Baggrund om Minhaj Ul Quran

I Afghanistan sprænger Taleban-bevægelsen Buddha-statuer i luften. Tv er bandlyst, kvinder skal være totalt tildækket, og tyveknægte får hugget deres hænder af. I Gaza står unge Hamas-medlemmer angiveligt i kø for at begå selvmordsattentater i Allahs navn, i Iran og Saudi-Arabien er alkohol forbudt, og i Algeriet begår islamiske fundamentalister massakrer for at fremme et islamisk styre. Dette er nogle af de typiske begivenheder, der i Vesten er med til at tegne billedet af islam, men det er langtfra det fulde billede af, hvad muslimer er. Muslimer er også unge kvinder, der sidder på cafe og nipper til hvidvin i Beirut, Tirana eller København. Almindelige familier, der lever efter amerikanske idealer i USA, en fattig landmand, der forsøger at holde sammen på sine får på Vestbredden, og som kun kommer i moskeen ved særlige lejligheder. I lighed med kristendommen har islam også mange facetter og grene, moderate som fundamentalistiske, og det er alle disse forskellige fraktioner og holdninger, som den i øjeblikket så omdiskuterede Minhaj Ul Quran-bevægelse arbejder på at samle. Medlemmer af bevægelsen er kommet i vælten herhjemme, fordi de forsøger at blive politiske kandidater for De Radikale. Dette har med et bragt dem i søgelyset i forhold til islam, hvor spørgsmål om dødsstraf, om holdningen til fatwaen over den britiske forfatter Salman Rushdie, som Irans tidligere leder Ayataollah Khomeini dødsdømte på grund af bogen "De Sataniske Vers", om kvinder i ledende stillinger, alkohol og pornografi med et bliver aktuelt. Men netop fordi Minhaj Ul Quran er en løs paraplyorganisation, er den rummelig for holdninger, og det bliver derfor svært at svare på, hvad organisationen som sådan mener om f.eks. dødsstraf. Minhaj ul Quran har myriader af hjemmesider på internettet. Organisationen har afdelinger i omkring 40 lande, hvor det er muslimer med forskellige grundholdninger, traditioner og samfundsforhold, der driver afdelingen. Et af de centrale elementer i organisationen er dens samlende formål i ummahen, der er de islamiske samfund og traditioner over hele verden. »Et vigtigt karakteristika, der adskiller Minhaj Ul Quran fra andre organisationer, er konceptet om at forene den islamiske ummah. Minhaj Ul Quran repræsenterer ikke en særlig sekt eller skole men er snarere en international repræsentativ bevægelse af og for tilhængere af profeten (Muhammed red.). Medlemmer af enhver skole kan tilslutte sig denne bevægelse og samtidig sikre deres egen særlige ideologi, identitet og særkende. Formålet er ikke at eliminere eksistensen af forskellige sekter. Det er at eliminere sammenstød, konflikter og konfrontationer imellem dem, som det bl.a. hedder på bevægelsens hovedhjemmeside www.minhaj.org Bevægelsens hovedmål er en islamisk verden. Den skal ikke opstå ved en islamisk revolution men ved, at de mange Minhaj-afdelinger spreder budskabet og selv efterlever islam. Minhaj skriver selv, at det er en progressiv bevægelse, der ikke er konservativ og "absolut ikke reaktionær". Den søger at sprede islams "ånd", som den mener er en mangelvare i Vesten, hvor der fortrinsvis tænkes i materielle goder. Mange muslimer i Vesten tænker ifølge Minhaj også mere og mere på de materielle goder i stedet for islams åndelige tilbud. Bevægelsen blev dannet i 1980 i Pakistan af professor Muhammed Tahir-ul-Qadri, der blev født i 1951, og som fortsat er leder af Minhaj-ul-Quran. Der er stiftet en række underorganisationer i Minhaj. Det gælder bl.a. Den Muslimske Ungdomsliga, hvor unge mellem 13 og 25 år kan være medlem. I Pakistan har denne skole været med til at lære unge at læse og skrive, men den søger samtidig at fremme islam blandt eleverne. Der er desuden en særlig kvindeorganisation, ligesom Ulamarådet, bestående af præster, akademikere og lærere, prøver at bekæmpe, hvad Minhaj betegner som en "generel frustration og rodløshed" som et resultat af verdslighed. Dette råd søger samtidig at nedtone uenighed og strid mellem forskellige skoler og bevægelser inden for islam.