Grosbøll skiller vandene i folkekirken

Ganske vist har forløbet omkring sognepræsten fra Taarbæk været for langsomt, rodet og tøvende, men i det mindste er det ved at ende godt. Thorkild Grosbøll er på vej ud af folkekirken, hvor han heller ikke hører hjemme, hvis vi overhovedet mener noget med kristendommen. Mange andre præster burde følge efter, for selv om det bliver en smertelig proces, så er det på høje tid at rydde op. Henrik Højlund, sognepræst i Løsning og Korning i Østjylland og aktiv i kirkedebatten hilser de seneste dages udvikling omkring Grosbøll velkommen. Han øjner håb forude om at folkekirken kan få luftet ud og få klarhed over den tro, der ellers har trange kår i den danske kirke. »Det er jo svært at glæde sig over så sørgelig en sag, men det er jo ikke et øjeblik for tidligt at biskoppen reagerer. Jeg synes ikke, det er spor synd for Grosbøll, for han har selv placeret sig i den situation. Problemet er naturligvis, at manden ikke tror«. Ikke den eneste Og Grosbøll er slet, slet ikke den eneste, ved Højlund godt. Taarbækpræsten siger blot hvad masser af andre præster siger, tænker, tror og prædiker, hvad der ikke gør sagen mindre alvorlig, for det betyder bare, at der ligger et stort arbejde forude. »Jeg må jo være ærlig og sige: Lad os så se at komme i gang med at rydde op. Lige nu har vi endelig en anledning til at teste grænserne i folkekirken. Det kan blive frugtbart kaos, og hvis det kommer til at gøre frygteligt ondt på organisationen og på en lang række præster, så tager vi det med. Helt sikkert. Det er givet, at det vil være uendeligt smertefuldt at begynde at grave i dette. Ligene vil dukke op, men lad os nu få det gjort. Der er ikke andre veje frem, hvis folkekirken ikke skal dø«. Højlund afviser pure, at der er tale om en inkvisition. Slet ikke, siger han. Det drejer sig om at prøve efter, hvad kristendommen virkelig er. »Er det kristendom, folkekirken skal forkynde og stå for, eller er det religion i bredere forstand? Er det en folkereligion, altså folkereligiøse fornemmelser, vi skal forkynde? At stille det spørgsmål har intet med inkvisition at gøre, for den var en helt og anderledes forfærdelig historie«, siger han og håber på, at Grosbøll-sagen ender med en gejstlig læresag. Ikke at Højlund er begejstret for en præsteret, men den er lige nu det mindste onde, og i det mindste kridtes banen op til en åben debat, der igen kan vække folkekirken til live. »Folkekirken er ved at dø i tandløs ligegyldighed. Den er tæt på at være Statens Offentlige Religionsservice. På papiret er det endnu ikke helt sådan, og det er derfor at jeg stadig kan være her med nogenlunde god samvittighed, fordi jeg kan kæmpe for det, den er på papiret. Men i realiteten svinder indholdet, og det er det, som Grosbøll-sagen er udtryk for«. Klar melding Når sognepræst Lars Tjalve fra Asminderød nu har markeret sin støtte til Grosbøll ved at ville holde én af hans prædikener i sin kirke på søndag, så kan Højlund godt mobilisere respekt for, at nogle melder så klart ud. »Det er som tågerne forsvinder lidt, og luften bliver lidt klarere. Nu kigger vi hinanden i øjnene og spørger, hvad vi egentlig går og siger. Hvad står vi for? Det gør Grosbøll, og det gør Tjalve nu. Ærligt er det jo, selv om det også er helt hen i vejret, for det hænger overhovedet ikke sammen med, hvad man skal som præst. Men lad os få kortene på bordet. Det kan være endnu et led i testen«, siger han. Konfliktsky er Højlund på ingen måde. Vandene må hellere end gerne dele sig, og det er ikke det vigtigste for folkekirken at fastholde rummeligheden. Han vil næsten takke Grosbøll for, at tågen og grumset kommer frem i lyset. »De seneste par generationer er det gået meget stærkt i en udvikling væk fra den klassiske kristendom. Lige nu er vi rigtig, rigtig langt ude i tovene, men vi er altså en del, der endnu ikke helt har opgivet folkekirken, og vi kæmper og tror og beder og slås og trygler og tigger for vores liv«. »Vi kæmper jo selv og er selv anfægtet af de samme kilder som en Grosbøll. Han har bare overgivet sig og har fundet ro i moderniteten og i tvivlen. Det er blevet hans ståsted, og der vil jeg ikke være, for så er det ikke længere tro. Så er det vantro«. Er Grosbøll vantro?

»Det er han, hvis man skal tage ham på ordet. Det tør jeg godt sige højt«.