Sommerhusbeboer: »Det er altså ret specielt at se sin sofa sejle ud af stuen«

Vandskade. Husejerne ved sommerhusområdet i Hyllingeriis venter spændt på Stormrådets afgørelse tirsdag, om oversvømmelsen teknisk set kan kaldes for en stormflod. Det får nemlig konsekvenser for, om forsikringerne dækker eller ej.
Vandskade. Husejerne ved sommerhusområdet i Hyllingeriis venter spændt på Stormrådets afgørelse tirsdag, om oversvømmelsen teknisk set kan kaldes for en stormflod. Det får nemlig konsekvenser for, om forsikringerne dækker eller ej.
Lyt til artiklen

Jess Christensen vågnede brat i fredags.

Nødstrømsanlægget gik i gang med en gennemtrængende bip-lyd, mens han sov i sin fars sommerhus i Hyllingeriis, et sommerhusområde tæt ved Frederikssund i Nordsjælland.

Det viste sig at være en våd overraskelse, den velvoksne mand stod op til.

»Hele klinkegulvet sejlede i køkkenet, da jeg kom derud, og det store amerikanske køleskab, vi havde bakset med at sætte op i sidste uge, væltede helt af sig selv«, siger Jess Christensen, som med sin far er på vej væk fra de oversvømmede sommerhuse.

LÆS OGSÅ Kamp mod vandet: Politiet måtte rykke ud i både

De stopper op og fortæller om vandmassernes ødelæggelser i sommerhusområdet.

Ifølge Beredskabsstyrelsen er omkring 100 huse ramt, og vandmasserne ved Hyllingeriis i Nordsjælland er så store, at det vil tage det meste af næste uge at pumpe det tilbage i fjorden, som ligger mere end 400 meter væk.

Den sejlende sofa
Jess Christensen beskriver, hvordan vandet i fredags kom op gennem gulvtæppet og hurtigt steg til knæhøjde. Det var for sent at køre væk i bilen, for den stod allerede under vand. Det samme gjorde dykkerudstyret, tørdragten, som lå i sommerhuset.

Borger i Frederikssund: »Kraftedeme ikke særligt lækkert«

Heldigvis var beredskabet alarmeret og hjælpen på vej. I mellemtiden kunne Jess Christensen se sin fars sommerhus blive forvandlet til vandland.

»Det er altså ret specielt at se sin sofa sejle ud af stuen«, siger Jess Christensen, mens hans far, Jørgen Christensen, nikker ved siden af:

»Særligt fordi det var en Chesterfield«, siger den ældre mand med stok og Harley Davidson-kasket resigneret. Det var ham, som havde ringet til Beredskabsstyrelsen, da hans søn ikke tog telefonen.


Video optaget af Margit Berthelsen.

Stormflod eller ingenting
Jørgen Christensen er på efterløn og bruger det meste af sin tid i sommerhuset. Som mange af de andre beboere er han bekymret for, om forsikringen dækker.

»Vand- og varmemesteren var lige smuttet igen i sidste uge. Køkkennet var helt nyistandsat«, siger han.

Forsikringsspørgsmålet bliver besvaret på tirsdag, hvor Stormrådet bestemmer, om oversvømmelserne kan karakteriseres som en ægte stormflod.

FAKTA

Fakta: Sådan dækker forsikringen stormskader

En dame med blå regnjakke og gummistøvler går forbi de to mænd. Hun overhører samtalen og stopper op for at give sit besyv med.

»Ja, hvis det her ikke er en stormflod, så ved jeg ikke, hvad man så skal kalde det«, siger Margit Berthelsen, før hun igen kæmper sig tilbage gennem den 30 centimeter dybe svømmepøl, som spærrer vejen ind til sommerhusområdet.

Nogle kæmpebørger
Langs vejen holder beredskabets store orange lastbiler. Flere beboere går frem og tilbage for at hente de ejendele, som stadig kan reddes. De fleste har gummistøvler eller sågar vaders på. Andre sjosker uanfægtet igennem vandmasserne i gummisko.

Per Rønholm fra beredskabet er netop færdig med at instruere de værnepligtige under hans kommando ved en af lastbilerne. Han forklarer, at seks pumper i øjeblikket hver sender 4.000 liter vand tilbage i fjorden i minuttet.

Håbet er, fortæller han, at fordoble antallet af pumper inden dagen er omme, for der kommer nye forsyninger og nyt mandskab fra Herning sidst på dagen.

Beredskab arbejder stadig i døgndrift

Flere værnepligtige går rundt i arbejdstøj med gule reflekser og roder med pumper og slanger. I en container lidt væk ligger natholdet og sover.

»Folk har taget det meget pænt. Nogle af dem spørger efter drikkevand, og så får de gerne et par liter af os. Deres store problem lige nu er, at de ikke har drikkevand og strøm«, siger en af dem, Anders Lindholm.

Hver af de seks pumper er tilkoblet 450 meter vandslange, og at beredskabets udfordring er, at der er langt til fjorden fra Hyllingeriis, siger han.

Museumsdirektør: »Det var et rent inferno hernede«

Per Rønholm tilføjer, at de derfor venter på, at beredskabet fra Herning skal dukke op med større slanger. Holdlederen danner en cirkel med armene for at demonstrere, at der er tale om slanger med en diameter på godt 50 centimeter.

»Nogle kæmpebørger«, siger han.

Ingen sarkasme

Jørgen Christensen med Harley Davidson-kasketten og hans søn, Jess, har opgivet at nå frem til deres oversvømmede sommerhus.

»Der er for meget vand. Jeg kan ikke overskue at kæmpe mig derind med mit dårlige ben«, siger Jørgen Christensen, som altså må vente til en gang i slutningen af næste uge med at gøre skaderne op - og i mellemtiden krydse fingre for, at han kan få hjælp af forsikringen til at dække skaderne.

LÆS OGSÅ Stormen åd 10 meter af nordjysk kyst - og to sommerhuse

Alligevel har han overskud til at rose beredskabet, redningsholdet og ikke mindst mandskabet ved pumperne.

»Jeg har måske ikke altid været lige imponeret over samfundet. Men det her har politiet og beredskabet virkelig haft styr på. Det sagde jeg også til hende i omstillingen hos politiet. Men hun troede vist, at jeg var sarkastisk«, siger Jørgen Christensen.

»Det var jeg bestemt ikke«.

Jens Anton Bjørnager

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her