Unge sindslidende føler sig isoleret

Når ungdommen drøner derudad med kærester, fester, rejser og uddannelse, står der en gruppe tilbage. Unge, der er blevet ramt af en sindslidelse. I stedet må de se deres ungdomsliv blive sat på standby eller i værste fald helt køre forbi. Det gør det særligt svært at have en sindslidelse som ung. Det viser en undersøgelse af unge sindslindede, der er lavet af Center for Forskning i Socialt Arbejde for Videnscenter for Socialpsykiatri. »De unge oplever, at systemet ikke tænker på dem som unge, men udelukkende som sindslidende. Det giver en risiko for, at deres ungdomsliv forsvinder, og de bliver fastholdt i en rolle som sindslidende. De får ikke hjælp til for eksempel at finde ud af, hvad de vil med deres liv i forhold til uddannelse og arbejde. Kontakten til jævnaldrende er også begrænset. Det gør det svært for dem at vende tilbage til et 'normalt' live senere, og de kan blive isoleret og ensomme«, siger Edith Nikolajsen, der står bag undersøgelsen. Undersøgelsen baserer sig på interview med 20 unge sindslidende i alderen 15-25 år. Selv om undersøgelsen ikke er dækkende for gruppen, så mener Edith Nikolajsen, at den giver et fingerpeg om, hvilke problemer de unge møder. Behov for samtale De unge oplever, at de tilbud, de får i distriktspsykiatrien, kun fokuserer på, om de skal have mere eller mindre medicin. Men undersøgelsen viser, at de unge mangler en, der kan forstå og tale med dem som mennesker. »Mange unge efterspørger en professionel samtalepartner, der kan forstå dem som unge med behov for et ungdomsliv. De mangler både en, de kan tale med om, hvordan deres sygdom er opstået, men i høj grad også en, der kan pege ud over behandlingssystemet. En, de kan snakke med om, hvordan de bedst begår sig til en fest, og hvilken uddannelse det vil være fornuftig at tage« siger hun. Johanne Bratbo, der er leder af Videnscenter for Socialpsykiatri, mener at undersøgelsen lægger op til, at der tænkes langt mere tværfagligt, og at systemerne indrettes efter de unges behov. »Jeg tror, at det vigtigt, at systemerne taler mere sammen. For eksempel, at man har en kontaktperson, der kan følge en, selv om man skifter fra det ene system til det andet. Det giver en langt bedre kontinuitet«, siger hun Samtalepartner De steder, hvor de unge har haft en kontaktperson, som de har kunnet bruge som samtalepartner, har de oplevet, at de er kommet godt igennem deres sygdom. De er blevet medbestemmende for deres eget liv og har taget ansvar for det. »Det spiller en stor rolle, at systemet er gennemsigtigt, så de unge ved, hvor man kan søge hjælp, men hvor man ikke automatisk bliver gjort til et journalnummer«, siger Johanne Bratbo. For at give de unge bedre muligheder for at komme tilbage til en normal dagligdag mener Edith Nikolajsen, at der skal satses mere på tilbud, der giver de unge bedre muligheder for at have kontakt med det omgivende samfund. »Der er forbløffende mange, som ikke har en plan for beskæftigelse, og som ikke ved, hvad de kan. En væsentlig del af at blive voksen og kunne klare sig selv er, at man er beskæftiget«, siger Edith Nikolajsen. Derfor mener hun også, at det er vigtigt, at væresteder og andre tilbud er rettet mod at støtte til deltagelse i det 'normale' ungdomsliv i samfundet. Noget at stå op til Den holdning deles af Landsforeningen SIND. Martin Jensen, der selv er sindslidende og leder af en gruppe af unge sindslidende under SIND, oplever problemet på nært hold. »Mange ved ikke, hvad de kan eller skal med deres liv. En del får pension, men ender med at sidde i en sofa og drikke øl, fordi de ikke har noget at stå op til om morgenen. Derfor mangler der beskæftigelse for de unge. Det er vigtigt at vide, at man dur til noget og føle, at man er noget værd«, siger han.