Stanken af beskidt røg fra metroen er den ene ting, jeg altid vil huske. Den anden er politifolkenes forkerte blikke, da de kommer løbende op mod mig midt på den næsten mennesketomme boulevard. Øjnene er glasagtige, frosne som hos skræmte dyr.
Alting står stille, sat på pause i en film, jeg ikke vil se. For det er i det øjeblik, at vi alle i de små grupper af stivnede mennesker her midt i Europas hovedstad indser det: Vores by er under angreb.


























