Forening: Kommission bør gøre op med vores trang til hårde straffe

Strafrekord. Politikerne bør nedsætte en kommission, der skal gentænke retspolitikken og knække den stigende i straf, der kun fører mere kriminalitet med sig, mener formanden for Kriminalforsorgsforeningen, John Hatting.
Strafrekord. Politikerne bør nedsætte en kommission, der skal gentænke retspolitikken og knække den stigende i straf, der kun fører mere kriminalitet med sig, mener formanden for Kriminalforsorgsforeningen, John Hatting.
Lyt til artiklen

Danske politikeres strammerkurs over for landets kriminelle har bevist, at mere straf ikke fører til mindre kriminalitet.

Derfor er der brug for nye øjne og friske ideer i bestræbelserne på at få bragt recidivet - antallet af kriminelle, der begår ny kriminalitet efter endt afsoning - ned.

Det mener formanden for Kriminalforsorgsforeningen, John Hatting, efter at nye tal fra Kriminalforsorgen i dag har vist, at domstolene i 2013 idømte mere straf end noget andet år tidligere.

LÆS OGSÅ Drabsdømt om strafrekord: Politikerne vil stille hævnfølelsen tilfreds

Kriminalforsorgsforeningens formand, der repræsenterer civilt ansatte lærere, pædagoger, socialrådgivere og psykologer i fængslerne, foreslår, at der nedsættes en ekspertkommission. Og at politikerne forpligter sig til ikke at lade straffene stige i en periode.

»Der er behov for et stop for strafforøgelser i en periode. Samtidig bør man nedsætte en kommission, der kan komme med kloge anbefalinger til et af tidens allerstørste problemer: bandekriminaliteten«, siger John Hatting til Politiken.

Alternative straffe nedbringer kriminalitet
Sidste år blev landets lovovertrædere idømt 73.266 måneder. Det svarer til 6.105 års fængsel og er en stigning på fire procent i forhold til 2012.

Og ifølge John Hatting viser tallene, at mere straf ikke virker. Antallet af kriminelle, der vender tilbage til fængslerne efter endt afsoning er nemlig så højt, at mere straf og flere domme ikke fører til mindre vold, drab og tyveri. Tværtimod, siger John Hatting, der ærgrer sig over strafrekorden.

Karen Hækkerup forsvarer danmarksrekord i afsoning

»Det er en samfundsmæssig falliterklæring. Hvis vi tror, vi kan løse problemerne med kriminalitet ved at straffe mere, tager vi grueligt fejl. Vi skaber bare mere kriminalitet på den måde«, siger han og peger i stedet på alternative straffe som løsningen på at nedbringe kriminaliteten.

»Vi skal bruge mere fodlænke-straf, samfundstjeneste og betingede domme. Vi skal behandle de kriminelle, hvis de er misbrugere eller alkoholikere. Og hvis man har slået sin samlever, skal man i terapi. Vi skal straffe mere målrettet og klogere«, siger John Hatting.

Strafferammerne har aldrig været højere

Ifølge formanden for Dommerforeningen i Danmark, Mikael Sjöberg, kommer rekorden, fordi den tidligere VK-regering begyndte at slå hårdere ned på snart sagt alle forbrydelser i Danmark.

Det har medført, at kriminalitet aldrig er blevet straffet så hårdt, som det sker nu, siger han.

LÆS OGSÅ Christiansborg omfavner strafrekord: Hammeren skal lamme de kriminelle

»Strafferammerne har simpelthen aldrig været højere, end de er nu. Besiddelse af skydevåben giver nu en minimumsstraf på et år. Det gjorde det ikke tidligere. For bare at tage et eksempel. Det er det, vi reagerer på. Vi følger simpelthen politikernes intention«, siger Mikael Sjöberg.

»Op gennem 00'erne skete der en stramning på stort set alle paragraffer; personfarlig kriminalitet, børneporno og alt er hævet. Folk sidder længere i fængsel, og det er en logisk konsekvens af de lovændringer, der skete i 00'erne«.

Jakob Stig Jørgensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her