Forsvarschef Jesper Helsø og chefen for Hærens Operative Kommando (HOK) Poul Kiærskou forberedte grundigt deres vidneudsagn sammen, før de skulle i retten i sagen mod efterretningsofficer Annemette Hommel. Dagen før de skulle vidne hver for sig i retten for tre uger siden, mødtes de to topchefer med Forsvarskommandoens pressetjeneste og gennemgik de spørgsmål, som anklager Benny Holm Frandsen og forsvarsadvokat Ebbe Mogensen forventedes at stille. Professor: Uheldigt Det er en usædvanlig fremgangsmåde. Selv om et vidne ifølge retsplejeloven må »opfriske sin viden om sagen, inden han møder i retten«, må vidner ikke afstemme deres forklaring efter hinanden. Derfor må et vidne heller ikke høre andre vidners forklaring i retten, før vidnet selv har været i vidnestolen. Ifølge juraprofessor Eva Smith fra Københavns Universitet er det uheldigt, hvis de to topchefer er blevet enige om den samme forklaring: »I princippet bør man som vidne ikke snakke med andre om det. Man skal ransage sin egen hukommelse og komme med sin egen forklaring. Derfor er det uheldigt, hvis to vidner kommer med to nærmest enslydende forklaringer, hvis de ikke har været enige, før de snakkede sammen. Men hvis de har ønsket at få belyst sagen, er der juridisk ikke noget galt«. Pressechef: Ingen har afstemt forklaringer Pressechef Hans-Christian Mathiesen fra Forsvarskommandoen erklærer, at det ikke var meningen at afstemme de to chefers forklaring. »Det ville jo være i strid med retsplejeloven. Men det er rigtigt, at Helsø og Kiærskou har forberedt sig sammen. Sagen er kompleks og ligger et stykke tilbage i tiden. Derfor har jeg og mine medarbejdere forberedt dem på, hvad de kunne risikere at blive spurgt om. Men de har ikke afstemt deres forklaringer, for de skal jo svare i overensstemmelse med sandheden«, siger han. Skældt ud Oplysningerne kom frem mandag i Københavns Byret, hvor efterretningsofficer Annemette Hommel er anklaget for mishandling af irakiske fanger. Her fortalte hendes forsvarer Ebbe Mogensen, at Hommel var blevet ringet op af chefen for Forsvarsakademiet, Karsten Møller, der fortalte, at han var blevet skældt ud, fordi han ikke havde afstemt sit vidneudsagn med militæret. Generalmajor Karsten Møller bekræfter oplysningerne: »Jeg har haft en samtale med nogle kollegaer, som ikke var enige i mit vidneudsagn«, siger han. Skarp kritik Netop Karsten Møller var som vidne for halvanden uge siden meget skarp i sin kritik af forsvarets ledelse. Han fremførte, at Hommel aldrig skulle have været afhøringsleder i første halvdel af 2004 i Irak, fordi hun havde gennemgået de såkaldte Powex-øvelser, hvor man bevidst overtrådte krigens love. »Der har ikke været udvist rettidig omhu i denne sammenhæng«, erklærede han. Ulovlig sletning af dokument Samtidig sagde han, at han opfattede det som »decideret ulovligt«, at en presseofficer i Hærens Operative Kommando i slutningen af juni sidste år slettede en mail med to afslørende dokumenter fra sin tjenestecomputer. Mailen viste, at HOK kendte til anklager om fangemishandling, tre uger før auditørkorpset blev informeret - og en måned før Hommel blev hjemsendt.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























