Hun ligner enhver anden ung kvinde, som hun sidder der på stolen. Det lange hår er sat op i en knold på baghovedet. Hun har cowboybukser og sneakers på. Og en langærmet tynd bomuldstrøje. Øjnene er lidt sammenknebne, men venlige og milde. Maria har været indlagt i mere end et halvt år her på den lukkede afdeling på Psykiatrisk Center København, der ligger ved Bispebjerg Hospital. Hun sidder i samtalerummet på en stol over for overlægen. De taler om, hvordan det går, og hvad der skal ske. Med tommelfingrene har hun trukket ærmerne ud over den første del af hånden, så kun fingerspidserne stikker ud fra stoffet. Men på opfordring fra overlægen trækker hun nu det ene ærme op til albuen og drejer underarmen, så den lyse side vender opad. Fra håndleddet og op til armhulen er 10-20 striber, der går på tværs af armen og blodårerne. Nogle er helt hvide, mens andre er røde. Et par millimeter brede og fire-fem centimeter lange. Det er ar. Maria skærer sig. De røde er de snit, der har været dybest. Når hun snitter, forsvinder smerten. Hun har også røde ar på læggen.
Som tusindvis af andre unge kvinder har hun høje forventninger til sig selv. Og når hun føler, at hun ikke lykkes, så lindrer det at skære. Det dæmper smerten. For os, der ikke har prøvet det selv, virker det uforståeligt, at det at skære sig selv i armen kan være en mulighed. Man får lyst til at gribe ud om den unge kvinde og klemme al dårligdommen ud af hende, så kun det lyse sind, som er derinde et sted, står tilbage. Men når man som Maria skærer, er det, fordi det ikke kan være anderledes lige nu. Take it or leave it. Hun fortæller næsten mekanisk om, hvilke redskaber hun bruger: »Knuste tallerkener, kopper, skalpeller, knive og glas. Alt, hvad der er skarpt«. Det går fremad. Det er 17 dage siden, hun sidst har skåret. Forleden afleverede hun et glasskår, som hun ellers havde skjult på sin stue. For at vise, at hun godt vil prøve at lade huden i fred. Hun vil gerne videre med sin uddannelse. Med livet udenfor.
