Man kan først se det, når Henrik Edtwodth trækker ærmet på sin T-shirt op: Slappe folder på overarmen afslører, at huden har været spændt ud over noget meget større.
Han er på kort tid skrumpet fra størrelse XXXL til medium. Fra 135 kilo livstruende overvægt til 68 kilo. Når man som Henrik er 171 centimeter høj, er den aktuelle vægt sund og normal. Henrik Edtwodth, 35 år, kan derfor bedre end de fleste besvare spørgsmålet: Hvordan er det at være inde i en ekstremt fed krop sammenlignet med at være normal af vægt? Hans korte svar: Det er fuldstændig forfærdeligt. »Jeg fik det fysisk dårligt, når jeg så mig selv i et spejl. Somme tider fik det mig til at græde. Jeg var i evigt dårligt humør, kan du forestille dig det: nedtrykt dag og nat, hele tiden. Jeg tænkte »ååååh nej«, når jeg vågnede om morgenen, fordi jeg orkede ikke endnu en dag. Jeg tænkte på mit liv som én stor fiasko og forventede kun endnu mere fiasko i fremtiden«. At være så tyk, som Henrik var, er en meget konkret fysisk oplevelse: »Jeg var altid træt, fordi jeg ikke kunne sove ordentligt. Det trykkede alle steder, når jeg lå i sengen, ryggen var belastet, fedtet omkring min hals og nakke trykkede på luftrøret, så jeg fik kvælningsfornemmelser, hvis jeg ikke lå på en helt bestemt måde«. Om dagen var det ikke bedre: »Overvægten gav mig alvorlige problemer med ryggen. Vægten pressede så meget, at jeg næsten ikke kunne holde ud at sidde. Jeg lå på sofaen det meste af tiden. Rejste mig kun for at gå på toilettet, eller når jeg en sjælden gang skulle ud«. »Jeg vraltede hen ad gaden« At komme ud var det værste for Henrik. Det var en kraftanstrengelse at bevæge den tunge krop rundt. Og endnu værre: Han skammede sig og væmmedes ved sig selv og følte, at fordømmende øjne stirrede på ham alle vegne. Så han forlod kun sin lejlighed, når han var tvunget til det. »Når jeg havde købt mad og gik hen ad fortovet med indkøbsposer, måtte jeg stoppe op 10 gange for at få vejret i løbet af de 500 meter fra supermarkedet til min dør. Jeg var meget bevidst om, at jeg vraltede hen ad gaden, og at det så forfærdeligt ud. Jeg følte, at alle folk kiggede på mig. Hvis jeg skulle gå ned gennem hovedgaden her i Esbjerg, var jeg sikker på, at alle ville stirre på mig og skraldgrine«. Når Henrik gemte sig i sin lejlighed, kunne han næsten fortrænge sin fedme. »Jeg undgik spejle. Jeg var ligeglad med mit udseende – der kunne sagtens gå 14 dage, mellem at jeg barberede mig, jeg lod det bare være. Jeg vejede mig ikke, prøvede at undgå sandheden, prøvede at leve mig ind i en fantasi om, at jeg ikke var så unormal. Kun når jeg var nødt til at gå til lægen, fik jeg sandheden om min vægt sparket lige i ansigtet. Men to timer senere havde jeg fortrængt det igen«. En krop uden grænser Og så lå Henrik der på sin sofa, stablet op med puder, så han kunne nå tallerkenen på sofabordet og se tv samtidig. Fyldte mad i en krop, som ikke satte grænser. »Et måltid kunne være pizzaer – så bestilte jeg tre pizzaer og spiste det hele i ét måltid. Eller en hel bakke lørdagskylling med en hel pose pommes frites til. Jeg var sulten, og der var plads til det. Jeg kom ikke til at føle mig mæt, kun oppustet og overfyldt. Jeg spiste, til der ikke kunne være mere. Og en time senere kunne jeg begynde at køre chips og slik og halvanden liter cola ned«. »Jeg vidste godt, at den var helt gal. Jeg sagde flere gange om dagen til mig selv, at nu skal det være slut, fra i morgen begynder jeg et nyt liv uden alt det usunde – men jeg købte bare mere af det samme næste dag alligevel. Jeg magtede det ikke, orkede ikke at ændre noget«. Henrik Edtwodths egen forklaring på, hvordan han endte med at ligge på sofaen, grovspise og hade sig selv og sit liv, handler om usikkerhed. Når han tvivlede på sig selv, spiste han og lukkede sig inde. Henriks mor og far og lillebror, som han voksede op sammen med i villaen i Esbjergs udkant, var ikke overvægtige. Henrik var ikke tyk som barn – men »jeg var kraftig, jeg havde sul på kroppen, som man sagde«. Manglende motion og et almindeligt ungdomsliv med øl og byture, mens han gik på handelsskole, førte til, at Henrik som 18-19-årig var noget overvægtig og i rigtig dårlig form. Han tænkte ikke så meget over det, før han blev indkaldt til militæret og kommanderet på løbetur.
