Skjulte forsvaret oplysninger om tortur i Afghanistan?

Vejene var hullede og fulde af mudder. Vinteren havde ikke sluppet sit tag i Afghanistan. Inde i de pansrede militærbiler sad den daværende forsvarsminister Svend Aage Jensby (V) med en delegation fra Danmark. De kørte fra den afghanske hovedstad Kabul. På vej mod en hemmelig destination. Det var i slutningen af februar i 2002 - kun få måneder efter Taleban-regimets fald. Ministeren var på besøg for med egne øjne at se forholdene i det krigshærgede land. Og for at hilse på de danske soldater. Hemmelig operation Nu var turen kommet til de danske specialstyrker - 102 mand fra Jægerkorpset og Frømandskorpset - som sammen med elitesoldater fra syv andre lande jagtede Talebanfolk og al-Qaeda-militser i det sydlige Afghanistan. I en hemmeligstemplet operation. Efter flere timer kom delegationen til en mørkelagt, amerikansk flyveplads, hvor en del af elitestyrkerne boede i et par store telte. Efter et kort besøg blev ministeren fløjet til Camp Mjølner. Specialstyrkens hovedbase i Kandahar det sydlige Afghanistan. Men én dansk soldat fik ikke lov at møde ministeren. Han havde været udlånt som tolk til den amerikanske fangelejr - Camp Kandahar Detention Center. Kun 800 meter fra den danske lejr. Tolken holdt på afstand Ifølge Politikens kilder holdt en mand fra Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) bevidst tolken væk fra ministeren. Og i forbindelse med ministerens besøg blev tolken eskorteret ud af lejren af amerikanske soldater og sat ind i en amerikansk helikopter, som fløj til en amerikansk base uden for Afghanistan. Herfra blev han fløjet videre til Frankfurt, hvor en FE-mand hentede ham. Sammen rejste de til Københavns Lufthavn, hvor han blev ført uden om den normale paskontrol og ind i et rum. Her fik tolken præsenteret en formular. Han læste den ikke, men fik at vide, at den fastslog, at han ikke måtte fortælle andre om de ting, han havde oplevet i Kandahar.Tolken skulle senere blive en del af en meget mystisk sag. Som først kom til offentlighedens kendskab over to år efter, at han blev hjemsendt. I juni sidste år kom den nye forsvarsminister Søren Gade (V) med en opsigtsvækkende meddelelse: Forsvaret ville undersøge en dansk tolks anklager om, at amerikanske soldater mishandlede fanger under tolkens ophold i lejren. Auditørkorpset undersøgte sagen og konkluderede efter seks måneder i januar i år, at tolkens anklager »ikke er blevet bekræftet hverken fra amerikansk eller dansk side«. Men selve rapporten om undersøgelsen blev efter aftale med amerikanerne hemmeligstemplet. Ikke informeret om anklage Og så sent som i onsdags erklærede den tidligere leder af de danske specialstyrker i Afghanistan, oberstløjtnant Frank Lissner, på et møde med Folketingets Forsvarsudvalg, at han dengang ikke blev informeret om anklager om fangemishandling. Men det tror Enhedslistens forsvarsordfører Frank Aaen ikke på. Han har fået adgang til at læse den fortrolige auditørrapport, og det har fået ham til at sende et usædvanligt skarpt brev til forsvarsminister Søren Gade. I brevet til forsvarsministeren skriver Frank Aaen: »Det er min opfattelse, at de danske militære myndigheder, herunder den danske styrkechef i Afghanistan og Forsvarets Efterretningstjeneste, bevidst har undladt at rapportere om dem bekendte anklager om fangemishandling gennemført i Kandahar-lejren i januar/februar måned 2002«. Og Frank Aaen siger, at det må få konsekvenser. Han kræver en ny undersøgelse af sagen: »Det skrækkelige var, at det danske militær ikke tog anklagerne alvorligt, men lagde låg på. Og derved mistede vi en mulighed for at være med til at stoppe den udvikling, vi nu alle kender efter skandalerne i Abu Ghraib i Irak«. Rapport bør offentliggøres Desuden ønsker Enhedslistens forsvarsordfører, at den hemmelige auditørrapport bliver offentliggjort, så folk selv kan vurdere sagen. Tolken har afvist at deltage i denne artikel. Han ønsker ikke, at sagen bliver omtalt i medierne. Politiken har talt med flere andre kilder med kendskab til forløbet og kan i dag beskrive tolkens sag med adskillige afgørende detaljer, som indtil nu har været hemmeligholdt. De nye oplysninger rejser adskillige spørgsmål om især oberstløjtnant Frank Lissner og Forsvarets Efterretningstjenestes rolle i sagen. Spørgsmålet er, om tolkens anklager bevidst blev skjult for både forsvarsministeren og auditørkorpset. Sparkede tænder ud på mand Ifølge Politikens kilder indberettede tolken konkrete overgreb til Lissner og FE. Blandt andet at han så, hvordan amerikanske soldater sparkede tænderne ud på en gammel mand. Det er i modstrid med Frank Lissners forklaring, som han senest gentog, da elitestyrkerne i denne uge inviterede pressen indenfor på Flyvestation Aalborg: »Jeg besigtigede fangelejren, men jeg hørte ingen rygter om mishandlinger eller tortur, og jeg blev heller ikke informeret om, at fanger skulle være udsat for tortur eller mishandling«, sagde han til Jyllands-Posten. Frank Lissner har ikke ønsket at udtale sig yderligere til Politiken. Indberetningspligt Forsvarsminister Søren Gade bekræfter nu, at tolken rent faktisk orienterede Frank Lissner om en torturanklage allerede i januar og februar 2002. Det skete på et møde mellem Lissner og tolken, hvor også en amerikansk generalmajor deltog. »Der har været et møde dernede, hvor der var en påstand om, at en ældre mand havde fået skader. Spørgsmålet var så, om skaderne var opstået i lejren, eller før fangen kom til lejren. Og konklusionen på mødet var, at han havde fået skaderne før lejren«, siger forsvarsministeren. Men oplysningerne nåede aldrig til Forsvarskommandoen, og Søren Gade erkender da også, at »man altid kan spørge sig selv, om det skulle have været rapporteret hjem«. Alligevel vil han ikke foretage sig noget og afviser at offentliggøre auditørrapporten. Men hvis der kommer nye oplysninger i sagen, vil ministeren dog overveje en ny undersøgelse. Kendte til anklage Forsvarschef Jesper Helsø vil heller ikke umiddelbart foretage sig yderligere, selv om også han siger, at Frank Lissner kendte til tolkens torturanklage: »Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at Frank Lissner formentlig har kendskab til, at der er en sag med en gammel mand. Men det er ikke det samme som at sige, under hvilke omstændigheder den gamle mand kom til skade«. Den generelle procedure i den slags sager ligger ellers helt fast, forklarer chefen for militærets auditørkorps, generalauditør Per Lichtenstein. »Hvis det er strafbare forhold, og den overordnede prøver at skjule det, så vil det efter omstændighederne også være strafbart. Så har den overordnede også begået en pligtforsømmelse, hvis han ikke bringer det videre. Det er ikke til diskussion«, siger generalauditøren. Det gælder også, selv om overgrebene begås af et andet lands soldater, et land Danmark er i koalition med: »Så er det en lignende situation. Hvis en dansk officer overværer, at en koalitionspartner har banket en person, de har taget til fange, så skal den pågældende danske officer også indberette det op i sit eget system med henblik på, at man på højere niveau må meddele, at der skal indledes en undersøgelse. Det skal så ske i samarbejde med den pågældende koalitionspartner«, siger Per Lichtenstein. Kan tiltales Han peger på, at hvis der er »kød nok på sagen«, skal en soldat eller officer, som svigter sin indberetningspligt, tiltales for pligtforsømmelse efter paragraf 15 i den militære straffelov. Til gengæld afviser generalauditøren at kommentere, om oberstløjtnant Frank Lissner og Forsvarets Efterretningstjeneste i den konkrete sag med tolken har levet op til indberetningspligten. Han henviser til, at »vores rapport er hemmeligstemplet«. Men burde I ikke have fået overdraget anklagerne på et tidligere tidspunkt? »Præcis de oplysninger er også hemmeligstemplede«. Men hvorfor har I ikke afhørt tidligere fanger, som kunne belyse sagen? »Vores mandat er kun at vurdere, hvorvidt danske soldater har begået noget strafbart. Vi har ikke jurisdiktion til at undersøge amerikanske soldater«. Heller ikke Forsvarets Efterretningstjeneste ønsker ifølge presseofficer Ole Toft at kommentere sagen. Dårlig undskyldning Pressechef Stig Nielsen fra Amnesty International i Danmark kalder militærets forklaring for en »dårlig undskyldning«: »Siden september 2001 har der været adskillige vidnesbyrd om tortur og mishandling af fanger i Kandahar Detention Center. Informationerne er tilgængelige på internettet, og vi har sendt rapporter ind til det danske udenrigsministerium«. Fik høj status Tolken blev uddannet til soldat lige inden den amerikansk-ledede koalitions krig mod Taleban-styret i slutningen af 2001. Han var venligt stemt over for USA og ønskede at gøre en forskel. Så efter rekruttiden meldte han sig til Danmarks Internationale Brigade. Da han på grund af sine sprogfærdigheder kunne bruges i Afghanistan, blev han 9. januar 2002 sendt med de danske specialstyrker til landet. Som den første opgave byggede de danske soldater lejren Camp Mjølner meget tæt på den amerikanske fangelejr ved Kandahars lufthavn. De 102 danske elitesoldater var sammen med specialstyrker fra andre lande en del af en hemmelig militærstyrke kaldet Task Force K-Bar efter navnet på en amerikansk militærkniv. Det var de berømte amerikanske elitesoldater Seals, som ledede styrken, der i alt bestod af 1.300 operationelle elitesoldater og 1.500 soldater i støttefunktioner. Styrken fik ansvaret for 19 forskellige områder, spredt ud over Afghanistans ørkener og bjerge. Danskere i venteposition Operationsområderne var store. Styrkens patruljer opererede omkring 400 kilometer fra hovedbasen ved lufthavnen. Ud over at jage Taleban- og al-Qaeda-militser skulle specialstyrkerne samle oplysninger om tunneler, huler og andet af efterretningsmæssig værdi. Men i begyndelsen af missionen blev de danske elitesoldater ofte i venteposition på basen, mens andre landes specialstyrker rykkede i felten. Derfor blev tolken udlånt til de amerikanske styrker, som manglede dygtige tolke. Ifølge Politikens kilder opnåede han ret hurtigt en høj status hos de amerikanske soldater, som stolede så meget på ham, at de indimellem lod ham afhøre mistænkte Taleban- eller al-Qaeda-folk helt alene. Derefter var det op til FBI-agenter eller militære efterretningsofficerer at vurdere, om fangerne skulle overføres til Guantánamo på Cuba. Forfærdet over metoder Men tolken blev forfærdet over amerikanernes forhørsmetoder. Fangerne ankom til afhøringer iført lænker om hænder og fødder. De sad ofte bøjet i stressfremkaldende stillinger og blev slået og sparket, mens de lå med hovedet i jorden. Han opnåede dog hurtigt så meget indflydelse, at han under sine egne afhøringer kunne sige til amerikanerne, at han ikke ville arbejde med fanger iført lænker. Men når han assisterede amerikanske afhøringsofficerer under afhøringer, skete der voldsomme overgreb. En dag blev en ældre mands tænder sparket ud. Og tolken fik at vide, at en amerikansk soldat under en afhøring tæskede en fange så meget, at han bagefter blev nødt til at slå ham ihjel. Kendte ikke navne Som en del af forhørsproceduren kendte den danske tolk ikke de amerikanske afhøringsofficerers navne. Ligesom ham selv optrådte de uden navn og rang. Det bekræftes af den frigivne danske Guantánamo-fange, Slimane Hadj Abderrahmane, som tilbragte sin første tid i fangenskab i lejren i Kandahar. Slimane blev afhørt fire gange af den danske tolk, og han opfattede ham som en »intelligent og rolig person«: »Han vidste en masse om mig. Hvis der var nogle huller i mine forklaringer, gennemskuede han mig. Det var tydeligt ud fra vores samtaler, at han gik ind for, at der skulle skabes demokrati i Afghanistan, og at han var på de godes side, mens jeg var på de ondes side«. Tæsk og kulde Tolkens oplevelser i Kandahar stemmer overens med tidligere fangers forklaringer til menneskerettighedsorganisationer som Human Rights Watch (HRW). Fangerne blev som regel fløjet til fangelejren ved lufthavnen med bind for øjnene. En pakistansk fange forklarede HRW, hvordan fangerne blev hevet ud af flyet og smidt ind i en militærbil. Fremme i lejren blev de anbragt i et rum, og taget ind til afhøring. »Mine hænder var lagt i håndjern, og dér blev jeg tæsket for første gang af amerikanerne. De lagde mig på et bord med ansigtet ned i bordpladen, mens to personer holdt mig. En holdt mig i nakken, den anden i fødderne. Begge pressede mig hårdt mod bordet, mens to andre slog mig på min ryg, mine lår og arme med knytnæver og albuer«, fortalte fangen. Tæskene varede fem-seks minutter. Og så begyndte en halv times afhøring. Den pakistanske fange kom til fangelejren i Kandahar i begyndelsen af 2002. På samme tidspunkt, hvor den danske tolk var med til at afhøre fanger. Fysisk afstraffelse De fem rækker med hytter i fangelejren var altid badet i projektørlys. I hver barak kunne der være ti fanger. De sov direkte på trægulvet, og om dagen måtte de kun tale sammen to og to. Der var mange regler. Hvis de blev brudt, var der fysiske sanktioner. »Det var ikke tilladt at tale eller dække vores ansigter eller hænder under tæppet, når vi skulle sove. Hvis en fange brød reglerne, blev han straffet«, fortalte den pakistanske fange. Med hænderne bag hovedet skulle fangen sidde på knæ en halv time: »Jeg blev selv straffet to gange, fordi jeg dækkede mine hænder og mit ansigt med et tæppe«. Hver fange havde et nummer viklet om håndleddet, og vagterne tjekkede numrene mange gange i løbet af døgnet. »De forstyrrede vores søvn flere gange i løbet af natten«, forklarede han. Slået af vagter Som andre fanger i lejren blev pakistaneren senere overført til Guantánamobasen, inden han blev løsladt i 2003. Også den frigivne danske fange, Slimane Hadj Abderrahmane, bekræfter, at amerikanerne gav fangerne tæsk. Han blev selv slået - og så andre fanger med iturevne dragter, opsvulmede læber og blodige næser. Fangernes beskrivelser understøttes af beretningerne fra en K-Bar-operation 24. januar 2002 i en lille by nord for Kandahar. Her foretog amerikanske styrker en operation, hvor de ved en fejltagelse kom til at skyde 19 afghanske militsfolk, som støttede den USA-venlige præsident Hamid Karzai og egentlig var deres allierede. To dræbte fanger blev fundet med hænderne bundet sammen på ryggen med hvide plastikbånd med indskriften 'Made in USA'. Human Rights Watch har bedt den amerikanske regering om at undersøge sagen. Samtidig blev 27 andre afghanere ført til den fangelejr i Kandahar, hvor tolken arbejdede. Da de blev løsladt, skrev de amerikanske aviser Washington Post og Los Angeles Times detaljerede artikler om den fejlslagne operation. Adskillige fanger fortalte, at de blev slået bevidstløse og fik sparket tænder ud. »De trampede hen over vores rygge, som om vi var sten«, fortalte Abdul Rauf til Washington Post. Erkendte fejl Ifølge en rapport fra Human Rights Watch fortalte en gammel mand, at han var blevet slået bevidstløs af amerikanske soldater. I dag har det amerikanske forsvarsministerium, erkendt, at man skød de forkerte og udbetalt 1.000 dollar i erstatning til hver af de dødes familier. Men de undersøger i dag stadig anklager om mishandling af fanger i lejren i Kandahar: »Vi har gennemført omfattende undersøgelser, og straffende foranstaltninger tager tid«, skriver Pentagon i en e-mail til Politiken. Indberettede tortur Den danske tolk fik nok af fangelejren. Især efter oplevelsen med den ældre mand, som fik sparket tænderne ud - og historien om den amerikanske soldat, der havde dræbt en fange. Ifølge Politikens kilder fortalte tolken under en briefing med andre danske elitesoldater, at han havde hørt amerikanske soldater sige, at det er i orden at skyde fanger, hvis de tidligere har skudt på amerikanerne. Som dansk soldat er man forpligtet til at indberette overgreb mod fanger. Og ifølge Politikens kilder var det netop, hvad tolken har forklaret, at han gjorde. Han gik til en trestjernet amerikansk general og fortalte om episoden med fangen, der var blevet skudt. Generalen lovede, at sagen ville blive undersøgt, og at han ville sætte en major på sagen. Men det skete ikke. Derfor gik tolken til sin overordnede og bad ham om at gribe ind. Han fortalte officeren, at amerikanske soldater truede fanger med, at de ville blive skudt. Desuden fortalte han en mand fra Forsvarets Efterretningstjeneste om episoden med den gamle mand. Senere forklarede tolken, at han følte sig truet, fordi en FE-mand fortalte ham, at amerikanerne ikke ville lade ham komme levende hjem, fordi han havde sladret. Lovede at undersæge sagen Ifølge Politikens kilder fik tolken endnu et møde med en højtstående amerikansk officer, denne gang chefen for det amerikanske marinekorps på basen. Frank Lissner var med til mødet og her skal den amerikanske officer have sagt, at det var godt, at tolken indberettede sagen, og at amerikanerne ville undersøge anklagerne. Men intet skete. Og i frustration bad tolken om at blive hjemsendt. Men det blev afvist med henvisning til, at hans kontrakt med forsvaret først udløb flere måneder senere. Alligevel sendes han pludselig hjem 28. februar 2002. Kort før den daværende forsvarsminister Svend Aage Jensbys besøg. Få måneder efter vendte de danske specialstyrker hjem, fordi K-Bar styrkens opgave var slut. I december sidste år modtog alle otte landes special styrker i Task Force K-Bar en af de højeste amerikanske udmærkelser - Presidential Unit Citation - for kampene i Afghanistan i de første seks måneder af 2002. Det var den tidligere chef for de danske elitesoldater i Afghanistan, Frank Lissner, der modtog udmærkelsen på Danmarks vegne under overværelse af den amerikanske præsident George W. Bush. Men ellers var missionen stadig hemmelig. Og glemt var anklagerne om mishandling af fanger. Mentale problemer Efter hjemkomsten i slutningen af februar 2002 fik den danske tolk psykiske mén af sine oplevelser. Og i juli året efter begyndte han i behandling hos en psykolog hos Forsvarsakademiet på Svanemøllen Kaserne og fik udskrevet medicin. Men selv om han fortalte om sine anklager mod amerikanske soldater, blev forsvarets ledelse stadig ikke orienteret. Denne gang med henvisning til psykologens tavshedspligt. Først da tolken anlagde erstatningssag mod militæret, blev Forsvarskommandoen opmærksom på sagen i begyndelsen af 2004. Men i et skriftligt internt svar til Forsvarskommandoen afviste den tidligere chef for specialstyrken, oberst Frank Lissner, anklagerne om tortur i Kandahar. Derfor blev hverken forsvarschef Jesper Helsø eller forsvarsministeren orienteret. Som Forsvarskommandoens pressechef, oberstløjtnant Hans-Christian Mathiesen, senere forklarede: »Her har vi at gøre med en mand, som er under behandling, og så er der ikke i udgangspunktet grund til at fæstne lid til hans beskyldninger«. Mishandlinger kom frem Men da den frigivne danske fange fra Guantánamo, Slimane Hadj Abderrahmane, i juni sidste år i en bog fortalte om tolken, der havde afhørt ham i fangelejren ved Kandahar, kom der skred i sagen. På det tidspunkt var amerikanske soldaters mishandlinger af irakiske fanger i det berygtede Abu Ghraib-fængsel kommet frem. Offentligheden hørte nu for første gang om den danske tolks anklager, og den nye forsvarsminister Søren Gade ville have sagen undersøgt. Som Gade selv udtrykte det: »Jeg har fået oplysningerne som en sidebemærkning i forbindelse med oplysningerne fra Guantánamofangens bog«. Men da auditørundersøgelsen var færdig et halvt år senere, blev sagen droppet. Med henvisning til, at tolkens anklager ikke kunne bekræftes. Vicegeneralauditør Niels Christiansen ledede undersøgelsen og konkluderede: »Jeg skal jo vurdere det her som en ganske almindelig straffesag, og om jeg kan komme videre som militær anklager eller hjælpe amerikanerne til at gå videre. Men som det ser ud nu, kan jeg ingen af delene«, sagde Niels Christiansen. Pressemeddelelsen var meget kortfattet. Det fremgik, at to amerikanske officerer, som tolken samarbejdede med, var blevet afhørt af amerikanske myndigheder. Den ene officer var hans umiddelbare chef, og han har ikke bekræftet tolkens historie. Hemmeligstemplet Tolkens opgaver skulle »bestå i oversættelse af beslaglagte dokumenter og lignende. Det må formodes, at han i nogle tilfælde også deltog i afhøringer«, skrev auditørkorpset. Vicegeneralauditør Niels Christiansen erkendte, at det kunne virke underligt, at korpset efter et halvt års undersøgelse ikke kunne svare præcist på, hvad tolkens arbejdsopgaver var. »Men jeg har ingen oplysninger om afhøringernes omfang eller art. Det er det, der er mit problem«, svarede han. Sagen var slut - og auditørrapporten hemmeligstemplet. Imens var tolken flyttet til et andet land, fordi han frygtede for repressalier. Men for to måneder siden kom det frem, at han havde været udsat for et mystisk indbrud på sin nye adresse i december sidste år. Og kun materiale om opholdet i Afghanistan var stjålet. Tolken lever fortsat på en hemmelig adresse, fordi han føler sig truet. Det amerikanske marineauditørkorps har forsøgt at komme i kontakt med ham, men han ønsker ikke at deltage i flere afhøringer.