Døve børn læser langt dårligere end hørende børn

At være døv er ikke kun ensbetydende med et liv uden lyd. For langt de flestes vedkommende er det også ensbetydende med et liv uden bøger, aviser og krævende lekture i det hele taget endsige boglige studier. Kun hver fjerde klarer sig Kun cirka 25 procent af eleverne i døveskolernes ældste klasser klarer sig pænt eller godt på en alderssvarende tekst, viser en læseundersøgelse fra 1998, som er den nyeste af sin slags. Undersøgelsen er foretaget blandt 120 elever på landets tre døveskoler, Aalborgskolen, Fredericiaskolen og Skolen på Kastelsvej i København. Undersøgelsen er lavet af Videnscenter for døvblevne, døve og hørehæmmede. Umiddelbart kan det vække et vist mismod at høre, at hele 75 procent af de ældste elever ikke kan læse, skrive og stave på niveau med jævnaldrende hørende børn. Fremgang Men som forskeren bag undersøgelsen, Ulla Carl, understreger i rapporten, så er der faktisk »sket en positiv fremgang i elevernes læsestandpunkt «. Kigger man på tidligere læseundersøgelser fra henholdsvis 1969 og 1979, så var det dengang kun mellem tre og ti procent af eleverne, som kunne læse alderssvarende, som det hedder. Forældre mestrer ikke tegnsprog Der er mange grunde til, at døve og stærkt hørehæmmede børns færdigheder ikke er på niveau med resten af befolkningen. Det hører med til historien, at op mod 25-30 procent af de døve og hørehæmmede børn er født med andre handikap end den manglende eller dårlige hørelse, for eksempel autisme og hjerneskader. Men da disse børn ikke er med i læseundersøgelserne, kan de altså ikke forklare de manglende skolefærdigheder. Ifølge Fredericiaskolens leder, Svend Erik Hansen, skal forklaringen blandt andet findes i, at ganske mange børn vokser op i mange år uden et egentligt sprog, fordi forældrene ikke mestrer tegnsprog på et særlig højt plan. Lille begrebsverden 90 procent af de døve børn fødes af hørende forældre, som i modsætning til døve forældre skal lære et helt nyt sprog fra bunden, og som derfor aldrig når et niveau, der matcher deres egne børns niveau. »Det gør børnene sprogligt retarderede igennem mange år at vokse op i familier og hørende miljøer, som ikke kan tegnsprog godt nok. Børnenes kommunikationsevner og deres begrebsverden bliver meget lille«, siger Svend Erik Hansen. Han understreger, at mange forældre og lærere gør sig umage for at lære tegnsprog, men nuancerne og de mange sproglige lag, som findes i tegnsprog som i alle andre sprog, er ikke til at lære for hørende voksne. Fremmedsprog og modersmål For dem er tegnsproget et fremmedsprog. For børnene er det modersmålet. Svært for forældrene Hanne G. Christoffersen er mor til Christoffer, som er døv og går i 7. klasse på Fredericiaskolen. Selvom hun og resten af familien altid har talt tegnsprog derhjemme så meget, at familien måtte sende den yngste og hørende søn Andreas i børnehave for at lære at tale har hun for længst erkendt, at hun aldrig kommer til at tale med sin søn, som hørende forældre kan tale med deres børn. »Når Christoffer snakker med sine venner, går det så hurtigt, at jeg ikke kan følge med. Jeg kan tydeligt mærke, at han går ned i tempo, når han taler til os, og endnu mere ned når han taler med sine bedsteforældre«, fortæller Hanne G. Christoffersen. De sociale færdigheder For at forstå de døve og hørehæmmede elevers manglende færdigheder i skolen, er man også nødt til at se på deres sociale færdigheder eller mangel på samme. Det mener uddannelseskonsulent Jens Henriksson, døveskolen i Nyborg. »Når vi taler med hinanden, udtrykker vi også, at vi har en social begrebsverden, udviklet eller ej«, siger han. Døve børn mangler kendskab til en masse begreber, som kan virke selvfølgelige for hørende. Jens Henriksson nævner blandt andet, at mange familier er tilbøjelige til at overbeskytte deres døve børn og for eksempel ikke indskærper dem, hvorfor det er væsentligt at passe skolen. Anstrengelser har ikke båret frugt Lærernes færdigheder i tegnsprog spiller også en helt central rolle for undervisningens kvalitet og dermed elevernes boglige færdigheder, vurderer skoleleder Svend Erik Hansen og Danske Døves Landsforbund (DDL). DDL har i årevis arbejdet for at få etableret en egentlig døvelæreruddannelse som tillæg til seminarielæreruddannelsen. Hidtil har anstrengelserne ikke båret frugt. Uddannelsen af døvelærerne er således fortsat den enkelte døveskoles eget ansvar. På landets tre døveskoler giver man nye lærere et 17- ugers kursus inden for de første to-tre år, og det betyder ifølge døveforbundets skolekonsulent Dorte Møller, at »lærerne bare bliver kastet ud i det«, og at »eleverne får lærere, de ikke kan forstå fra starten«. »Tegnsproget er en konstant udfordring for os, for selv om vi kan det, så er vi ikke så dygtige til tegnsprog som til dansk«, forklarer Svend Erik Hansen. På bekostning af undervisningsfag Jo bedre lærerne er til tegnsprog, jo bedre bliver undervisningen. Derfor er skolerne og lærerne da også hele tiden interesseret i at dygtiggøre sig i tegnsprog. Men det sker på bekostning af de egentlige undervisningsfag, hvilket igen går ud over kvaliteten, fortæller en af lærerne på Fredericiaskolen, Morten Zierau: »Vi får ikke fuldt ud dækket vores udgifter til tegnsprogsundervisning. Vores penge skal dække både kurser i tegnsprog og faglige kurser. Da vi prioriterer tegnsproget højt, må vi lærere for eksempel undvære årskurser i dansk og matematik«. Store fremskridt - trods alt Morten Zierau begyndte som døvelærer i 1966. Dengang var der slet ingen krav om at kunne tegnsprog. Lærerne gik lige ind fra gaden og var henvist til at lære tegnsprog hen ad vejen af børnene og på korte kurser i deres fritid. »Dengang talte vi et barnligt sprog fuld af fraser og klichéer, hvilket fik mange elever til at afvise os. De opfattede det som mangel på respekt«, erindrer Morten Zierau. Han pointerer dermed, at det trods manglende ressourcer og politisk velvilje trods alt er gået markant fremad.