Ny Lykketoft-film fokuserer på pressen

Endelig fik kampagnen en smule medvind. Socialdemokraternes formand Mogens Lykketoft havde netop overstået endnu en valgduel mod statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i Århus. Det var gået godt, mente Lykketoft, hans rådgivere og faktisk også store dele af pressen. De sidder sammen på Lykketofts hotel i det indre Århus, drikker øl og nyder den gode stemning. Lige indtil TV 2/Nyhederne går i luften. Journalist Svenning Dalgaard når i sin kommentar frem til, at Fogh vandt. Humøret på hotellet daler. Spindoktor i øret på TV 2 Lykketoft skælder og smælder. Han fortæller, at statsministerens spindoktor Michael Kristiansen har stået og talt og talt ind i Dalgaards øre, kort inden Svenning Dalgaard skulle komme med sin vurdering af duellen direkte på tv. Næste morgen gentager Lykketoft sin vrede i bussen på vej til et nyt arrangement. Kameraet drejer over mod en af Lykketofts to faste spindoktorer, Morten Boye, der drejer hovedet og kigger ud af vinduet. Hverken han eller spinkollega Morten Rud havde lavet spin over for Svenning Dalgaard. Scenen er med i den nye film 'Lykketoft Finale', der får premiere torsdag, og som bliver sendt på DR 2 på søndag. Den er lavet af instruktør Christoffer Guldbrandsen, som også stod bag filmen 'Fogh bag facaden'. Op og nedture Filmen handler om Mogens Lykketofts kamp for at blive statsminister, og følger ham særdeles tæt gennem alle valgkampens tre uger. Opture og nedture. Mest det sidste, af indlysende årsager, og scenen fra Århus fortæller om en socialdemokratisk valgmaskine, der slet ikke var på samme niveau som Foghs. Oveni svigter de gamle politiske alliancer i partiet - Poul Nyrup Rasmussen og Svend Auken. Nyrup kunne Lykketoft slet ikke komme i kontakt med under valgkampen, og i filmen siger han, at kommunikationen med Nyrup foregår »lidt indirekte«. Nyrup holder sin popularitet for sig selv - langt væk fra Lykketofts rækkevidde trods partiets dybe krise. Det er omgivelserne. Noget andet er Lykketoft selv. Midtvejs i valgkampen er Mogens Lykketoft i tog på vej rundt i landet. Han sidder med adskillige søjlediagrammer, som skal fortælle om Foghs velfærdsløfter til 24 milliarder kroner. Han gør Ekstra Bladets Michael Jeppesen, der skriver til bladets bagside, opmærksom på alle sine tal. Jeppesen svarer ironisk og uimponeret, at al den talgymnastik måske er en anelse for simpelt til hans læsere. Senere falder de to umage størrelser - som sjovt nok kommer ganske tæt på hinanden som valgkampen skrider frem - i en ny dyb samtale. Jeppesen mener, at Lykketoft burde starte et parti for de elitære. Lykketoft aner godt sin svage side og forklarer, at hvis elitær betyder, at man forsøger at få de dybere sammenhænge med, så har han intet imod prædikatet. Senere i filmen er Lykketoft havnet blandt en kreds af journalister, og igen er hans indviklede politiske budskaber temaet. Men Lykketoft forsøger at vende den rundt. Det er pludselig blevet positivt, fordi Lykketoft ikke er villig til at »forenkle« de politiske budskaber. »Kan du ikke tabe på det«, spørger journalist Lasse Ellegaard fra Ekstra Bladet. »Jo«, svarer Lykketoft oplagt. Glemt er - og det gør filmen også - at Lykketoft såmænd forsøger sig med samme enkle budskaber dér, hvor det er lykkedes partiet at tænke sig frem til dem. Oplagt eksempel er forslaget om en maksimal betaling på 1.000 kroner til børnepasning. Børnhave uden interview Filmens klimaks er et besøg i en børnehave sammen med den svenske statsminister Göran Persson. Mens Persson går ind i børnehaven, bliver Lykketoft stående udenfor. Hans rådgivere har sagt ja til et interview med TV 2 til nyhederne klokken 12.00, der har ganske få seere. Lykketoft står og venter i 12 minutter, uden at journalisten får forbindelse igennem og opgiver interviewet. Persson er i mellem tiden færdig, og så lyder det fra børnehaven: »Göran var den eneste, som gad gå rundt og tale med børnene«. Lykketoft slår magtesløs ud med armene: »De har snydt mig«. Filmen bruger meget energi på pressens rolle. Specielt fokuserer den på TV 2, som hver morgen kun spurgte til de historisk dårlige meningsmålinger. »Det tager taletid«, svarer Lykketoft frustreret, der, så længe det kun handler om målinger, ikke kan tale om sine politiske budskaber. Filmen slutter med de bevægende scener nede på Jazz House, hvor S holdt sin valgfest. Lykketoft har holdt sin tale og er på vej hjem. På vej ud hører han i fjernsynet en kommentator sige, at det var så Lykketofts tid. Så er det en sejlivet Lykketoft siger slutreplikken: »Jeg er dog stadig med i parlamentet«.