11. september 2001. Klokken er 08.46.26 amerikansk tid, da et fly med 790 kilometer i timen hamrer ind i mellem 93. og 99. etage i det nordlige tårn af World Trade Center på Manhattan i New York.
I Danmark er det en almindelig tirsdag eftermiddag, himlen er høj og efterårsblå, skyerne er hvide, og statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) er taget til embedsboligen Marienborg i Lyngby nord for København.
Her har han sat dagen af til at forberede Socialdemokraternes partikongres og talen til Folketingets åbning første tirsdag i oktober. Marienborg er et godt sted for en statsminister at søge ly - der er fred og ro og plads til at koncentrere sig.
»Rutinemæssigt tænder jeg for CNN for at blive opdateret på, hvad der foregår. Men jeg hører noget, jeg ikke er vant til og ser, at det ryger stærkt fra et af World Trade Centers to tårne«, siger Poul Nyrup Rasmussen.
Terror
Den første tanke, der slår ned i ham er, om det er en film, et eller andet drama, der er ved at blive produceret.
Minuttet efter ringer hans sekretariatschef Pui Ling Lau og siger, at det tyder på, at der er sket en ulykke i New York - måske et lille fly, der ved en ulykke er fløjet ind i tårnet, lyder det umiddelbare gæt.
Statsministeren beder om at blive holdt opdateret.
»Men da jeg har lagt røret, går der ikke lang tid, før endnu et fly kommer ramlende ind i det andet tårn, og i det nanosekund er jeg klar over, at det her er en katastrofe. Det er noget, vi aldrig har mødt før i nyere tid«, siger Poul Nyrup Rasmussen.
Kort efter ringer sekretariatschefen igen og siger, at det ifølge amerikanernes efterretninger ikke er en ulykke, men en terroraktion.
»Og på det tidspunkt ændrer verden sig for mig, for Danmark og for hele jordkloden. Det er The Moment, og jeg er fuldstændig klar over, at det her er en forfærdelig handling«, siger Poul Nyrup Rasmussen.
Efterfølgende ser han tårnene styrte sammen.
Gjorde du dig tanker om gerningsmænd og motiver allerede på det tidspunkt?
»Nej. Da ordet terror bliver nævnt i telefonen, og det begynder at blive omtalt i CNN's nyhedsudsendelse, er min første tanke, om Danmark er udsat for en tilsvarende trussel - om et angreb er undervejs på Danmark og den danske befolkning og alle vores demokratiske institutioner. Så min første tanke er, om det her er et generalangreb på den vestlige verden. Er vores land, mit land, udsat?«.
Slået ud
I minutterne efter at tårnene er faldet til jorden, har statsministeren svært ved at løsrive sig fra skærmen.
USA 10 år efter terrorangrebene: Sløj, krigstræt og forgældet
»Det er så forfærdende og chokerende at se, og når jeg senere på dagen, efterhånden som beslutningerne bliver truffet, hele tiden prøver at følge med, må jeg jo sige, at jeg dengang som i dag, næsten bliver slået helt ud følelsesmæssigt«, siger Poul Nyrup Rasmussen.
Særligt har synet af de mennesker, som sprang ud af vinduerne, i de to øverste etager af de to tårne, sat sig fast.
»Jeg kan stadig i min indre biograf genkalde mig de skygger, som sprang ud fra tårnene. En af de ting, der efterfølgende gjorde dybest indtryk på mig, var en mor, der sagde farvel til sine børn i det fly, som blev tvunget ned i Pentagon. Så det var og er stadig for mig nogle meget stærke og meget, meget forfærdelige øjeblikke, der gjorde et stort og uudsletteligt indtryk på mig«, siger Poul Nyrup Rasmussen.
FOTO
Men når man er statsminister er der et land at styre - også i en følelsestung krise.
Hvad tænker man som statsminister i sådan en situation?
»Du tænker, som du har gjort i så mange andre situationer før, at du skal koncentrere dig og er nødt til at kapsle dine følelser inde, være meget rationel og tænke på den dagsorden, du skal fokusere på - altså er Danmark truet, og hvordan ser trusselsbilledet ud«.
Samles i statsministeriet
Poul Nyrup Rasmussen får klædt om, og Pui Ling Lau sørger for at statsministerens chauffør Johnny henter ham så hurtigt, han kan.
Statsministeren beder Pui Ling Lau om at samle de centrale spillere i statsministeriet, som har forudsætninger for at kunne bedømme situationen og i mellemtiden, indtil han kommer ind til statsministeriet i Sankt Jørgens Gård, få kontakt til efterretningssystemet - Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) og Politiets Efterretningstjeneste (PET).
Fra ministerbilen ringer Nyrup til de væsentligste medlemmer af regeringens sikkerhedsudvalg og forbereder dem på, at de skal komme, at situationen er alvorlig og giver dem de første stikord han har om, hvad der er sket.
SKRIV
Hvordan husker du 11. september 2001?Små to timer efter angrebet, omkring klokken 17, er de centrale personer samlet i statsministeriet. Blandt dem er chefen for udenrigssøjlen, der har kontakt til Udenrigsministeriet, samt den person som har kontakten til sikkerhedsapparatet. Også dem, der har kontakt til Indenrigsministeriet, Forsvarsministeriet og Økonomiministeriet, er til stede.
Nyrup beslutter desuden at indkalde regeringens sikkerhedsudvalg et par timer efter, klokken 19.30 - de ekstra timer betyder, at man kan levere en opdateret dagsorden, så der kan lægges en plan for, hvad der skal træffes beslutninger om.
Højeste beredskab?
Statsministeren har givet sine folk halvanden time til at samle informationer, og således er der en time til halvanden efter angrebet et billede klar af, hvad der er sket, hvem der er under mistanke, og hvordan trusselsvurderingen mod USA, Europa og Danmark lyder.
Da Nyrup når frem til statsministeriet er der lidt mere telefonkimen i forkontoret end normalt, men der er endnu ingen kontakt mellem de internationale statsledere - alle er i gang med at finde ud af, hvad der foregår.
Udover overblikket over trusselsbilledet i Danmark, skal beredskabets situation kortlægges.
»Blandt andet skal der tages der stilling til, om vi skal op i højeste beredskab, hvilket vi var, lige da angrebet havde fundet sted, men senere satte en tand ned, efterhånden som vi fik et overblik«.
Det tredje er at klarlægge, hvordan beredskabet ser ud. Både beredskabsstyrelsen, de centre, der kan vurdere blandt andet miltbrand og kobber, og samarbejdet mellem beredskabsstyrelsen og politiet.
»Hele dette apparat skal jo pludselig op i et gear, det ikke har været oppe på siden Anden Verdenskrig«, siger Nyrup.
Undgå panik
Allerede på vej ind i bilen beslutter Nyrup, at koordineringsopgaven skal lægges hos ham.
Herefter følger opgaven at udpege de steder, man på daværende tidspunkt kunne forudse kunne komme under angreb - kongehuset, folketinget, ministre og andre vigtige institutioner, lufthavne og jernbaner, hvorefter det står klart, hvem der skal løfte hvilke opgaver.
Dernæst beslutter statsministeren, at forsvaret og PET skal briefe ham hver time.
Hvad tænkte du om det, du skulle sig til det danske folk?
»Det var den anden del - at holde folk ordentligt informeret. Jeg besluttede meget tidligt, at vi på den ene side skulle undgå panik, men omvendt, og måske også en af vejene til at undgå det, sørge for at folk følte, at de var godt informerede. Hellere informere en gang for meget, end en gang for lidt«.
LÆS NYRUPS FØRSTE PRESSEMEDDELELSE 11. SEPTEMBER 2001
I tiden omkring angrebet holdt regeringen en aktiv informationspolitik, hvor der blev holdt møder med medierne flere gange om dagen, og løbende blev udsendt informationer.
Den muslimske fare
Og nu begyndte spekulationerne om, hvem der stod bag at tage fart. Allerede på dagen begyndte medlemmer af Folketinget at tale om den »muslimske fare«.
»En af mine første meldinger var, at vi ikke skulle blande angrebet sammen med religion. Den melding skærpede jeg i løbet af de første ti ekstremt travle dage. Jeg understregede, at vi ikke skulle gøre det her til en religionskrig. Det handler om terrorisme, som vi skal indkredse, bekæmpe og beskytte os imod, men vi skal ikke gøre det til en religionskrig«, siger Nyrup.
Nu kører der tre-fire spor: Trusselsvurdering, steder, der skal passes på, information samt at forhindre, at terroraktionen bliver blandet sammen med indvandrer-debatten, som på det tidspunkt var i fuld gang.
Sent på eftermiddagen 11. september bliver den første pressemeddelse skruet sammen og pressen inviteres til det første af det, der kommer til at blive en stribe af møder. Medierne bliver informeret om de tiltag, der er sat i gang, og statsministeren opfordrer danskerne til at fortsætte deres hverdag for ikke at lade terroristerne vinde.
Trænger til en opstramning
Klokken 19.30 er der møde i sikkerhedsudvalget, hvor økonomi- og vicestatsminister Marianne Jelved, forsvarsminister Jan Trøjborg, indenrigsminister Karen Jespersen, udenrigsminister Mogens Lykketoft og justitsminister Frank Jensen samt chefen for PET, Birgitte Stampe og for FE, samt statsministerens departementschef Niels Bernstein.
Nyrup briefer udvalget om situationen, og de relevante ministre supplerer med deres viden. Dernæst tales der om trusselsbilledet og de steder, der er relevante at beskytte og holde under observation. Det næste punkt er, hvordan beredskabet bygges op internt i regeringen, hvem der skal koordinere, hvilke ministerier, der skal involveres, og hvordan man opnår en klar opgavefordeling.
Hvordan oplever du de eksisterende strukturer på det tidspunkt?
»Jeg melder jo ret tidligt ud, at jeg har igangsat en revurdering af beredskabet. Det har jeg, fordi jeg kan se, at der er nogle opgaver, der skal løftes. Så man kan sige, at 11. september var et chok og på visse strækninger afdækker nogle koordineringsaspekter, der skulle strammes op. Men mit hovedindtryk var, at det danske regerings- og statsapparat egentlig var forbavsende hurtigt på pletten og parat til at løse opgaverne«.
Alle for én
Klokken bliver over midnat, da statsministeren kommer hjem. Næste morgen er det tidligt op igen, og nu begynder samtalerne med de andre statsledere i Europa. Nyrup taler med den tyske kansler Gerhard Schröder og den britiske premierminister Tony Blair, det britiske efterretningsvæsen samt lederne af Benelux-landene og Frankrig - samtaler, som alle følges, da de i ugen efter angrebet mødes i Det Europæiske Råd.
I den efterfølgende uge blev der afholdt ekstraordinært møde i Nato-rådet, hvor man forhandlede sig til enighed om, at terrorangrebet 11. september 2001 var en såkaldt artikel 5-aktivitet. Det betød, at angrebet på USA skulle betragtes som et angreb for hele forsvarsalliancen - en beslutning, som alle bakkede op om.
»Der er altid små nuancer, men jeg husker denne beslutning som en af de beslutninger, der gik hurtigt og som voldte mindst kvaler. Solidariteten med USA var afgørende«.
Også på det følgende EU-topmøde, hvor den danske statsminister selv deltog, var der en tilsvarende enighed. Fokus-punkterne var, hvordan man kunne hjælpe USA, og hvordan man kunne skærme sig i Europa.
Her blev det besluttet at forstærke udvekslingen af efterretninger, at orientere hinanden systematisk om, hvad der skulle gøres, hvad der var sat i gang, og hvordan trusselsvurderingerne så ud.
Tæt forhold til USA
Gjorde det nogen forskel, at det var USA, der var blevet ramt?
»Det har jeg ikke tænkt på. Jeg har gennem årene haft et meget nært forhold til USA, og jeg kan godt lide amerikanernes åbenhed. Jeg havde et godt samarbejde med Bush's forgænger Bill Clinton og var helt klar over, hvor afgørende USA var for Nato-alliancen og for Danmarks sikkerhed«, siger Nyrup.
Det gode forhold til den forrige præsident, de mange rejser i USA, kendskabet til amerikanerne sammenholdt med den tragedie, der havde ramt og de tusindvis af familier, der aldrig ville komme sig over det, betyder, at statsministeren »meget klart melder en stor solidaritet med USA«.
»For mig var det afgørende at være meget klar i mælet. Du kan ikke sige, som nogle mente, jeg burde have sagt: Vi er med jer...måske ikke hele vejen, for måske opstår der noget, vi ikke kan lide. Nej. Der må en statsminister tage ansvaret på sig. Men jeg kunne jo godt høre, at det kunne give problemer«, siger Poul Nyrup Rasmussen.
»Hvis du tager førertrøjen på med det samme til en konkret opgave, så investerer du alt i den opgave. Går det galt er der jo ikke tvivl om, hvor ligger hovedansvaret. Så du løber altid en risiko ved at gå forrest«.
Et par døgn efter angrebet står det klart, at angrebet var isoleret til at ramme USA.
fortsæt med at læse
