Praktikanten nærmest dansede hen over fliserne, og han strålede som et helt juletræ, da han og reporteren forlod Khadra Djabalis lejlighed. »Hvad er der galt med dig?«, spurgte reporteren. »Der er sgu da ikke noget galt. Jeg blev bare så glad af at være inde hos Khadra og hendes familie. Der er ikke så meget pis med dem«, svarede praktikanten. Han dansede lidt videre, og så tilføjede han: »Jeg får lyst til at flytte ind hos dem«. »Hmmm, ja ... de var okay«, indrømmede reporteren. LÆS OGSÅJul i Egedalsvænge: »Vi er en familie med et bredt udsyn« De gik forbi klubben, der hed Det Gamle Vaskeri, hvor mindst tusind lys skinnede ud gennem ruderne. Long John Silvers trehjulede knallert holdt udenfor, og der så ud til at være mange mennesker derinde. Journalisterne syntes, de kunne høre John Denver synge en julesang. »Have yourself a merry little Christmas ...«, brummede reporteren til praktikantens forbløffelse. Da de drejede om hjørnet, kunne de se pagoden nede på den centrale plads i Egedalsvænge. Oppe på taget af den stod juletræet og lyste, og i baggrunden lyste det endnu mere fra et vindue i stueetagen. Det var der, Ulla Olesen boede sammen med alle sine nisser og sine lyskæder. LÆS OGSÅJul i Egedalsvænge: »Jeg ringede til min mor og sagde, at nu var jeg altså muslim« Reporteren og praktikanten gik ind i pagoden, som var åben til alle sider og altså nærmest bare var et tag, man kunne stå inde under. De var draget til Egedalsvænge cirka samme dag, som et helt ocean af pressefolk havde forladt bebyggelsen, fordi den religionskrig, medierne havde håbet på, ikke rigtig blev til noget. Juletræet, som et muslimsk flertal i beboerforeningens afdelingsbestyrelse først ikke ville give penge til, kom alligevel op på sin plads.
Freden indfandt sig, og fred er ikke noget, pressen interesserer sig så meget for. Men fred er ikke nødvendigvis det samme som julestemning, tænkte reporteren og praktikanten, som havde sat sig for at kigge lidt bag om de uforsonlige overskrifter. Hvordan gik folk egentlig rundt og havde det i Egedalsvænge? Var der ikke nogen opmuntrende historier at fortælle? Det var der mildest talt. Nu havde de været der i 24 dage og talt med en hel del mennesker, og jo flere de talte med, jo mere ligegyldig og perifer blev historien om det der juletræ. LÆS OGSÅJul i Egedalsvænge:»Det handler ikke om penge. Det handler om, at han har mistet sin uskyld« »Jeg har for resten fået en mail fra en dame i Brønshøj. Hun hedder Birgit, eller noget i den retning. Hun har læst vores historie om Lana Hamads klub«, sagde reporteren og pegede over mod Mødestedet, hvor mindre drenge og piger mødtes nogle gange om ugen for at spille computerspil og have det sjovt. »Og hvad så?«, spurgte praktikanten. »Ja, hun ville bare gerne have Lanas adresse, så hun kunne sende hende et gavekort eller noget andet, de kunne have brug for i klubben«. »Fuck, så bliver det sgu nok alligevel jul i Egedalsvænge«, sagde praktikanten. Og så gik de hen og tog Kystbanen hjem til København.
