Børn med hjernesvulst svigtet

»Det er helt umuligt for mig at læse en bog. Idet jeg lægger den fra mig, glemmer jeg alt, jeg lige har læst«, fortæller 25-årige Mette Andreasen. Hendes skoletid var præget af konstante skoleskift og utilfredse lærere, der ikke begreb, hvorfor Mette Andreasen havde så svært ved at tilegne sig ny viden. »En af mine matematiklærere plejede at råbe: »Hvor svært kan det være, Mette, det burde ikke være nødvendigt at forklare tingene mere end to gange for dig«, når jeg ikke forstod, hvad han sagde. Til sidst valgte jeg bare at sige, at jeg forstod det, når han havde forklaret sagen to gange«, husker Mette Andreasen. Svær skoletid Langsomt, men sikkert svandt hendes vennekreds ind til ingenting. Skolekammeraterne mobbede, og i frikvartererne gemte Mette Andreasen sig på toiletterne eller hos sundhedsplejersken. Omsider har Mette Andreasen nu fået svar på, hvorfor skoletiden var så tung at komme igennem. Som syv-årig blev hun nemlig opereret for en hjernesvulst og modtog derefter strålebehandling gennem en længere periode. Ny undersøgelse En ny undersøgelse fra Rigshospitalet dokumenterer, at personer, som er blevet behandlet for en hjernesvulst, før de fyldte 15 år, ofte støder på vanskeligheder med indlæring. »Resultaterne viser, at disse patienters intelligenskvotient samlet set er lavere, end man ville forvente i den almindelige del af befolkningen. Strålebehandlingen har i undersøgelsen vist sig at være den største risikofaktor til at vanskeliggøre indlæring. For mange kan det betyde, at de får sværere ved basale ting som at læse, skrive og regne«, fortæller psykolog Tonny Reimers, som står bag undersøgelsen. Solens stråler når hele vejen gennem Mette Andreasens soveværelset og trækker streger på gulvet i stuen. Hun åbner en skuffe og trækker en lommecomputer op. »Jeg købte den med tilskud fra kommunen, og den er helt uundværlig for mig. Heri skriver jeg alle de aftaler, jeg laver med folk«, forklarer Mette Andreasen og lader fingerene glide hen over tasterne. I køkkenet hænger en opslagstavle - spækket med huskesedler fra Rigshospitalet, fodterapeuten og frisøren. Førtidspensionist I dag er Mette Andreasen førtidspensionist. Kun med hiv og sving lykkedes det hende for år tilbage at uddanne sig til social- og sundhedshjælper, men arbejdet i hjemmeplejen forlangte mere, end hun kunne klare. »Jeg havde problemer med at huske, hvilken størrelse ble borgerne brugte, eller hvor de ønskede kaffen serveret. Både kollegaer og borgere klagede over mig, fordi de mente, at jeg virkede uoplagt«, fortæller Mette Andreasen. Hun havde mange sygedage, og under en lægerevarende sygemelding blev Mette Andreasen fyret. Senere forsøgte hun sig med et skånejob i en børnehave, men det gik kun i 14 dage. »Jeg kunne ikke rumme børnenes larm og havde svært ved at overskue at holde øje med dem alle på én gang«, forklarer hun. Ingen forståelse På intet tidspunkt i Mette Andreasens liv har lærere eller andre voksne forsøgt at forstå, hvorfor hun var, som hun var. »Få måneder af min skolegang fik jeg ekstraundervisning - i matematik og dansk, og jeg fik også noget psykologhjælp i en kortere periode, det er alt«, siger hun. Tonny Reimers mener, at patienter som Mette er blevet svigtet. »Når vi både kender de psykiske og fysiske konsekvenser af behandlingen for en hjernesvulst på børn, så har vi også pligt til at give dem den hjælp, de har brug for, så de kan klare sig bagefter. For nogen kunne det være ekstraundervisning i skolen, for andre psykologstøtte«, siger Tonny Reimers, der håber, at undersøgelsen kan være med til at sikre optimal fokus på børn, som har været ramt af en hjernesvulst tidligt i livet. Jo tidligere i barndommen strålebehandling sættes ind, desto større er risikoen for senere problemer. I dag vælger man derfor kun allernødigst at give strålebehandling til børn under tre år. Trods de dokumenterede senfølger er strålebehandling stadig nødvendig som behandlingsmetode. Stråling er nemlig ved visse former for hjernesvulster den mest effektive måde at undgå tilbagefald i sygdommen.