Da Sebastian Queitsch var teenager, smadrede han og hans venner centret ved Egedalsvænge.
I to uger ødelagde de det og alt, der var omkring det, og det gjorde de, fordi kommunen ikke ville give dem et sted, de kunne være. En slags ungdomshus. De gjorde det også, fordi de ikke vidste bedre. En udstrakt hånd
»Jeg var en rod, det skal jeg ikke lægge skjul på. Vi satte os for at smadre centret, indtil vi fik et sted. Så var der bål i gaden«, sagde Sebastian, der nu var blevet 26 år, til reporteren og praktikanten.
»Så fik vi en gammel villa af kommunen, men den havde en pejs, og efter tre dage var der en, der syntes, det var sjovt at hælde benzin i den. Så brændte villaen også ned«.
Efter det kom kommunen med endnu et tilbud til rødderne fra Egedalsvænge. Endnu et sted de kunne være. LÆS OGSÅJul i Egedalsvænge:»Det handler ikke om penge. Det handler om, at han har mistet sin uskyld«
»Det virker, som om man var pissesøde mod jer«, spurgte praktikanten, der ærligt talt ikke kunne forstå, at kommunen blev ved med at give efter.
»Ja«, svarede Sebastian Queitsch.
»Og det var også derfor, jeg begyndte at arbejde med det her«.
Noget med børn og unge
Og hvad var så det, Sebastian arbejdede med?
Jo, det var nærmest alt, bare det havde noget med de lokale børn og unge at gøre. Han havde læst samfundsvidenskab på RUC, var støttelærer for elever med adhd på den lokale skole, arbejdede for 'Kokkedal på vej' og på Mødestedet og var en del af kommunens såkaldte ungeteam.
Med sin baggrund som en af de seje i Egedalsvænge så mange af de unge op til Sebastian, og det udnyttede han. Han havde autoritet. Men han kunne også mærke, at jo længere tid siden det var, at han sådan rigtig havde været en af dem, jo sværere var det at komme ind til de allerhårdeste drenge.
For at være hård og uden frygt var noget, der gav respekt. »Du kan spørge en hvilken som helst 10-årig om, hvem fra Egedalsvænge der sidder 10 år i fængsel for mordforsøg, og de vil kunne nævne hans navn. Han er en helt i deres øjne. Han skød jo en rocker«, sagde han. Det var sådan noget, Sebastian forsøgte at arbejde med. Men der var mere at fortælle, og journalisterne skrev grådigt ned på deres blokke. Her var der et menneske, der havde noget på hjerte. Julestemningen stod og råbte og skreg og alt derimellem lige ude på den anden side ad døren, det kunne de mærke. »Den hvide perker« Tretten år tidligere var Sebastian konverteret til islam. Han var »den hvide perker«, grinte han. Han havde set en af sine venner bede og havde spurgt ham, hvad det egentlig var, han troede på, og da han selv søgte et fællesskab, et broderskab, trak religionen ham lige så stille til sig. »Jeg ringede til min mor og sagde, at nu var jeg altså muslim. Hun svarede, at jeg skulle have sagt det noget før, for hun havde lige købt en skinke«. Sebastian lærte sig selv at tale arabisk ved at lytte til vennerne på gaden, og efter ti år var han mere eller mindre flydende. LÆS OGSÅJul i Egedalsvænge: »Man hjælper hinanden, helt sikkert« »Jeg har også danset med den fundamentalistiske islam«, sagde han eftertænksomt, men fortalte, at han var kommet tilbage og nu var så moderat, som man kunne være. I 2011 giftede Sebastian sig med en muslimsk pige, men ægteskabet varede kun et halvt års tid, og nu arbejdede han så hårdt, han kunne. Det var en slags terapi. »Jeg kunne godt tænkte mig, hvis man altså har lov at drømme, at læse pædagogik og arbejde med børn og idræt. Jeg har set, at det virker på dem, der har uro i kroppen«. Sebastian kunne kende den uro, for han havde selv følt den. Engang.
