Portræt: Danskeren på Guantánamo

Sidste gang, han gav lyd fra sig, var den 13. september 2001. Han ringede fra et ukendt nummer i udlandet til en slægtning i Danmark. »Det er bedst, I ikke ved, hvor jeg er«, sagde han. Når han ringede, var det blot for at berolige sine nærmeste. Efter terrorangrebet mod USA to dage inden måtte de være urolige, mente han. Men der var ingen grund til panik. Han havde det efter omstændighederne godt. »Jeg ville ønske, jeg kunne komme hjem, men det kan jeg ikke lige nu«, sagde han. Så afbrød han forbindelsen. På Guantánamo i over et år I over et år har den danske befolkning vidst, at der på den amerikanske Guantánamobase i det østlige hjørne af Cuba sidder en dansk statsborger. Side om side med omkring 600 andre fanger af forskellig nationalitet frister han en lidet misundelsesværdig tilværelse. Han sidder isoleret i sin celle på 5,17 kvadratmeter og er ikke udstyret med andet end en madras, et plastikunderlag, to tynde tæpper, et lagen, et håndklæde, en perlekrans, en Koran, en ampul olie, tre pakker salt, tandpasta og tandbørste og et stykke sæbe. Ud over orange fangedragter har de 'illegale kombattanter' det til fælles, at de blev taget til fange af USA i forbindelse med kampene mod Taleban-styret i Afghanistan sidste år. Den krig, som USA har kaldt begyndelsen på krigen mod terror. Men hvem, der på Guantánamo-basen er al-Qaeda og Taleban-folk, store og små fisk eller måske blot jordens mest uheldige turister, står indtil videre hen i det uvisse. Det samme gælder spørgsmålet om deres retssag eller løsladelse. Fangerne på Guantánamo sidder som lovløse på ubestemt tid og på den amerikanske regerings nåde - i strid med de mest fundamentale principper om retssikkerhed. Foreløbig er ikke en eneste blevet sigtet for noget, ingen har været stillet for en domstol, og fangerne har heller ikke ret til en advokat. Almindelig opvækst I dag kan Politiken tegne portrættet af den mand, som er identisk med danskeren på Guantánamo-basen. Det drejer sig om en 29-årig mand fra Jylland. Politiken kender hans rigtige navn og har set billeder af ham, men for at beskytte hans familie kalder vi ham Karim. Hvordan den høje mand med skægstubbe i det venlige ansigt havnede i amerikansk fangenskab er en historie med mange snørklede side- og biveje. Ifølge hans venner er der tale om et menneske, som blev fanget mellem to kulturer. Efter at have levet et liv med vestlige værdier blev han pludselig meget religiøs, forsvandt ind i sig selv og endte i rigtig dårligt selskab. Den nu 29-årige Karim voksede op i en københavnsk forstad som søn af en algiersk far og en dansk mor. Hans opvækst formede sig ikke stort anderledes end mange andre danske børns. Trods sin baggrund i et muslimsk land var faderen ikke videre religiøs og afholdt sig hverken fra at drikke en øl eller spise svinekød. Frigjort opdragelse Børnenes opdragelse faldt i tråd med 70'ernes bølge af flowerpower og frigørelse. Et afslappet hjem med masser af legetøj, men ikke mange regler. Med årene dalede faderens sympati dog for Danmark. Han længtes tilbage til et liv i Algeriet, og i begyndelsen af 1980'erne rejste hele familien til faderens hjemland. Familien flyttede ind i et hus, hvor også Karims farmor boede. Hun var meget rettroende og forlangte det samme af sine omgivelser. Men det var svært for den danske mor at leve i Algeriet, og efter kort tid tog hun tilbage til Jylland - uden sine børn. Gennem de næste 12 år levede Karim og hans søskende sammen med deres far i Algeriet. De voksede op i hovedstaden Algier, hvor de gik i skole. Drømte om genforening Livet i det fattige land kunne ikke måle sig med en tilværelse i Danmark, og Karim havde en drøm om en dag at vende tilbage og blive genforenet med sin mor. Fremtiden i Algeriet tegnede dystert i begyndelsen af 1990'erne. Ved det første frie valg havde det fundamentalistiske parti FIS - Front Islamique du Salut - vundet en overvældende sejr. Udsigten til et islamistisk styre fik militæret til at underkende valgresultatet, forbyde FIS og dømme flere af dets ledere til døden. Lige siden har Algeriet været et land med terror, borgerkrig, mord og bortkomne i tusindtal på begge sider. I 1993 - samme år som Algeriet balancerede på randen af borgerkrig - gjorde Karim alvor af sine planer og rejste tilbage til moderen, som boede i en større by i Jylland. I mellemtiden havde hun fået en ny mand. Stedfaderen, der i dag er skilt fra Karims mor, så sin stedsøn sidste gang for tre år siden. »Da han kom til Danmark, var han en meget nervøs knægt. Måske en smule naiv - en person, der tog alle indtryk til sig fra de mennesker, han mødte. Han var let påvirkelig, men det gik godt herhjemme, og vi havde det vidunderligt sammen. Han var en rigtig god og livlig dreng med masser af energi. Han gik op i at spille fodbold. Voldelig var han ikke, og han snakkede aldrig om våben eller noget i den stil. Nej, slet ikke«. Boede i landsby Stedfaderen boede sammen med Karim uden for en landsby med gadekær, kornsiloer og en hvid kirke. Karim tog studentereksamen og opnåede udmærkede karakterer. Han besluttede sig for at læse videre og begyndte på en højere læreanstalt. Samtidig flyttede han ind på et 17 kvadratmeter stort kollegieværelse med eget køkken. Kollegiet lå i et roligt kvarter, og fra sit vindue havde han udsigt over marker og by. Optaget af musik I sin fritid var han intenst optaget af musik. Karim havde en svaghed for elektronisk musik, som han dyrkede med sine venner af både dansk og udenlandsk herkomst. Sammen med fire gutter dannede Karim et band, fortæller en nær ven. »Han var meget seriøs med musikken i bandet. Jeg bakkede dem op og kom til mange af deres koncerter«. »Fra allerførste gang, jeg mødte Karim, kunne jeg godt lide ham som person. Han hjalp andre, når de var kede af det. En slags faderfigur for os allesammen. Han passede på os og advarede mod stoffer og om ikke at drikke. Karim sagde: Se, jeg kan feste en hel nat uden alkohol«, siger vennen. Karim lignede også en, der lyttede til elektronisk musik. Han gik klædt i posebukser og meget afslappet tøj. Et af hans favoritsteder var en lille musikbutik, hvor han brugte en del tid på at tjekke de nyeste udgivelser. Rettroende muslim Ifølge stedfaderen var Karim en rettroende muslim, der læste i Koranen. Han bad hver dag og fulgte de muslimske regler, sådan som hans bedstemor i Algeriet havde lært ham. »Jeg tror, at han følte det som en slags tryghed, men det var ikke sådan, at han var fanatisk eller noget. Karim har dog aldrig lagt skjul på sine politiske sympatier. Han talte meget om konflikten i Algeriet og støttede åbent de ortodokse muslimer i landet. Han sagde, at det var uretfærdigt, at de ikke var ved magten, for de kunne skride hårdt ind og få landet på ret køl. Jeg tænkte, at det var ligesom dengang, jeg selv var ung og kommunist. Vi har jo allesammen flirtet med de hårde politiske budskaber i vores ungdom,« siger stedfaderen. Ændrede sig i år 2000 Ifølge flere af de nærmeste venner ændrede Karim omkring år 2000 fuldkommen personlighed. Musikken mistede sit tag i ham, og han tog en pause fra sit studium: »Han blev mere og mere optaget af det, som han kaldte for den muslimske frihedskamp. Han sagde, at han ville hjælpe med at befri den muslimske verden fra dens undertrykkelse. Samtidig begyndte han at tale om at rejse til Tjetjenien og kæmpe. Jeg prøvede at tale ham fra det og sagde, at det ikke var et problem, han kunne løse. Men det virkede ikke som om, han hørte efter. Tværtimod forsvandt han mere og mere ind i sig selv. Til sidst gav han alt sit spilleudstyr væk til drengene i bandet. Han sagde, at han ikke ville spille mere, men nu engagere sig i den politiske kamp. Derefter mistede vi kontakten med ham,« siger en ven. Dette billede af Karim bekræftes af en anden god kammerat fra musikmiljøet: »Han blev mærkelig og begyndte at tænke i andre baner end musik. I stedet talte han om at ville ned og kæmpe sammen med tjetjenerne. Siden begyndte rygtet om, at han faktisk var taget af sted. Det er omkring to år siden, jeg sidst så ham«. Brændte for Tjetjenien At Karim særlig brændte for den tjetjenske oprørskamp illustreres af, at han var i besiddelse af en videooptagelse, hvor russiske soldater begår grusomme overgreb mod civile tjetjenere. Han tog et rengøringsjob og donerede flere tusind kroner om måneden til den muslimske kamp forskellige steder i verden. Om pengene er nået frem og ad hvilke kanaler, har Politiken ingen oplysninger om. Flere af vennerne fortæller, at Karim begyndte at komme regelmæssigt i en moské. »Her fik han en kreds af nye venner, hvoraf flere havde deltaget som muslimske soldater i krige rundt om i verden. Blandt andet i Tjetjenien og Kashmir. Der var ingen tvivl om, at de forsøgte at rekruttere folk fra moskeen til at tage ud at kæmpe«, siger en. Det betyder dog ikke, at Karim blev fanatisk, understreger vennen. »Faktisk var han meget stolt af det danske samfund med dets udstrakte sociale sikkerhedsnet. Han mente, at Danmark levede op til kravene om en islamisk stat, bortset fra at der manglede en Gud og en dybere respekt for det enkelte menneske«. Også denne ven mærkede, hvordan Karim skiftede karakter. »Han sagde til mig, at han gav alt sit musikudstyr væk, fordi han havde dårlig samvittighed over at bruge mange penge på musik, når så mange mennesker sultede i verden«, siger han. Lejet værelse Karims sidste adresse i Danmark var et lille lejet værelse, hvor han kun havde plads til nogle få ejendele. I to omgange havde Karim været på rejser til Algeriet. Sidste gang var i vinteren 2001, hvor han ifølge en slægtning blev anholdt hjemme hos sin far. Karim blev arresteret få timer efter sin ankomst. Ved anholdelsen var han i besiddelse af computerudstyr og et stort pengebeløb i fremmed valuta. Efter en uge i algiersk fængsel blev Karim sat på fri fod. Han havde blå mærker over hele kroppen og var tydeligvis blevet gennembanket. Få dage senere forlod han landet. Ifølge slægtningen er det mest sandsynlige, at han rejste til enten Tyskland eller England. Men det er usikkert. Udover den kortfattede telefonopringning to dage efter terrorangrebene i september 2001 mod New York og Washington, har Politiken ikke længere spor af Karim. Oplysninger om, hvordan han er havnet i Afghanistan, omstændighederne omkring hans pågribelse, og hvor han eventuelt har modtaget våbentræning, kender vi ikke. Flere algeriere Men det hører med til historien, at mange af de andre fanger på Guantánamo-basen også har en algiersk baggrund. Det gælder blandt andre den svenske statsborger Mehdi-Muhammed Ghezali. Hans historie ligner på flere punkter Karims. Også svenskeren var en forholdsvis velfungerende og velintegreret ung mand, som det pludselig gik skævt for. I moskeen i provinsbyen Örebro et par timers kørsel uden for Stockholm kom Mehdi-Muhammed Ghezali i kontakt med nogle meget troende muslimer. Siden gjorde han det klart over for sine gamle venner, at hans højeste ønske var at rejse væk. I løbet af 2000 og 2001 var Ghezali først i Saudi Arabien, inden han havnede i Pakistan eller Afghanistan, hvor han blev taget til fange af amerikanske styrker. I modsætning til Karims familie har Mehdi-Muhammed Ghezalis far valgt at stå offentlig frem i håbet om, at det vil kunne tjene deres søn sag. På samme måde har den svenske regering været langt mere udtalt i sin kritik af USAs tilsidesættelse af de mest fundamentale retsprincipper om advokatbistand og domstolsprøvelse. Ministeriets stille diplomati Det danske udenrigsministerium har flere gange forsøgt at overbevise Folketinget og offentligheden om, at det stille diplomati over for amerikanerne har den største effekt, og at Udenrigsministeriet arbejder hårdt i kulisserne for at presse USA til at afklare den danske fanges situation. Udadtil bakker både statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og udenrigsminister Per Stig Møller (K) dog op om USAs hårde linie over for fangerne på Guantánamo. Kampen mod terror kan ikke sammenlignes med andre krige, lyder argumentationen. Foreløbig har hverken Sverige eller Danmark haft held til at få udleveret deres statsborgere. To gange har danske repræsentanter for Udenrigsministeriet været på Guantánamo for at besøge Karim. Den første gang - i marts sidste år - var to medarbejdere fra Politiets Efterretningstjeneste også med på turen. Her indvilligede Karim i at lade sig afhøre, selv om han fik at vide, at USA ikke ville tillade, at han fik en advokat, som den danske retsplejelov ellers tillader. De danske myndigheder holder »af hensyn til efterforskningen og familien« kortene helt ind til kroppen, når det gælder sagen om den danske Guantánamo-fange. Efterretningsmæssig værdi Danskeren har fortsat stor efterretningsmæssig værdi, som det hedder i de hemmelige tjenesters verden. Derfor har det indtil nu kun været en helt snæver kreds af ministre, topembedsmænd samt politi- og efterretningsfolk, som har kendt den danske fanges sande identitet og baggrund. Alligevel har udenrigsminister Per Stig Møller (K) gentagne gange ladet offentligheden forstå, at de danske myndigheder ikke ved, hvorfor USA tog den danske statsborger til fange. De fleste kilder, som Politiken har talt med, hælder til den opfattelse, at Karim er en lille fisk i det store spil efter 11. september. Hans største betydning kan meget vel ligge i hans viden om det netværk, der i sin tid rekrutterede ham. Det er kendetegnende, at adskillige af hans venner og nærmeste har haft på fornemmelsen, at Karim kunne være manden på Guantánamo. Alligevel er de fleste chokerede, ja ligefrem lamslåede over at få anelsen bekræftet. De har meget svært ved at få oplysningen til at stemme med den glade og gavmilde Karim, de engang kendte. Som en af dem siger: »Selvfølgelig må han tage sin straf, hvis han har medvirket til terror eller gjort noget ulovligt. Men indtil det modsatte er bevist, vil jeg stadig tænke på ham som et godt menneske med stort hjerte. Som en opofrende og naiv sjæl, der havnede i dårligt selskab og lod sig misbruge i en sag, han ikke kunne overskue«. Flere af kilderne i artiklen har været parat til at stå frem med navns nævnelse, men af hensyn til Karims familie og muligheden for at opspore dem har avisen valgt at gøre alle anonyme.