I 2021 vil de danske landmænd udlede 7.000 færre ton kvælstof til vandmiljøet, end de gør i dag.
Sådan har meldingen gentagne gange været fra miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen om regeringens landbrugspakke. Men nu sår en række forskere yderligere tvivl om det regnestykke, der har været under heftig kritik de seneste dage. Ifølge en forskergruppe fra Københavns Universitet har regeringen nemlig også udeladt to poster og oppustet en tredje i beregningerne.



























