Pressejurist: Politiken har begået væsentlige fejl i Muhammedsagen

»Der er vel efterhånden ikke mange, der er i tvivl om Tøger Seidenfadens personlige vendetta mod regeringen«, skrev Venstres politiske ordfører, Jens Rohde, forleden i et læserbrev her i avisen, og ikke bare Jens Rohde, men en række politikere og debattører mener, at Politiken har drevet tendentiøs journalistik i sagen om Muhammedtegningerne. Vi er ifølge kritikerne ensidigt gået efter at finde fejl hos regeringen, og det er sket på bekostning af troværdigheden. Om avisen har drevet tendentiøs journalistik, eller om vi tværtimod har levet op til pressens rolle som den vagthund, der skal holde øje med magthaverne, er op til den enkelte at vurdere, og i sidste ende står Politiken til regnskab over for loven og læserne. Men der er begået fejl. De er ganske vist alle blevet rettet, men vi har bedt afdelingsforstander Oluf Jørgensen på Danmarks Journalisthøjskole om at vurdere fejlenes karakter og samtidig vurdere, om vores rettelser har været tilstrækkelige og dækkende. Om de fem fejl, der redegøres for i faktaboksen her på siden, siger Oluf Jørgensen: Fejl nr. 1 »Der kommer dels en rettelse og dels en artikel. Rettelsen gør ikke opmærksom på den væsentlige forskel, der er mellem kladden og brevet. Det gør derimod en forklarende artikel af Bo Søndergaard. Han nævner, at kladden indeholdt en advarsel om uroligheder i ind- og udland. I det brev, som ambassadørerne endte med at sende, er det blevet ændret til en noget mildere formulering. Det er jo væsentligt. Men det bliver ikke nævnt i rettelsen, at der er denne væsentlige forskel. Bo Søndergaards artikel forklarer forskellen. Den har jeg ingen kritik af«. Fejl nr. 2 »Billedet med den danske titel 'Mor med profet', der i den arabiske oversættelse blev til 'Lav sjov, mor dig og leg med profeten' er væsentlig, fordi den runde humor, der er i billedteksten, forsvinder i oversættelsen. Det er i udgangspunktet Det Islamiske Trossamfunds fejl, og Politiken fanger ikke denne fejl i første omgang. Man retter senere fejlen, men nedtoner betydningen, og det forklares ikke, hvorfor Politiken har overset de her væsentlige fejl, og hvordan det senere blev opklaret«. Fejl nr. 3 »Oplysningerne om moskeerne er en væsentlig fejl, som man opdager senere, og som fører til en rettelse. Det er en væsentlig fejl, fordi det er Jørgen Bæk Simonsen, som er eksperten, og han er kyndig ekspert. Men han er vel at mærke ekspert i mellemøstforhold og islam, ikke i kommunale lokalplansspørgsmål. Når han så i en sidebemærkning nævner, at moskeen er strandet på kommunale lokalplansspørgsmål, så er det noget, man bør tjekke, før man bringer sådan en bemærkning. Man kan bare ringe til de største kommuner. Historien er væsentlig, fordi den giver indtryk af, at det er de danske myndigheder, der har forhindret, at der er blevet bygget moskeer. Min pointe er, at det har overordentlig stor betydning i alle medier, at man nøjes med at bruge eksperter til det, de er eksperter i. Men rettelsen er helt i orden«. Fejl nr. 4 »Når man bruger eksperter og så et kolon, så skal der være dækning i de vurderinger, som eksperterne er kommet med. Det er der så ikke, fordi eksperterne ikke bruger denne formulering med »mindre fejl.« I hvert fald er den ikke gengivet i Politiken. Derfor er overskriften kritisabel«. Fejl nr. 5 »Det er en grov fejl. For den indeholder en beskyldning om, at brevet er tilbageholdt over for pressen og offentligheden, og det er ikke korrekt. Rettelsen er korrekt«. Ændrer det på fejlen, at indholdet af brevet ikke har været offentliggjort? »Nej. For artiklen giver indtryk af, at det er statsministeren, der har hemmeligholdt brevet. Og det har han jo ikke«. Ris og ros Når der skrives så mange artikler, som der er skrevet om Muhammedtegningerne, så begås der fejl, men i denne sag har der været for mange fejl hos Politiken, mener Oluf Jørgensen: »Det er fint og presseetisk uproblematisk, at en avis vælger en redaktionel linje. Helt overordnet er det godt, at de danske aviser i den her sag har været meget forskellige i dækningen«. »Den enkelte avis vælger sin egen redaktionelle linje, og det har Politiken også gjort. Det kritiserer jeg ikke. De ressourcer, Politiken har afsat til undersøgende journalistik, har man ensidigt afsat til at gå efter at finde fejl hos Jyllands-Posten og hos regeringen. Det er mit indtryk. Det vil jeg heller ikke kritisere. Den enkelte avis vælger selv sin redaktionelle linje, og man har ikke ressourcer til at undersøge alt, så man vælger«. »Men min kritik går på en række væsentlige fejl og fordrejninger i artiklerne. Derudover er der nogle generelle ting. Det første er: Bliver rettelserne publiceret tilstrækkeligt iøjnefaldende? I den daglige avisstrøm kan det være svært at få øje på dementierne. Politiken er ikke her værre end andre. Men det er et generelt problem, og det er selvfølgelig især et problem, når en sag er så stor som den her sag. Det er min generelle holdning, at rettelserne bringes lige så iøjnefaldende som fejlene. Når der vel at mærke er tale om væsentlige fejl«. Hvad synes du om, at Politiken har ringet til en ekspert som dig, der efter vores opfattelse ikke har flere aktier i den ene end i den anden lejr, og bedt ham vurdere vores journalistik? »Det er godt. Det viser, at Politiken stadigvæk har evnen til selvkritik i behold«, siger Oluf Jørgensen.