Han griner til kameraet. Det ser ud, som om billedet er taget til en fest, og måske trykker han selv på udløseren. En ung og smuk lyshåret kvinde læner sit hoved mod hans, og hun kysser ham på kinden med tungespidsen. Mit første møde med Dennis Søderberg Jensen er virtuelt. Jeg har fået at vide, at han måske vil være med i Politikens artikelserie om svær overvægt. Da jeg kun kender hans navn, slår jeg ham op på Facebook. Det sort-hvide profilbillede springer i øjnene. Jeg ved, at Dennis vejer 170 kilo og er 31 år gammel. Straks begynder tankerne at forme sig, om hvem han er: Måske er han en isoleret stakkel, der henslæber sin tilværelse alene, fordi han er så skamfuld over sin vægt, at han ikke tør gå uden for en dør. Måske er han en ædedolk, der propper sig med mad dagen lang. Mon han lugter af sved? Hvis han gik op i sit udseende, havde han nok for længst hugget bremsen i og stoppet med at spise alt det, der har bragt hans vægt op på det dobbelte af min. Den slags tanker dukker op, inden jeg selv møder Dennis. Jeg kan ligeså godt være ærlig. Men så er der lige billedet på Facebook. Det passer ikke til fordommen om, hvad for et menneske Dennis må være, når han slæber rundt på de berømte 170 kilo. Han er svært overvægtig, fed, tyk og hvad vi ellers kalder de 600.000 voksne danskere, der har et body mass index, BMI, på over 30 og dermed er så store, at vægten skader deres helbred.
LÆS MERE Fedmeepidemi sætter ny rekord
Han har åbenbart ikke styr på, hvad han spiser, han kan ikke kontrollere det, og så tillægger jeg ham automatisk en lang række karaktertræk uden overhovedet at have mødt ham. Det er det, der sker, i det øjeblik hans vægt bliver nævnt. Så er det svært at se ham igennem en anden målestok end lige netop tallet 170.
