En underretning udløser da en tvangsfjernelse?
En anden grund til, at der ikke bliver handlet, er, at danskerne ser en underretning som sidste instans. Men den er gal ifølge Lisbeth Zornig.
»En underretning er nærmere første skridt. Det er ikke en angivelse, men en bekymring placeret på rette sted. En underretning udløser ikke en tvangsfjernelse, men omsorg og tilbud om hjælp. Der tvangsfjernes altså kun få promiller af børnene i dag«, siger hun.
»Vi bliver nødt til at arbejde på vores syn på underretning. Det er bedre at underrette end at vente til der kommer en voldssag«.
Det blev forbudt at slå sine børn i 1997, og siden da har der været pligt til at underrette kommunen, hvis man ser vold begået mod børn.
fortsæt med at læse
