Udenlandsk politi får droner - dansk politi venter

VÆRKTØJ. Seattles Politi demonstrerer en af sine små Draganflyer X6-helikoptere, der er anskaffet til brug for eftersøgninger og andre politiopgaver.
VÆRKTØJ. Seattles Politi demonstrerer en af sine små Draganflyer X6-helikoptere, der er anskaffet til brug for eftersøgninger og andre politiopgaver.
Lyt til artiklen

I slutningen af maj fyldte Distortion-byfesten gaderne i København.

Tidligere har den høje musik givet klager over larmen. Det havde arrangørerne taget hånd om i år. I stedet var det den vedvarende støj fra politiets helikopter, der hang over byen under Distortion.

I dag er små og lette, fjernstyrede helikoptere begyndt at vinde ind i beredskabernes arbejde. Flere steder i udlandet er politistyrker og brandvæsener begyndt at benytte små, lette droner til eftersøgninger af savnede personer og til at få overblik over for eksempel skovbrande.

Men herhjemme er der ikke konkrete planer om at ty til de lette små droner, når politiet har brug for at se det hele lidt fra oven.

LÆS OGSÅ Norsk politi overvejer at bruge droner

Det oplyser politiinspektør Allan Nyring fra Rigspolitiets nationale beredskabscenter.

»Det er ikke noget, vi overvejer specielt. Vi ser hele tiden på nye muligheder. Og der er en rivende udvikling inden for droner«, siger han.

Vil ikke risikere styrt
Imidlertid er politilederen ikke tryg ved sikkerheden i de små, fjernstyrede helikoptere, der kunne komme på tale.

»Der er det rent sikkerhedsmæssige: Er det forsvarligt?«, spørger han. Dét, Nyring frygter, er en drone, der kommer til at styrte ned i en by og ramme tilfældige.

Mand anmeldt for at sende fjernstyret helikopter over Ørestad

»Hvis en falder ned, vil det være en katastrofe«, advarer han.

»Og hvem skal styre den. Er det nogle, der er sikkerhedsmæssigt godkendte«, fortsætter politiinspektøren.

Lovbestemmelser sætter grænser for dronebrug
Et andet problem er det borgerretsmæssige og den overvågning af tilfældige, en drone vil kunne forårsage, hvis den hang over København under en politiopgave og den omstændighed, at luftfartsreglerne, som de er udformet i dag, begrænser politiets muligheder for brug af de små maskiner.

Det kan blive nødvendigt at ændre reglerne i fremtiden, forudser Nyring: »Den udvikling, der pågår, gør, at vi skal tilpasse reglerne«.

FAKTA

FAKTA Sådan er reglerne for flyvning med droner

Prisen på en flyvetime i en af de militærhelikoptere, politiet i dag låner til overvågningsopgaver, nærmer sig 10.000 kroner i timen, oplyser Flyvevåbnet til politiken.dk.

»Kan vi få den ydelse billigere vil vi kigge på det. Når vi er helt tryg ved det vil vi begynde at se, hvilken anvendelse de kan have«, siger Allan Nyring om de små helikopterdroner.

Eftersøgninger kunne lettes
De lette droner kan for eksempel bruges til at lede efter mennesker, der er faret vild.

»Der, hvor jeg ser den første løsninger, er når mennesker bliver væk, typisk i et øde område. Kan man få en dims op lynhurtigt der?«, siger politiinspektøren fra Rigspolitiet.

Let at få i luften
Det er ifølge den danske droneproducent Sky-Watch let at komme i gang meget hurtigt med en droneeftersøgning.

»De vil kunne have den med i patruljevognen og smide den i luften på 30 sekunder. Den kan flyves efter ganske kort træning«, oplyser marketing manager Michael Messerschmidt.

Firmaet peger på, at dens drone - Huginn X1 - kan benyttes ved blandt andet oversvømmelser, store ulykker eller til at få overblik over brande.

Drone opsporede såret trafikoffer

At det er en mulighed demonstrerede canadisk politi i slutningen af maj. Her fik alarmcentralen et nødopkald en forulykket bilist, der var kørt galt i et øde område.

Ambulancefolk og en lægehelikopter forsøgte forgæves at finde bilisten. Det lykkedes først ved hjælp af en lille lille fjernstyret helikopter med et infrarødt kamera, som blev sat ind, da det lokale politi fik fat i ejeren og bad ham assistere med eftersøgningen.

Det kvæstede og stærkt nedkølede trafikoffer blev derefter fundet på ganske kort tid, oplyser Saskatchewan Politi.

Søren Astrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her