Fjernsynet kørte og viste billeder live fra Kairo, hvor modstandere og støtter af præsident Morsi sloges i voldsomme gadekampe.
Salwa El-Ali og hendes mand, Kamal, sad og så på en ny libanesisk kanal, der hed Al Mayadeen, men budskabet var ikke nyt - revolutionen i Egypten var langtfra overstået. Kamal så bekymret på fjernsynet, men det var slet ikke kampscener og problemer, ægteparret ville snakke med reporteren og praktikanten om. 19. DECEMBERJul i Egedalsvænge: »Man hjælper hinanden, helt sikkert«
Den slags havde de ellers oplevet rigeligt af i deres liv, for som statsløse palæstinensere havde det ikke altid været lige let. I 1980'erne havde Kamal siddet fængslet i Syrien i fire år, alene fordi hans familie havde forbindelser til Arafatfamilien. Stået i fængsel
Faktisk var den rette formulering, at han havde stået i fængsel, for ud over ham var de 136 fanger i cellen, og man måtte stå på ét ben, for at nogle kunne ligge ned og sove. Salwa havde boet i Dubai, indtil hendes familie blev smidt ud, da hun var 13, og i årene efter havde hun boet i en flygtningelejr i Libanon.
»Lige meget hvad jeg siger, kan I ikke forestille jer, hvordan der er i de flygtningelejre«, sagde Kamal.
Men sådanne ting ville Salwa og Kamal altså helst ikke tale om. De ville meget hellere snakke om det liv, de levede nu i Egedalsvænge. Salwa var i gang med at uddanne sig til pædagog, for hun ville gerne arbejde med de unge i Kokkedal.
»De mangler omsorg«, sagde hun.
Salwa og Kamals egen søn Rafiq var på et tidspunkt blevet arresteret, fordi han hang ud med nogle af de hårde rødder, som havde begået et røveri. Politiet lod ham gå efter to måneder, da de fandt ud af, at han var uskyldig, og han fik erstatning. Men som Kamal sagde:
»Det handler ikke om penge. Det handler om, at han har mistet sin uskyld«. Salwa brød ind:
»Jeg er stolt af mine børn, lige meget hvad de gør«.
Uroen følger en
Parret fortalte, at de var lykkelige for at bo i Danmark og Egedalsvænge, men at de stadig var fulgt af den uro, en opvækst uden et hjemland at bo i havde givet dem.
»Jeg skal leve og dø i Danmark. Det har jeg indset«, sagde Kamal til praktikanten, der så ud på altanen og den enorme parabol, der pegede netop mod hjemlandet.
Salwa fortalte, at hun var vild med at træne. Hun løb hver dag og boksede og spinnede flere gange om ugen nede i det lokale fitnesscenter. Kamal havde ikke rigtig energi til det, for han ejede den lokale grønthandel og skulle altid tidligt op og på Grønttorvet. 18. DECEMBERJul i Egedalsvænge: »Jeg er så langt fra dem heroppe, så alt, jeg kan gøre, er jeg glad for«
De andre kvinder i centret spurgte en gang imellem Salwa, om ikke hun svedte i sit slør, grinte hun, men det var ikke så slemt, og træningen var vigtig for hende. Derudover var hun medlem af Fredensborg Teaterforening og beboerjournalist. Hun havde skrevet et digt om Palæstina og fået det trykt i et lokalt magasin, fortalte hun.
Digtet begyndte sådan her:
»Palæstina/ Du, er min mor/ som jeg aldrig har set/ 'fremmed'/ 'Flygtning'/ Gennem ord/ Lærte jeg dig at kende«.
»Folk, der bor i Egedalsvænge, er gode mennesker«, sagde hun og hentede sit løbebånd til ære for fotografen.
