Med knoklede husmorfingre, der husker et langt livs bevægelser, har to veninder samlet et bjerg af skræller og fyldt gryden med rene kartofler.
De sidder ved et spisebord med rød juledug i det åbne køkken, som ligger i forlængelse af dagligstuen. Flere andre beboere har slået sig ned rundt omkring i de umage møbler, en bordeauxfarvet sofa og en stedsegrøn lænestol i plys. Køkkenet og madlavningen, i dag rullesteg med svesker, er et samlingssted, og stegen dufter allerede ud i stuen.



























