Før han flygtede fra fare og forfølgelse. Før han måtte lægge sit Afghanistan bag sig. Før han måtte sige farvel til sin elskede mor og sine søskende, til koranskolen, til slagene fra den religiøse underviser, til uvisheden og til livet, som han kendte det. Før han blev smuglet fra land til land, vandrede i Irans bjerge og til sidst nåede Danmark, hvor han lærte at sige asylprocedure og at elske rugbrød.
Før alt det troede Sayed Saidi, at han snart skulle dø. Han kan huske, hvordan maven knugede sig sammen, da mændene gav ham selvmordsvesten på. De skulle tjekke, om den passede i størrelsen, for når de få dage senere ville vende tilbage til ham, ville det være for alvor.




























