Fem sygehusregioner i Norge koster milliarder i underskud

Vandet i glassene sitrer, den obligatoriske grønne plante på sygehusdirektørens kontor virrer med bladene, gulvet snurrer. Den ellers klippefaste grund under Akershus Universitetshospital 20 kilometer uden for den norske hovedstad giver sig. »Det sker to gange om dagen, hvor vi sprænger klipperne væk for at gøre plads til et helt nyt sygehus«, forklarer sygehusdirektør Are Helseth og peger stolt ud mod det byggeri til syv milliarder, der er ved at kravle op over klipperne. Dynamittens daglige hilsen klokken 11 og 17 er småting sammenlignet med de voldsomme rystelser, det norske sygehusvæsen har været ude for. 1. januar 2002 flyttede sygehusene fra fylkerne - det svarer til danske amter - til fem store sygehusregioner med professionelle bestyrelser i spidsen. En model, som i store træk ligner den danske regerings udspil til kommunalreform. Akkurat som i det danske forslag har regionerne i Norge ikke andre opgaver end at drive sygehuse, og set med direktørens øjne har det været tumulten værd: »Vi har fået langt større plads til at fokusere på ledelse og dermed sikre rammerne for den bedste patientbehandling«, siger han, der har en fortid som sygehusdirektør i Akershus Fylke. Og dermed kender fortiden: »Tidligere brugte jeg meget tid på kontakten til politikerne - det var meget hyggeligt, men det var ikke effektivt«, siger Are Helseth. Den norske sygehusrevolution er blevet stærkt kritiseret, fordi økonomien har vist sig ustyrlig, og væsenet har udvist underskud i milliardklassen. En af hovedforklaringerne er dramatisk stigende lønninger, en anden at sygehusene nu hovedsageligt henter deres betaling i stykpris pr. behandling. Det har øget antallet af behandlinger betragteligt, og det kan ses på ventetiden, som på Akershus Universitetshospital er faldet fra 148 til 72 dage. Samtidig er også overbelægningen væk. Det har kostet Sundhedsminister Dagfinn Høybråten erkender, at reformen har kostet i tillægsbevillinger, men har også en undskyldning for de røde tal: »Økonomien var allerede skæv, da reformen blev indført, så det er en del af forklaringen. Naturligvis skal sygehussektoren i økonomisk balance, og det skal ske senest i 2005«, siger han, hvis parti Kristeligt Folkeparti var imod regionerne. »Men nu er der ingen vej tilbage - vi kan ikke pille reformen op nu«, siger han, der dog også ser en række fordele ved systemet. »Vi har ganske vist ikke fuldstændig styr på økonomien endnu, men pengene er jo ikke forsvundet. Patienterne har fået behandling«, siger Dagfinn Høybråten. En af metoderne til at holde underskuddet i ave er at mindske stykprisøkonomien på sygehusene. Hidtil har sygehusene fået 60 procent af deres indkomst ved at sende regninger for hver eneste behandling til staten. Fremover skal sygehusene kun hente 40 procent af budgettet hjem via takster. På forhånd var modstanderne af reformen bange for, at sygehusene ville blive for kommercielle og kun tænke i, hvad der kan faktureres. Sygehusdirektøren afviser og understreger, at sygehusene ikke har fået total frihed, men er under konstant overvågning og fortsatte krav fra sundhedsministeriet. »For eksempel har vi fået besked på at øge indsatsen for psykisk syge, og at vi skal få 30 procent mere ud af vores ansatte. Det bliver en udfordring«, siger han. De mange regninger, som nu er afgørende for at hente penge hjem, har ifølge sygeplejerske Janne Sonerud betydet mere papirarbejde. »Vi har løst det ved, at nogle af vores medarbejdere har fået særlig efteruddannelse på det punkt, så ikke alle skal bruge tid på det«, siger hun, der er assisterende afdelingschef på medicinsk afdeling. I Danmark er det tanken at udstyre regionerne med folkevalgt ledelse, mens nordmændene har valgt helt at sætte lokalpolitikerne uden for døren. Demokratisk underskud, lød kritikken på forhånd, men den afvises både lokalt og landspolitisk: »Hvad skulle der være udemokratisk ved, at ministeren nu har eneansvaret«, spørger sundhedsminister Dagfinn Høybråten en anelse stødt. Han betragter det som en indlysende fordel, at befolkningen nu har én adresse når de er utilfredse. »Nu peger flasken kun ét sted hen, og det har ganske vist givet lidt flere enkeltsager på mit bord«, siger han, der dog mener, at den politiske indblanding i sygehusanliggender er langt mindre end tidligere, hvor politikerne i de 19 fylker styrede.