Overlevende fra Khao Lak: »Havet er ikke det samme længere«

Martin Middelfart har altid respekteret havet. Han voksede op i Nordjylland med Vesterhavet som nabo og oplevede, hvordan en vinterstorm kunne rive huse i vandet og oversvømme gaderne. Men han elskede også havet og boltrede sig i bølgerne med sine søskende. I dag får Martin ingen positive associationer af at se ud over vandet. Havet er ikke længere det samme. Det var tæt på at tage hans liv, hans datters liv og hans kones liv, da tsunamien slog mod den thailandske kyst. Ønsker ikke havudsigt »Havet er ikke for mig, hvad det var engang. Jeg er vokset op med det, men når vi i øjeblikket er ude og se på hus, er vi helt enige om, at det ikke skal være med havudsigt. Det skal helst være inde i landet og oppe på en bakke, hvor vandet ikke kan nå«, siger Martin Middelfart. »Når vi står og kigger ud over havet, spørger jeg mig selv: 'Hvad tænker det på?' Det er jo vildt farligt«, tilføjer hans kone, May. Familien Middelfart havde næppe overlevet flodbølgerne, hvis ikke Martins instinkt havde fortalt ham, at de skulle løbe væk fra stranden i Khao Lak. Alligevel var det tæt på at gå galt. Martin og datteren Caroline var ved at drukne i det værelse, de søgte tilflugt i, mens May blev taget af strømmen og ført ind i et rør, hvor der tilfældigvis var en luftlomme. Vennerne fik mareridt Men selv om trygheden ved havet er forsvundet, føler ingen af dem, at de dramatiske oplevelser har rykket ved deres tilværelse. Caroline på 9 år har været til børnepsykolog en enkelt gang, men ellers har familien ikke haft behov for psykisk hjælp. Det er vennerne - ikke dem selv - der har fået mareridt af flodbølgerne. »Vi har ikke nogen men, er kede af det eller har problemer med at sove. På trods af, at det var en meget traumatiserende oplevelse, har vi hele tiden haft i baghovedet, at vi var utroligt heldige. Det havde været ubærligt, hvis der kun var kommet en eller to af os hjem, og den tanke gør det på en eller anden måde nemmere at komme over oplevelserne«, forklarer Martin. Bange for vejret Parret vender hele tiden tilbage til vendingen 'Vi var utroligt heldige'. Få andre gæster på hotellet i Khao Lak overlevede bølgerne, og lige da familien var kommet hjem til Danmark, var tankerne mest hos de familier, de nåede at lære at kende inden anden juledag. »Jeg blev spurgt, om jeg havde det godt med mig selv, og om ikke jeg havde brug for psykologhjælp. Det syntes jeg var fuldstændig unødvendigt. I mit hoved var det vigtigste, at der var en masse folk, der skulle graves fri, og alt andet var luksus«, fortæller May. Hun og Martin gjorde alt for at genskabe normaliteten. To uger efter hjemkomsten var de tilbage på arbejde, og alt hvad bølgerne havde stjålet, købte de ind igen - præcis de samme ting. Bange for vejret Det lykkedes at genskabe en hverdag, som kun blev brudt, når regnen trommede på vinduerne. »I nogle måneder efter vi var kommet hjem, var Caroline virkelig bange for vejret. Hvis det regnede og tordnede, eller hvis vinden susede i ruderne, troede hun, at vi skulle flygte igen. 'Det blæser, vi skal ikke være inde i huset', sagde hun meget bestemt. Hun troede, hun hele tiden skulle holde øje med vejret«, fortæller May. »Jeg var bange for, at solen skulle falde ned i hovedet på os«, indskyder Caroline selv. May og Martin har af deres venner ofte fået at vide, at de som forældre er overbeskyttende. Men efter overlevelseskampen i Thailand er parret helt sikre på, at datteren altid skal være i nærheden. »Vi blev spurgt, om Caroline skulle i en bamseklub på hotellet ved siden af, men vi sagde nej. Da vi så var vej på hjem i flyet, kunne vi læse på forsiden af BT: 'Bamseklub skyllet i havet'. Det har ligesom underbygget, at vi har gjort det rigtige«, siger May. Aldrig tilbage Caroline får ikke lov til at gense Thailand lige med det første. Mange overlevende danskere vender i julen tilbage til de flodbølgeramte områder, men det har familien intet behov for. »Lige nu har jeg det sådan, at jeg aldrig skal til Thailand igen. Men vi har heller ikke brug for at vende tilbage. Jeg ved godt, vi gentager os selv, men vi føler os utrolig heldige, fordi vi ikke har mistet nogen«, siger Martin.