Hver femte patientsag omgøres efter anke

Lyt til artiklen

Lidt over hver femte af de afgørelser fra Patientforsikringen, som ankes til Patientskadeankenævnet, bliver ændret. Sidste år betød det, at 65 patienter fik ændret et 'nej' til overhovedet at få erstatning til et 'ja', mens 80 fik en større erstatning ud af at klage til ankenævnet. »Tallet viser, at Patientforsikringen ikke fungerer godt nok. Det er alt for højt - to-tre procent ville måske være acceptabelt«, siger formanden for Patientforeningen Danmark, Marianne Thomsen. Hun peger på, at Patientforsikringen er styret af forsikringsselskaberne og af amterne, som har tegnet forsikringen for deres sygehusvæsen, og at ingen af parterne dybest set er interesseret i at udbetale for mange eller for store erstatninger for patientskader. »Vi er inviteret til møde i Sundhedsministeriet i forbindelse med den ændring af hele patientklage- og erstatningssystemet, som nu skal forhandles mellem de politiske partier. Det er vores opfattelse, at hele systemet skal laves om, og i den forbindelse bør man også se på muligheden for at få patienterne repræsenteret i Patientforsikringen«, siger Marianne Thomsen. Patientforsikringen afviser Hendes kritik afvises imidlertid af kontorchef Martin Erichsen, Patientforsikringen. Han bekræfter dog, at de mange omgørelser i Patientskadeankenævnet formentlig kan ses i sammenhæng med, at der sidder lægfolk i form af repræsentanter for patientorganisationer og Forbrugerrådet i ankenævnet. »Jeg mener, det præger afgørelserne«, siger Martin Erichsen. Han erkender samtidig, at procentdelen af omgørelser i ankenævnet kan se forurolignede høj ud. »Men ofte er der tale om, at ankenævnet ændrer på en enkelt post i beregningen af erstatninger, mens det stadfæster vores afgørelse i resten af posterne. Så tæller det alligevel som en omgørelse«, siger han. Tager stilling til erstatning Patientforsikringen er den instans, der tager stilling til, om en patient er berettiget til erstatning som følge af en fysisk skade, som er påført i forbindelse med behandling i det offentlige sygehussystem. Erstatning kan også gives, selv om der ikke er begået påviselige fejl i behandlingen. I 2001 afgjorde Patientforsikringen 2.559 sager. Afgørelser kan indankes for patientskadeankenævnet, som sidste år afgjorde 697 sager. I 21 procent af sagerne omgjorde ankenævnet afgørelsen fra patientforsikringen. Til sammenligning omgjorde Forsikringsankenævnet selskabernes egne afgørelser i 16 procent af sagerne, mens Den Sociale Ankestyrelses ændringsprocent i sager om arbejdsskader ligger på 13 procent. Ikke altid småpenge Marianne Thomsen peger på, at en klage til Patientskadeankenævnet kan få stor økonomisk betydning for klageren. »Det er bestemt ikke altid småpenge, det handler om, når Patientskadeankenævnet ændrer en afgørelse. Jeg har kendskab til tre sager, hvor erstatningen for tab af erhvervsevne blev hævet med mellem 300.000 og 500.000 kroner«, siger Marianne Thomsen. Klage- og erstatningssystemet for patientskader er i øjeblikket på den politiske dagsorden. Indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har inviteret partierne til en drøftelse af, hvordan systemet kan laves om. Et flertal i Folketinget ønsker Patientforsikringen udvidet til også at omfatte behandlinger uden for det offentlige sygehussystem, f.eks. på privathospitalerne og hos de privatpraktiserende læger. Emnet kommer til at indgå i de kommende forhandlinger om fiansloven.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her