De hårdt plagede naboer til de københavnske metrobyggepladser slipper for mere støj end den, de allerede er udsat for. Metroselskabet havde eller søgt om dispensation for Københavns Kommunes støjgrænser, så entreprenøren kunne arbejde med de meget larmende borerigge på hverdage fra klokken 7 og helt frem til klokken 20 og på lørdage fra klokken 9 til 17. Men det har kommunens teknik- og miljøforvaltning sagt blankt nej til. »Argumenterne i Metroselskabets dispensationsansøgning har ikke været gode nok til, at vi som miljømyndighed har vurderet, at arbejdstiden skulle udvides yderligere«, siger teknik- og miljøborgmester Ayfer Baykal (SF): »Der kan selvfølgelig forekomme forsinkelser i arbejdet. Men derudover har vi vurderet, at når støjniveauet er så højt, og når naboerne er så plagede, som tilfældet er, kan vi ikke udvide arbejdstiden mere end højst nødvendigt«. Fire byggepladser er påvirket Påbuddene gælder i første omgang byggepladserne ved Hovedbanegården og Marmorkirken samt på Sønder Boulevard og Nuuks Plads. De er et resultat af, at Københavns Kommune for knap en måned siden besluttede at regulere støjgrænserne efter miljøbeskyttelsesloven og ikke efter de generelle regler for bygge- og anlægsarbejder i København. Det betyder, at forvaltningen kan behandle hver enkelt byggeplads for sig. Og at naboerne til byggepladserne har ret til at kommentere på forslagene til påbud, inden forvaltningen træffer afgørelse. Den ret benyttede 38 naboer – enkeltpersoner, boligforeninger og virksomheder – sig af i forbindelse med de 4 påbud. Og kommentarerne fra de 38 var stort set enslydende: Det ville være fuldstændig uacceptabelt, hvis Metroselskabet og entreprenøren CMT fik dispensation.
Nye påbud: Ingen støj fra fire metrobyggepladser efter kl. 18






























