Adam Elias Laugesen står med tommelfingeren ude på en rasteplads i Tyrkiet. Det er mørkt, og han søger et lift østpå til Iran.
Han blaffer med en engelsk pige, som hedder Leslie. Han kender ikke hendes efternavn, men hun er anarkist og korthåret. Og så er hun ikke særligt høj.
En tyrkisk lastbilchauffør stopper. Han vil gerne tage de to rejsekammerater med øst på. Men Leslie trækker sin rødhårede følgesvend fra Danmark i ærmet. Hun er ikke tryg ved chaufføren.
»Men jeg overtalte hende, så det var min skyld. Jeg kunne godt mærke, at der var noget galt, men jeg gik med til det og tænkte, at det nok skulle gå. Han skulle præcis derhen, hvor vi skulle«, fortæller Adam Laugesen.
Med livet i andres hænder
Adam Laugesen har rejst fra en landsby uden for Randers til Shanghai med sin tommelfinger uden at bruge penge på mad og overnatning.
Han anede ikke, hvilken rejse han begav sig ud på, da han pakkede en taske på 20 minutter og fik et lift til Odense, og han havde aldrig forestillet sig, at han skulle ende i Shanghai.
Han er et par meter høj og ranglet og langlemmet. Fregnerne sidder tæt i hans ansigt, og øjenbrynene er vilde, hvide buske over hans store blå øjne. Hans hår er rødt som en ildebrand og stritter ud til alle sider, men er efterhånden blevet til dreadlocks.
I to år har han lagt sit liv i fremmede menneskers hænder, som han gjorde med den tyrkiske lastbilchauffør.
Få dine beskidte hænder væk!
De hopper ind i førerhuset i lastbilen, og Adam Laugesen lægger sig til at sove i chaufførens seng bag sæderne. Efter nogen tid vil hans korthårede, anarkistiske veninde gerne sove, og de bytter plads.
Adam Laugesen forsøger at snakke med den tyrkiske chauffør, en mand med et stort, sort overskæg og en lille ølvom, men han er træt, så han falder hurtigt i søvn igen.
Han sover tungt oppe ad den fugtige bilrude, men vågner pludseligt, idet Leslie skriger, ’FÅ DINE BESKIDTE HÆNDER VÆK, DIN STORE IDIOT! JEG SLÅR DIG IHJEL’. Den lille mand har stukket hånden ned i den korthårede piges bukser, mens de kører.
Hendes danske blafferven flyver op fra forsædet og råber, 'Hvad sker der, hvad sker der!'. Leslie råber, at manden, der har lovet at fragte dem sikkert til Østtyrkiet, har forsøgt at stikke hånden ned i hendes trusser, og nu vil hun ud af lastbilen.
»Jeg var lidt forvirret, fordi jeg lige var vågnet, så jeg kunne ikke overskue, hvad vi skulle gøre«, erindrer Adam Laugesen.
»Jeg rettede mig op, rømmede mig og sagde til chaufføren, 'Vi vil gerne af nu, hr.!'. Jeg sagde det så bestemt, som jeg kunne«, siger han.
Men chaufføren kan ikke stoppe, for de kører på motorvejen med over 100 kilometer i timen. Den rødhårede eventyrer skruer bissen på, uden det gør ikke indtryk på den tyrkiske mand.
»Han nægtede overhovedet at snakke til mig. Jeg anede ikke, hvad vi skulle gøre«, siger Adam Laugesen og smågriner, fordi han i dag synes, situationen er komisk.
Ryste oplevelsen af sig
Adam Laugesen får efter nogen tid nok af at forsøge at tale manden til fornuft, så han åbner døren til den tyrkiske nat, mens lastbilen kører over 100 kilometer i timen. Han tager fat i sin blå rygsæk med et påsyet dannebrogsflag, svinger den over skulderen og går et par skridt ned ad stigen.
Lastbilen kører stadig over 100 kilometer i timen.
»Lastbilchaufføren blev meget forskrækket«, siger Adam Laugesen og klukker igen lidt af grin.
Bilen slingrer frem og tilbage, mens blafferen med det danske flag på rygsækken hænger i stigen. Han og chaufføren råber af hinanden i nogen tid, inden den tyrkiske mand giver sig og stopper, så han og den anarkistiske brite kommer af bilen.
»Jeg har mødt tusindvis af mennesker, virkelig mange mennesker, som har behandlet mig godt. Og måske ti af dem har givet mig nogle dårlige oplevelser og ikke været alt for rare ved mig«, fortæller Adam Laugesen.
Eneste dårlige oplevelse
Historien om den langfingrede, tyrkiske lastbilchauffør er kun en af de mange historier, Adam Laugesen kan fortælle efter to år som vejsidebums. Han har på to år blaffet sig til en rejse på over 100.000 kilometer, som har bragt ham fra landsbyen Voldum uden for Randers til Shanghai og tilbage igen.
Selv om han blev forskrækket af den tyrkiske chauffør, så han ingen grund til at afbryde rejsen. Han har lagt sit liv i fremmede menneskers hænder adskillige gange, når han har bevæget sig fra sted til sted og sovet og spist hos familier.
»Jeg rystede oplevelsen med tyrkeren af mig ret hurtigt. De dårlige oplevelser er i så stort undertal i forhold til de gode. Det er under en procent, nej under en promille, som er dårlige mennesker i verden«.
»Der har været nogle ulækre chauffører, som har gramset på mine lår og er begyndt at snakke om at have sex med mig. Men det er heldigvis aldrig blevet til noget noget.«, siger han
Ikke en rejseform for alle
Det har været et bevidst mål for den jyske blaffer at rejse på tommelfingeren og at bo og spise gratis så ofte som muligt. Han anerkender, at rejseformen ikke er for alle, men han synes ikke, at det er en farlig måde at rejse på.
»Jeg tror ikke, at man får noget ud af livet, hvis man går rundt og er bange hele tiden. Hvis man er åben over for verden og går ud og møder den, så møder man det gode i den«.
Men der kunne være sket mange frygtelige ting undervejs - især i lastbilen i Tyrkiet?
»Man kan vælge at se verden fra flere forskellige synsvinkler. Man kan se mordere og folk, som vil dig det ondt. Men hvis man går ud og møder verden og menneskerne i den, opdager man, at verden ikke er sådan. De fleste folk er bange for verden, og det er en skam«.
Så manden i Tyrkiet ville dig det ikke ondt?
»Det var en ubehagelig oplevelse, og jeg er nok naiv, når det kommer til stykket. Men jeg synes ikke, jeg har været dumdristig«.
Lukker du af for de dårlige ting?
»Nej. Men hvis jeg vågner og bestemmer mig for, at det bliver en skidegod dag, så bliver det en skidegod dag. Hvis jeg vågner og brokker mig, bliver det en rigtig dårlig dag. Man danner sin egen verden«.
Men du kan da ikke bestemme, hvad der kommer til at ske for dig? Ligesom du ikke kunne bestemme, at chaufføren havde lyst til at gramse på dig og din veninde.
»Verden er ikke kun gode ting, for der sker negative ting en gang imellem. Man skal bare fokusere på det gode i livet. Enten kan man være negativ hele tiden og blive et rigtig trist menneske, eller man kan fokusere på det gode«.
Pakkede og tog af sted på 20 minutter
Adam Laugesen blev student fra Paderup Gymnasium i 2011 og følte sig rastløs og tom efter en sommer med studenterfester og festivaler. Så han blaffede til Irland i nogle uger med sin violin, hvor han spillede på pubber med hvem, han nu mødte.
Da han kom hjem, havde han ikke fået nok af det frie liv med landevej og rygsæk. Så da hans storebror en onsdag aften skulle til Odense, spurgte Adam Laugesen efter en plads i bilen.
»Min storebror sagde, at jeg da ikke kunne nå at pakke, for han ville køre en halv time senere. Det forsikrede jeg ham om, at jeg godt kunne, så jeg var færdig efter 20 minutter og på vej ud af døren. Jeg ville begynde at rejse, men jeg havde ikke planlagt noget som helst«, siger han.
Blafferen hev en lille rygsæk frem fra skabet og puttede lidt tøj, en sovepose og noget regntøj i.Han pakkede ikke så meget, for han ville egentlig kun til Grækenland og være væk i et par måneder.
»Jeg havde helt andre planer, da jeg tog af sted. Jeg troede, at jeg skulle sove lidt på hostels og møde unge mennesker. Men det blev det bare overhovedet ikke til. Rejsen blev bare mere og mere omfattende undervejs«.
»Til sidst lagde jeg ikke nogen planer, men tog det, som det kom«, siger han.
Eksotiske kjoler i børnehaven
Da Adam Laugesens far og mor sagde farvel til ham den onsdag aften i Randers, regnede de ikke med, at der ville gå to år, inden de så ham igen.
»Min far spurgte, om han skulle vække min lillesøster, så jeg kunne sige farvel til hende. Jeg sagde nej, for jeg ville jo snart komme hjem igen, så jeg fik ikke sagt farvel, inden jeg tog af sted«.
»Hun er kun seks år i dag, så det er en tredjedel af hendes liv, som jeg ikke har været en del af. Hun savnede mig, så jeg sendte masser af kjoler hjem til hende. Hun er den, der har haft det mest eksotiske tøj i børnehaven. Snabelsko fra Iran og alt muligt lignende«, siger han.
Var på vej hjem og vendte om
Da Adam Laugesen havde rejst i et halvt år, troede han, at han var på vej hjem. På det tidspunkt var han i Istanbul og ledte efter en måde at komme ind i Iran på. Han kunne ikke få visum, og alle sagde, det var lettere at få hjemmefra, så han ringede til sine forældre og sagde, at han ville komme hjem i nogle uger for at få papirerne i orden og så tage af sted igen.
Hans forældre jublede og ringede rundt til venner og familie og sagde ’Nu kommer Adam hjem!’.
Men det gjorde han ikke. På vej ud af Istanbul - med rygsækken spændt fast og et skilt til retning mod Bulgarien - mødte han nogle gademusikanter, han havde spillet med tidligere.
»De spurgte, om ikke jeg skulle til Indien. Jeg forklarede min mangel på visum, og de forsikrede mig om, at jeg kunne få visum i Østtyrkiet på grænsen til Iran. De var helt sikre, så jeg vendte om og tog tilbage til Istanbul«, fortæller Adam Laugesen.
»Jeg ringede til mine forældre nogle timer senere og sagde, at jeg lige tog videre en smule længere. De blev så skuffede og kede af det«.
Men hans forældre kunne godt forstå ham, for de har også rejst meget. De forstod ham, selv om de var bekymrede for ham.
Føler du dig egoistisk, fordi du har været væk fra din familie i to år?
»Ja, lidt. Det er også delvist derfor, jeg kommer hjem. Det er, fordi det på en eller anden måde vil være egoistisk at fortsætte. Men mine forældre har ikke bedt mig om at komme hjem. De synes, det er fedt, det jeg gør«.
Jul på Cypern
Adam Laugesen fortsatte sin tommelfingerrejse og kom altså ikke hjem på noget tidspunkt. Heller ikke til jul, fødselsdage eller andre mærkedage i familien. Den første jul holdt eventyreren i en siddende demonstration med en fredsbevægelse på Cypern.
»Folk blev anholdt og alt muligt. Det var ikke en særlig romantisk juleaften. Jeg fik en kebab til aftensmad«, siger han.
Den næste jul i 2012 var mere idyllisk. Den foregik på en strand i Thailand med nogle rejsekammerater, Adam Laugesen havde fået sig på vej igennem Sydøstasien. De spiste thai-mad rundt om et bål på en strand og sluttede aftenen med at nøgenbade under stjernerne.
»Vi spillede guitar rundt om bålet med en rigtig flipper-stemning. Det var dejligt«, fortæller han.
Det bliver mekanisk at sige farvel
De nøgenbadende venner på stranden skiltes igen, da julen var slut. På samme måde som Adam Laugesen skiltes med mange rejsekammerater undervejs. I sine to år på landevejen har han mødt tusindvis af unge og gamle, som han ved, han aldrig får at se igen.
Var det svært at sige farvel til så mange mennesker så ofte, som du vidste, du ikke ville se igen?
»Det var underligt, virkelig underligt at sige farvel hele tiden. Jeg lagde mere tanke i det i starten og tænkte meget over det. Men med tiden blev det mekanisk på en ret trist måde«, siger han.
Det har lært ham at sige, hvad han har at sige til folk, mens han er omkring dem.
»Hvis jeg elsker dig, skal jeg sige det. Jeg skal ikke vente, til vi skilles, eller du dør. Man ved aldrig, hvornår den anden person ikke er der mere«, siger han.
Der skal være et formål med at rejse
Adam Laugesen har svært ved at definere, præcis hvad han ledte efter, da han tog af sted. Men han ved, at det var en søgen efter værdier og indhold i tilværelsen.
»Man skal rejse, fordi man har et formål med det. Det har været vigtigt for mig, at jeg har udviklet mig hele tiden. Der er nogen, som bliver væk i det, fordi de ikke ved, hvad de ellers skal gøre«, siger eventyreren, som ikke vil sættes i bås med andre rygsækrejsende.
»Jeg vil ikke sige, at jeg er en backpacker, for dem vil jeg ikke identificeres med«.
Da han kom til Sydøstasien havde han ikke mødt en vesterlænding i et år. Så da han mødte den første backpacker på grænse til Laos, en ung amerikaner, var han vildt begejstret.
»Han syntes, det var lidt mærkeligt, at jeg var så glad for at se ham. Ti minutter senere så jeg en backpacker mere og blev igen begejstret. Med de første fem eller seks mennesker, jeg mødte, var jeg lige sådan, men så opdagede jeg, at de var over det hele«, siger Adam laugesen.
Han tog ud for at drikke øl med sine nye vestlige venner en aften, men forlod dem hurtigt igen.
»Jeg blev så flov over den måde, de opførte sig på. De gjorde grin med de lokale og var meget respektløse, og det ville jeg overhovedet ikke være en del af. For mig er det meget vigtigt at forsøge at integrere mig i det samfund, jeg er i. Jeg er jo gæst i deres land«, siger han.
Et års fordøjelse
Nu, hvor Adam er kommet hjem, vil han bruge et år på at fordøje det, han har oplevet og lært på sin rejse. Han overvejer at søge ind på RUC til næste år.
Men lige nu er han bange for at blive en gammel udgave af sig selv med de samme vaner, som før han tog af sted.
»Jeg har ikke lyst til at falde tilbage i en normal hverdag. Det er vigtigt, at jeg følger mine værdier og de ideer, jeg har. Men det bliver også det, der kommer til at ske. Fra nu af gør jeg ikke noget i resten af mit liv, som jeg ikke er glad for«, siger han.
